Julefrokost og Flyvende Morfar

Som vi skrev sidst, så er Morfar nu kommet og han har haft en flyvende start. Lørdag holdt Anne's strikkeklub julefrokost og det endte med, at det meste af stationen også var med. Det blev en meget hyggelig og lang aften. Strikkeklubben består af Signe (gift med Lasse, betjent), Rikke (kæreste med Kim, betjent) og Haldora som er grønlænder.

Et overbliksbillede fra den festlige aften

Ingen julefrokost uden flæskesteg. Heldigvis nåede vi lige at Skype med oldemor, som kom med den perfekte opskrift. I får den lige: Skær sværene helt ned til kødet, men ikke i kødet. Flæskestegen lægges på hovedet i en bradepande med vand, hvori der hældes salt og en Maggi-terning (vigtigt). Efter ca. 30 minutter vendes stegen og steges videre på en rist. Vi valgte at stege den ved ca. 180 grader.

Julemandens postkasser er blevet stillet op ved siden af hallen,  så nu skulle juleposten være sikret.

Søndag var det tid til lidt frisk luft, så Morfar og jeg, Søren, gik en tur ud til isfjorden. Det var en flot tur, hvor vi heldigvis havde lyset med os. Det blev til et flot syn og nogle flotte billeder. Det var ret frisk (læs, koldt) da vi kom op over bakketoppen ved isfjorden.

Ilulissat er mere turistvenlig end Upernavik, her er f.eks skilte, hvor man kan se forskellige ruter langs isfjorden, smart.

Morfar og isfjorden.

Søren og isfjorden.

Selv en nybegynder kan tage flotte billeder heroppe.

Da vi kom hjem søndag var det tid til at ringe til Farfar, som fyldte 65. Stort tillykke fra os alle i Grønland.

Smilla fik en snak med Farfar om det at blive 65 år, det er en alvorligt sag, som tydeligt ses på Smilla. 

Mandag havde Morfar aftalt, at han skulle på slædetur med vores reservebetjent, Ejvind. Han har 11 hunde og siger selv, at han ser det som hans pligt, at alle får lov at opleve en tur med hundeslæden. Han er også utroligt imødekommende og gæstfri, ham kommer I helt sikkert til at høre mere om.

Morfar, Ejvind og Arkalunguaq (Ejvind´s søn).

Så kom de afsted. Vi har hørt fra mange, at der skulle være en helt speciel duft bag et hundespand med fisk i maven, men heldigvis er Morfars næse ikke, hvad den har været, så han lagde ikke mærke til noget.

Mandag aften mente Morfar og Ejvind ikke rigtigt, at der var sket så meget endnu, så Ejvind arrangerede en tur til juletræet, som står på en bjergtop bag byen. Det var en spændende tur på mange måder, det var glat, mørkt, der var langt ned og det blæste. Men det var det hele værd, da vi nåede toppe. Sikke et syn.

Ja, når der er mørketid må folk jo selv gøre en indsats for at lyse byen op.

Bjergbestigerholdet. Fra venstre, Signe, Selma, Lasse, Oliver, Freja, Arkalunguaq, Rikke, Morfar, Ejvind og Kim. Jeg, Søren, var bag kameraet. Man begynder ikke at forsøge sig med selvudløser på en bjergtop i minus 10 grader.

For at det ikke skal være løgn, har Morfar i dag været på sejltur med Ejvind til isfjorden og på kaffebesøg i en bygd lidt nord for Ilulissat. Hertil aften har vi været på kaffebesøg i Ejvind og Katrines hyggelige hjem.

Så vi har fart på og det er dejligt med en masse dejlige oplevelser og mennesker.

Nok for denne gang. Vi skriver igen, når Morfar har været på nye eventyr.

Morfar

Yeah. Så kom Morfar.

Og hvor heldig kan man være kun 20 min forsinket efter en hel dags rejse. Alle var glade og vi nyder hinanden det allerede. Efter en god lang nat har vi idag gået en tur i byen i de lyse timer, som efterhånden kun er fra kl 11-13 med skumringstid en time før og efter. Det er virkelig dejligt at kunne vise byen frem i lys. Det var der ikke rigtig nogle af os, der havde troet.
Smilla er helt med på, at vi er blevet en mere i familie og hun viser Morfar alt det han slet ikke ved endnu. Lige fra i hvilken skuffe, der ligger dukketøj og til i hvilken vej man skal gå, for at komme til butikken. Mens jeg lavede mad her til aften sad de to rødder arm i arm i sofaen og delte en pose chips. Ren hygge.

