Carl, Smilla, Anne og Søren er igen i Grønland. Vi har været afsted før, hvor vi var i Upernavik og i Ilulissat. Denne gang er vi taget til Nuuk.
Du kan følge med i vores eventyr herinde. Vi glæder os til at vise jer, hvad vi oplever.

fredag den 15. marts 2013

Sidste tid og tilbage i DK

Så lykkedes det alligevel at komme så langt bagud med bloggen, at det virker helt fjollet at sidde her og skrive om de sidste to måneder. Men vi gør det lige alligevel.

Vores sidste tid i Grønland blev som alle de andre måneder fyldt med gode oplevelser og dejlige mennesker. Søren fik en slædetur og en sejltur med fra Ejvind, en snescooter-tur med Anne og så lige endnu en helikoptertur to dage inden vi vendte snuden mod Danmark. Pigerne hyggede sig og nød det dejlige vejr lige indtil det blev -25 grader og gåturene blev kortere. Den sidste weekend inden vores hjemrejse holdte vi afskeds-kaffemik som den perfekte afslutning på 9 måneder i det kolde nord.
Det var naturligvis vemodigt at skulle forlade vores venner, naturen og livet, da vi mandag morgen d. 25. februar sad i den lille Dash-8'er. Men forventingen om at skulle hjem til familien og venner, Volvo'en (siger Søren) og vores hus kunne også mærkes. Man gør sig på en eller anden måde klar til at noget slutter og noget andet begynder. Og så vidt vi ved er vi langt fra færdige med Grønland i det lange løb. Så det blev et "på gensyn" og ikke et farvel fra os alle tre.

Og så kom vi hjem. Til det store hus, der pludselig er meget luksus og ligger meget fladt. Smilla kunne ikke kende noget som helst og først efter et par dage fandt vi ud af at hun, når hun talte om "Danmark", mente vores hus på Ørslevvestervej. Alt hendes legetøj var nyt de første dage, men hun faldt ligeså hurtigt til her, som hun har gjort de to andre gange hun er kommet til et nyt hjem indenfor de sidste 9 måneder. Hun er med stor succes startet hos sin gamle dagplejer og hun nyder at lege med børn hver dag.
Søren har haft den første arbejdsdag i går (i nat) og det er vist fuldstændig som det han tog af sted fra.
Anne er i gang med at finde et job, så virkeligheden også i denne del af familien kan blive en realitet.
Alt i alt er det hele som det skal være og der kommer nok ikke så mange indlæg på bloggen, som der har gjort. -For hvem gider skrive (læse) om 30 svaner i flok på marken eller muldvarpen der har holdt den vildeste havefest under vores græsplæne...??
I stedet får i et billedshow med de sidste skønne billeder fra Vores Grønlands Eventyr -i denne omgang.
Hellefisk på brættet, så store som arme.

Det lokale kunsthånd-værksted (hedder det, det?).

Solens sidste stråler fra vores Ilulissat hus.

Sidste gåtur til Isfjorden. I ca. -18 grader.

Gæster ved vores hyggelige afskeds-mik lørdag d. 23. februar.
Far, Sørens sidste flyvertur.

Udsigten fra Sørens helikoptertur lørdag d. 23. februar. Vandet damper fordi det er varmere end luften.

Søren og Ejvind på slæden.

Så går turen hjem til DK med ét stk træt baby. Hun har været dygtig!


fredag den 18. januar 2013

Solopgang og slædetur


Sidste weekend var begivenhedsrig og vi fik faktisk ikke det hele med i de to sidste indlæg. Så nu får I lige søndagens program.

Det var første søndag hvor byens 4-stjernede hotel havde åbent efter jul/nytår og der var derfor brunch. Vi startede kl. 10.30 så vi havde god tid til at nyde lækker mad og godt selskab. Buffeten rummede meget lige fra bacon og æg til røget hvalkød og friskpillede rejer, frisk brød, ost og kager. Der er altid en forkælelse at komme til brunch på Arctic.

