Ilulissat

Vores nye by står og venter. Det her billede har Farfar taget, da de havde en overnatning på vej op til os.

I skal til Ilulissat, blev endelig det dejlige svar vi fik på forlængelsen. Vi er meget spændte og glæder os. Det er en ny by med nye muligheder og generelt lidt mere at lave, når mørket kommer ind over landet. Vi skal afsted d. 25. oktober og det tager kun 1½ time at flyve de 300 km sydpå. Inden da skal vi have sendt det meste af vores grej derned, så to-tre uger inden afrejse bliver der lidt tomt i huset. Men Smilla er jo nu blevet så stor, at hun skal have et sæde selv og dermed også 20 kg bagage. Så mon ikke vi klarer det. Det bliver i hvert fald nemt at pakke det sidste til flyet, for det er bare ”resten” vi skal have i taskerne. Vi har allerede fået diverse tilbagemeldingerne på, at vi skal til ”storbyen” fra forskellige folk. Nogle lokale her i byen siger at vi skal forberede os på en meget stor by. Mange siger dog også, at vi skal glæde os til, at der er lidt mere at lave og netop i dag har vi snakket med en kollega, som fortæller om tumlinge aktiviteter i Ilulissat’s hal hver weekend. Så mørket kan bare komme an. Vi vil prøve, om Smilla kan få nogle timer i institution og at Anne måske kan få nogle vikar timer på de to skoler, fritidsklubber o.l. i byen. Vi skal selvfølgelig nok holde jer opdateret med alt det nye og spændende, der kommer til at ske. Julen bliver helt sikkert hvid for os og dejlige Morfar har meldt sin ankomst, så vi ikke skal sidde alene og kæmpe om mandlen i ris a la manden.

Vores dejlige by og ø, Upernavik, som det ser ud, når man er på helikoptertur i højt solskin.

Vores hus er nr B-884, det grønne hus på toppen.

Et lille orienteringskort over Upernavik. Når alt skal skrives ned er der pludselig meget at se. Afstanden fra vores hus til heliporten er ca. 1,5 km.

Kaffemik gange tre

Vores gode veninde Merry Ann havde fødselsdag og inviterede os på filippinsk kaffemik med fiskesuppe, stegte nudler med muslinger, hjemmelavede forårsruller, chicken curry, hotwings, ris, spagetti bolognese og selvfølgelig matteq (hval hud+spæk). Det var en rigtig hyggelig aften, hvor der var lagt op til at vi gerne måtte blive længere end de typiske to-kopper-kaffe-tid.

En anden dag, hvor vi var nede at handle i butikken, kom en grønlænder hen til os og sagde til mig, ”nu er du jo betjent med mange stjerner i dit skilt, så hvis du kan regne ud af, hvor jeg bor. Så er der kaffemik hos mig i eftermiddag. Heldigvis nåede jeg at få at vide, at det var på grund af hans barnebarns fødselsdag, at der var kaffemik. Men sådan kan man altså også blive inviteret heroppe. Anne vidste, hvor han boede, så da Smilla havde sovet, gik vi alle til kaffemik hos Nikolaj, som vi fandt ud af, at han hed. Det var, som altid, meget hyggeligt med tonsvis af mad. Det første Nikolaj sagde, da vi kom ind var, at hvis vi havde lyst til mad skulle vi bare tage, men at det også var okay at gå direkte til kaffen. Vi valgte det sidste, da klokken var halv fem.

Vi har også været til kaffemik hos Esra’s forældre igen, da Esra´s søn Rico blev 5 år. Der var også her masser af mennesker og masser af mad. Heldigvis havde Esra´s far fanget en hval tidligere på ugen, så der var Matteq til alle, vi sprang dog over denne gang, men fik meget andet i stedet, blandt andet et stykke af en fiskelagkage. Hvor ellers end på Grønland kan man få det?

Sådan ser en entre ud, når man har inviteret til kaffemik.

Fiskelagkagen bestående af laks, hellefisk, torsk, mayo, toastbrød, rejer og grønt.

Glade Niels Henrik på besøg hos nogle bekendte, der havde helt friskfanget narhval hvor dette er matteq'en -det rå hvaldhud og spæk. Søren smagte også frisk rå narhval lever.

Vores eget forsøg på "matteq" -sushi med kingcrap, laks, rejer og stenbidderrogn. Mums.

Helikoptertur

Da vi mandag skulle til en politiopgave, som skulle løses den dag, i en af vores bygder, skulle jeg sørge for transport. Normalt chartrer vi en båd, men da der ikke var tale om personredning (nødværge) skulle båden være passagergodkendt og den eneste båd heroppe i Upernavik, som er passagergodkendt er en gammel kutter. Det var derfor ikke hensigtsmæssigt at sejle. Vi fik i stedet godkendelse fra ledelsen til at leje en helikopter og så af sted. Det var en meget flot tur med perfekt vejr. Efter 3 timer var jeg retur i Upernavik igen og politiet var 59.000 kr. fattigere. 

Far Søren på helikoptertur.

Bjergene har ændret farve siden bedsterne var afsted med mor, Anne, i midten af august.

Endnu et mystisk isbjerg. Hvis nogle kommer til at mangler billeder af isbjerge, skal I bare sige til. Vi har ca. 100 nu og mon ikke det tal stiger væsentligt i Ilulissat.

Badminton i hallen

Søren er begyndt at gå til badminton sammen med personalet fra sygehuset oppe i den nye hal. Det er desværre så sent, at Smilla og Anne normalt ikke kan være med, men i tirsdags spillede de kl 18 og krudtuglen og Anne tog med og spillede bold. Den nye sundhedsplejeske på sygehuset har undervist i tumlinge bold og Smilla havde det som blommen i et æg med ny stimuli og masser af opmærksomhed. Tirsdag aften var også sidste aften for vores kære Rikke, jordemoderen på sygehuset. Så vi tog hjem til B-884, det grønne hus på toppen for at sige ordentlig farvel. Det var meget hyggeligt og det var lykkedes Anne at finde en masse grønt i butikken, så vores tortillas buffet var helt dansk i farverne.

Da vi havde spillet badminton sidste fredag , inviterede vi til hyggemik hos os, hvor de to sygeplejersker, Søren og Poul Erik og den nye sundhedsplejerske, Lotte, deltog. Det var en hyggelig aften, som blev afsluttet med, at Søren sygeplejerske og jeg, Søren, tog på Tavern, så fik jeg også prøvet det. Det var faktisk meget sjovt, der var masser af ”stive” grønlændere, som var væsentligt mere snaksalige end normalt. Taxamanden, Jan, ville meget gerne snakke, men jeg måtte flere gange gøre ham opmærksom på, at jeg ikke forstod, hvad han sagde, da han blev ved med at snakke grønlandsk til mig.

Så kom hvalerne

I går lørdag fik vi endeligt set hvaler, de svømmer rundt lige udenfor byen. Anne så dem først på en lille gåtur til butikken om middagen og senere så Søren dem fra Niels Henriks hus. Der var mange haler og sprøjt at se og det viste sig at være pukkelhvaler. Det var dejligt, det endelig blev vores tur til at se dette stykke natur, for vi er lidt usikre på om det er blevet for koldt til at se dem, når vi kommer til Ilulissat om en måned.

For dem med gode øjne kan man se et blåst fra pukkelhvalen lige ovenover olie tankene.

Smilla er endnu engang tilskuer til en lokal fodboldkamp. Denne gang var det børn og ynglings Atsiannguaq der spillede.