"Nu skal du bare se, Morfar!"

-Og vi har fået et par ekstra gåtursben og arme med, når vi handler.

 Vi har i løbet af de sidste par dage fået besøg af mange store og små isbjerge i vores baghave (havet) og på billederne kan i se hvor hurtigt landskabet skifter. I morgen ser det helt sikkert komplet anderledes ud.

13. dec. 2012 kl 12:45 -Vores hus er det lysegule længst til højre.

14. dec 2012 kl 12:40

Her er en "live-scale" version, hvis man kan se den lille motorbåd lige midt i billedet.

Dette bliver bare et kort indlæg. -Mest til de mange, der er spændte på at høre om Morfar er kommet sikkert i havn. Det er han! Vi passer på ham, men beholder ham lige lidt.
Til sidst nogle billeder af Smillas rolige hverdag.

Først pakker vi nisse-gave op.

Så går vi tur rundt og hilser på hundebasser. De er nogle gange så mange og glade, at det er "sikres" at være i vognen.

Og så vasker vi op. Eller vasker i hvert fald.

Julen og mørket kommer.

Juleklip på stationen

Vi kunne alle sammen sidde i "garagen" og det blev en god eftermiddag.

Nu er det blevet december og vi er så småt gået i gang med juleforberedelserne. På stationen har vi holdt juleklip med stor tilslutning. Der var dog nogen, som brugte mere energi på at tømme gryden med gløgg end på at klippe juleklip, man må jo gøre det, man er bedst til.

Grønlands kommandoen kommer forbi vores stue. De benyttet til tider til SAR opgaver. 

SAR i isfjorden.

Der er trænings center i byen, som bliver brugt,  når der er tid til det. Da jeg en aften var ude at træne med Thomas, som havde vagten, blev han ringet op af en kvinde, som havde talt med sin mand, som var fanger. Han sad i en lille åben Pocca jolle (Grønlands volkswagen) ude i isfjorden, og nu var der is hele vejen rund om båden, så han kunne ikke komme ud.
Vi tog til stationen, hvor stationslederen Karl blev tilkaldt.

Overisning af færgen allerede inden vi tog afsted.

På stationen blev det besluttet, at vi skulle ud og hente fangeren, da han havde fortalt, at han i flere timer havde forsøgt at komme fri og det frøs omkring 20 grader, så han var i reel livsfare. Nu skulle det besluttes hvordan. Valget blev, at vi chartrede en mindre passagerfærge, da den havde stålskrog og kunne mose sig igennem en del is uden at gå i stykker. Vi havde også overvejet en helikopter, men den var for langt væk og vi var også ret sikre på, at det ville være svært at overbevise fangeren om, at han skulle efterlade sin jolle ude i isfjorden.

En udfordrende is-mængde at skulle igennem.

Kl. 23 tog Karl og jeg afsted. Da isfjorden ligger lige rundt om hjørnet gik der ikke lang tid før vi var ved den første forhindring, nyis. Det var heldigvist ikke ret tykt, ca. 2-4 cm, så det kom vi nemt igennem.  Temperaturen var markant lavere "derinde" pga. alle isbjergene. Efter ca. en halv km var der igen åben vand, da vi havde sejlet et stykke tid begyndte der at komme grødis. Vi ringede fangeren op, som havde mobiltelefon med og der var heldigvis mobildækning, han fik forklaret skipperen, at han befandt sig et godt stykke inde i isen. Jeg kiggede på Karl og vi blev enige om, at vi ihvertfald ikke kunne sejle gennem isen helt ind til ham. Isen var her ca. 10-20 cm tykt. Det var skipper åbenbart ikke helt enig om, for umiddelbart efter satte færgen igang ind gennem isen. Man kunne godt mærke, at færgen måtte arbejde for at komme igennem og skipper måtte da også vælge en rute, som ikke gik direkte mod fangeren, for at være sikker på, at vi kunne komme ud igen. Da vi var kommet et stykke ind i isen, sagde Karl, at jeg skulle være klar over, at det godt kunne ende med, at vi kom til at sidde fast derinde også. Spændende!
Derefter blev der fundet overlevelsesdragter frem til Karl og jeg, for vist noget gik galt, var det vores opgave at hoppe ud på isen og hente fangeren.
Heldigvis gik godt og kort efter var vi henne ved fangeren, som under ingen omstændigheder ville forlade sin jolle. Vi skulle bare sejle foran, så sejlede han bagefter, her kan man vist godt tillade sig at tale om barske arbejdsforhold. Det skal lige nævnes, at fangeren var sejlet derind for at sætte sine langliner og der var ikke noget is, da han sejlede derind, men forholdene i isfjorden forandrer sig utroligt hurtigt.

Den lille gule klat forude er fangeren, der er glad for at se os.

Ca. kl. 0100 var vi hjemme igen med en god fornemmelse i kroppen over, at vi formentligt havde været med til at redde fangerens liv. Han fortalte, at jollen var begyndt at knirke højt og den gav sig på grund af presset fra isen, så han var glad for at se os.


Mørket kommer.

Nu er det ved at gå op for os, at det ikke bare er noget grønlænderne finder på, når de siger at solen forsvinder. Kl. er lige nu 09.12 søndag morgen og det er stadig mørkt udenfor. Det bliver lyst omkring kl. 10 og mørket kommer omkring kl. 14, så det er nogle korte dage. Vi ser ikke længere solen fra huset, den er gemt bag bjergene. Til gengæld står månen højt på himlen kl. 12, så det er den omvendte verden heroppe. Den 23. december er den korteste dag og der er flere grønlændere, som siger, at det bliver hårdt, inden vi når dertil. Jeg tror nu, at det bliver lidt nemmere for os, da vi er indstillet på det og det er en slags oplevelse for os. For grønlænderne er det jo noget, som de skal igennem hvert eneste år. Men det kan være, at vi bliver klogere.

Det fantastiske lys ved solens op- og nedgange.

Smillas jul.

I år har Smilla meget større forståelse for begrebet jul og hun synes, at det er et fantastisk koncept, at man kan hænge en julestrømpe op og så er der gaver i den hver dag. Anne og Smilla har talt meget om, at når det bliver jul, så kommer morfar, så nu mener hun, at det snart er ved at være tid til at han dukker op. Men vi må lige vente 11 dage mere. Vi er også begyndt at se mange flere børn end vi havde mulighed for i Upernavik. Vi har mindst én legeaftale om ugen og Smilla nyder det. Der er nogle dejlige børnefamilier her, som har budt os godt velkommen.

Smilla er henne og mærke på sokken flere gange om dagen.

Annes friaften.

I fredags var der et arrangement på det bedste hotel i byen, Hotel Arctic. En fejring af rødvinen, Beaujolais Nouveau med masser lækker pølse og franske oste. Søren ringede en dag i forrige uge hjem til mig (Anne) for at spørge om det var noget jeg havde lyst til at komme med til, for så mente han, at det var ved at være min tur til at komme ud og vifte med ørene og han ville blive hjemme og passe Smilla. Øhh, ja det tror jeg da nok, jeg gerne vil. Og det var en skøn oplevelse. Hele stemningen var perfekt og jeg var afsted med nogle af Sørens kollegaer. Heroppe er man lidt ligesom en stor familie, fordi vi alle sammen har kære venner og familie derhjemme. Så kan vi holde lidt sammen og hygge med hinanden. Vi startede med at se premieren på den sidste film i en madprograms udsendelse, som er lavet i hele Grønland. Det er ligeså meget en naturfilm og bestemt et besøg værd. I kan se udklip fra filmene her: Taste of Greenland. Alle film kommer til at ligge samlet på deres hjemmeside til foråret. Lidt mere baggrund om programerne kan ses her: Blog om Taste of GL. Filmen sluttede i Ilulissat og vi sad alle sammen med et stort smil på læben over, at det er her, vi har fået lov til at være. Der efter var der hyggemad og vin ad libitum. -Lige for morens smag. Søren var derhjemme og passede også Selma som er en kollegas datter. Så kunne jeg sidde med Selmas forældre og blive enige om, hvor godt vi havde det. Det er lidt syret at man kan finde sådan en "luksus" 300 km nord for polarcirklen. Men man mærker virkelig, at der er nogle, der gør en kæmpe indsats for byen og mulighederne her, som er helt i top. Det nyder vi godt af :O)

Selma ("Semla", som Smilla kalder hende) og Smilla hygger inden sengetid.

Sælskindsdragt og søndagstur

Endnu en uge er gået og vi har oplevet nye ting i den store by.
Smilla har fået en ny dragt, så hun kan holde varmen når frostgraderne når ned på -30. Jeg ved ikke hvor meget vi skal "ud og lege", når det bliver så koldt, men vi skal jo have handlet osv og nu skal vi/I i hvert fald ikke være bekymret for om Smilla fryser. Vi andre må jo så hoppe lidt rundt og bære (på barn og rygsæk). Vi går stadig meget rundt. I byen kører der én bus (hvis den kører og hvis den kører ned i den del hvor vi bor), taxi'er som er lige så dyre som i DK men nogle gange den eneste mulighed og så almindelige kælke (den dille er Smilla desværre ikke hoppet på. -Hun kravler ud, mens hun tuder, at hun hellere selv vil gå). Der kører også en del "mini"slæder uden hunde, de bliver brugt som en slags klapvogn og velsagtens snart hundeslæder. De sidstnævnte har jeg kun set en af på vejen og det var vist mere en prøvetur uden  fart på.

Smilla klar til rigtig vinter -Ligesom da Farfar var dreng.

Vi har været i biffen, for at se den nye James Bond. Det var dejlig tiltrængt for os begge, selvom vi måtte gøre det på skift over to dage, så Smilla ikke skulle være alene hjemme. Man går i biografen i Kulturhuset Sermermiut og det er et rigtig fint sted, som bruges til mange ting for byen. Jeg var blandt andet til Zumba to dage efter. Mig og Smilla har også været på café. -Det er sådan et sted man bare kan sidde og hygge og hvor man ikke selv skal rydde op. Jo jo det er favre nye verden at komme sydpå.

Vores søndag har bestået af endnu en Far ekspedition, som det hedder. En god vandretur på fjeldet for at komme ud og se de helt store isbjerge og flaskehalsen. Det begyndte imidlertid at sne og der var kommet sne siden Søren havde været der sidst. Så den blev lidt hårdere og "længere" end vi havde beregnet. Men vi var alle seje og kom til sidst tilbage til byen gennem en af de mange hunde-slette i udkanten.

To-mand høj ud over fjeldet.

En renoveret tørvehytte, som måske bliver brugt til turist-udlejning i sommersæsonen.

Et af kæmpe isbjergene og en turistbåd på tur.

Noget af siden på et af de store er kælvet fornyligt og man kan næste fornemme hvor meget det har larmet.

Nogle steder var der bogstavelig talt sne til knæene. -For Søren vel at mærke. Smilla var for let til at gå igennem.

Det blev også til en numse-kælketur.

En hunde-slette med spand efter spand, hvor alle hundene har hver deres hus. Vi snakkede med nogle af de små hvalpe, som godt kunne lide vores vandrekiks.

Alt det nye

Smilla er helt elektrisk over vores nye sted.

Mulighedernes Land.

Som I jo ved, er vi nu nået til Ilulissat. Smilla er blevet skrevet op til vuggestue, som nr. 18 på ventelisten. Men det er vist noget med, at hvis man presser lidt på, så kan man få en plads hurtigere, så det må vi (Anne) prøve:-) 

Anne er gået i gang med at undersøge mulighederne for at få et arbejde. Hun har talt med en af mine kollegaers kone, som er vikar på en af skolerne. Der skulle vist være mulighed for at finde noget der, men det lyder til, at det godt kan være en lidt barsk arbejdsplads, så den tænker hun lige lidt over.

Den nye explorer. Fugle og både har den største interesse. Billedet er taget fra vores ude-stue.

Stationen.

Jeg startede på stationen fredag d. 26 og er nu så småt ved at finde min plads. Der er jo “mange” flere kollegaer at få styr på her. Vi har to kontordamer, Leila og Michelle. Derudover er der vores nye regionsleder, Leo, stationslederen, Karl, som også er vores nabo. 3 grønlandske politifolk, Pilu, Peter og Lena. 6 danske politifolk, Thomas, Niels Henrik, Lasse, Katharina, Kim og Jeg selv. Vi har også tre reservebetjente, Malik, Ejvind og den sidste har jeg ikke fået navnet på endnu.

Selve opbygningen af hverdagen minder om den i Upernavik, hvor vi møder 8-16 og derefter er der en, som har rådighedsvagten. Man har valgt at sætte mere fokus på færdslen heroppe og derfor er der to, som skal møde 14-22 og lave færdselssager. Så er der en, som har dagvagten, hver dag og sidder i ekspeditionen, hvor er kommer mere end en til to personer om dagen, som i Upernavik. Men som I måske kan regne jer frem til, så får jeg ikke så mange rådighedsvagter her, Jeg har kigget lidt på min tid i Upernavik og kan se at jeg har haft rådighedsvagt omkring 40 % af tiden. Så der er luksus kun at skulle have vagten en dag af gangen hernede.

Jeg har haft rådighedsvagt to gange nu og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg får mere travlt her. Umiddelbart er der mange husspektakler her og jeg synes også stemningen her er lidt mere “ond”, men det havde jeg også hørt før vi kom. Folk her er meget bedre til dansk end de var i Upernavik og det var helt mærkeligt at have vagten med en del opkald, hvor jeg kun fik brug for en tolk en gang. Det var nu meget rart, synes jeg.

Den nye station. Vigtigt at den er muret.

Hyggemik med kollegaer. Niels-Henrik, Thomas og Anne.

Byen.

Nu er vi jo kommet til storbyen med omkring 4500 indbyggere, og vi har ikke været hele byen igennem endnu, men umiddelbart er der 3 supermarkeder og omkring 3 Spar butikker med åben fra 09 til 23 hver dag, så det er bedre forhold end i Ringsted. Der er også en del specialforretninger, men det kommer vi nok ind på senere. Der er vistnok 26 taxaer, som kommer susende hele tiden, så man kan ikke bare gå midt på vejen her, ligesom vi er vant til. Der er 4 hoteller i byen og den bærer meget præg af, at der er meget fokus på turisme.  

Rundt omkring byen ligger hundesletterne, hvor de ca. 4500 hunde står. 

Der er meget mere, men det må I høre om, når vi har fået udforsket byen lidt mere.

Vi er nået til nye indkøbs muligheder, så menuen er blevet mere spændende.

Se alle mulighederne og afstandene.

Brunch.

I dag har vi været til det første betalte “spis-ude” måltid siden vi tog afsted. Det var brunch på det bedste hotel i byen. Hotel Arctic. Og ud over at være lidt overvældende, var det i hyggeligt selskab med mange andre danskere og lækker mad. Overhovedet ikke dyrt og jeg tror Smilla kastede pandekager ind gratis. Der skal vi helt sikkert hen igen. De danskere vi var med, har gjort det til en tradition at tage derhen den første søndag i hver måned, så den håber vi nok også på. Hotellet er super lækkert og fungerer også som et fem-stjerner konference hotel, hvor mange nationale møder bliver holdt.

Hov, det var jeg lige ved glemme.

Huset. Vi er hår fået et hus lige ud til vandet, det er et ældre træhus med stor stue, køkken tre værelser og badeværelse. Vi har fundet ud af, at vi vist blev lidt forkælet i Upernavik, hvad angår kvaliteten af huset, men her bliver vi forkælet med beliggenheden, så vi klager ikke.

Huset er et ældre hus, som er blevet udbygget af flere gange. Det er lidt svært for min indre håndværker ikke at lægge mærket til de ting, som kunne have være gjort "anderledes", men på den anden side set er det jo også praktisk, at gulvet i bade værelset giver sig, så man kan mærke, hvor alle de bærende bjælker ligger, så ved man jo, hvor de er. Da det frøs  omkring 15 grader i sidste uge, har vi også valgt at supplere varmen med et par varmeblæsere, da huset nok kunne have været isoleret bedre. 

Vores nye hus ved vandet.

Slap af hjørnet i stuen.

Vores ude-stue og udsigt set fra ovennævnte sofa.

Vores nye køkken.

Isbjergene i dag. -Nu med port

Trist nyt. 

Da vi kom til Ilulissat i torsdags mødte jeg en grønlænder, som jeg kender fra Upernavik, han glad og fortalte mig, at han netop havde købt en båd og var på vej hjem til Upernavik med den. 

Da jeg mødte på arbejde mandag, fik vi under mønstringen at vide at der havde været en SAR (Search and rescue)-opgave i weekenden, hvor 3 kollegaer fra stationen havde været ude med helikopteren og samle to personer op, da deres båd var blevet knust mod klipperne  på grund af motorstop. Det viste sig, at den ene person, ham som jeg mødte torsdag var den ene person og at han var død.

Det er svært at sætte ord på, men ihvertfald bliver man mindet om, at det er en barsk virkelighed, der er heroppe.

Vi har efterfølgende talt med nogle af vores venner i Upernavik og de fortæller, at byen er meget mærket af det. Det bliver lige pludselig meget nærværende, men samtidig er folk også klar over, at hverdagen skal gå videre og det desværre er en del af de vilkår, som der er ved at leve så tæt på naturen, som de gør her.

Vores tanker går til Upernavik.