Kagebordet.

Kødbordet med røget hval, lækre oste, pølse og meget andet.

Brød, cereal og yoghurt.
Herefter var der busforbindelse til den første store begivenhed i år. Nemlig solens komme og altså den første sol opgang. Man skal lidt udenfor byen på Holms bakke for at se de smukke stråler og det er et tilløbsstykke for hele Ilulissat. Vi ankom ikke helt tidsnok til at se solen stå op, men vi nåede at se den og et flot view med bjerge, isbjerge og storhed. Søren og Smilla tog ikke med ud på bakken men hjem i stedet, da Smilla var meget træt og Søren ikke er til de store udfordringer på tilsneede bjergvandring for tiden pga. en forvredet ankel.
På vej hjem gik vi en omvej af en vandrerute og sceneriet blev kun smukkere. Ca. halvvejs foreslog Ejvind, at vi skulle tage på hundeslæde, når vi nåede "hjem". Som sagt, så gjort. -Slædetur med pigerne: Signe, Rikke og jeg. Juhu, jeg var spændt.


Gåsegang til toppen.
Myremennekser og solskin. Sidste gang vi så solen var midt i december.

Politistationen er vel repræsenteret på udkigsposten.

Isbjerge og solhimmel bliver man aldrig træt af at kigge på.
Ca. en times tid efter var vi klar og så gik det ud over sletterne. Det er en oplevelse, der er meget svær at beskrive. For det er det hele, der gør det fantastisk. Hundene, der farer afsted. Sneen, der flyver forbi. Spændingen, når slæden flyver hen over vejene gennem byen, hvor man håber bilisterne ser os og overholder deres ubetingede vigepligt for hundeslæder. Håbet om, at hundene kan få os alle sammen med over bakken, eller om vi skal af og løbe. Adrenalinet der løber stærkt i kroppen, når man ikke er helt sikker på at komme med på slæden igen, når vi er kommet i fuld fart. Den lille angst for et uheld, når slæden glider diagonalt på isen. Frygten for at vi ikke kan få stoppet hundene, så de to afhoppere ikke skal gå hjem. Sammenholdet, når man sidder fire personer på en rensdyrskindsdækket slæde og får lunet numsen, mens mørket falder på. Og meget meget mere. Det hele lagt sammen var min første tur på hundeslæde. Og det er stadig ubeskriveligt og fuldstændig enestående at få lov til.

Ejvind gør hundene klar.

Hans efterhånden gamle førerhan skal i selen til sidst.

Så er vi afsted. Først gennem byen i trafik.

Rikke og Signe.

Hundehaler og solnedgang med byen i sigte på vej hjem.

Signe og Lasses lille hundehvalp Kaju er langt fra stor nok til at være foran slæden. Men slædehund det er han i hvert fald.
Tusind tak til Ejvind for en dejlig tur og til pigerne for godt og sjovt selskab.

En anden nyhed er, at jeg (mor) langt om længe er begyndt at strikke. Rikke var sød at få mig med på et aftenskolehold i sidste uge og nu kører det bare. Så for blot 100,- kr er der yderst kyndig strikkehjælp på skolen hver mandag. Der ud over mødes vi også i strikkeklubben en gang i mellem for at udveksle ideer, hygge og hjælp. Det er godt nu at kunne komme strikning på CV'et selvom jeg har langt igen inden jeg forstår opskrifter og laver snoninger, sømandsbobler og patentstrik...

Hjemturen er nu også bestilt og vi lander efter planen i Kastrup d. 25. februar. Så er eventyret slut. Men der er heldigvis stadig 5 uger tilbage til at opleve det sidste af Grønland for denne gang.

lørdag den 12. januar 2013

SAR med S61éren

Så blev det endeligt fredag, efter en lidt hård uge med en del at lave, fristforlængelser, tilkald, rapportskrivning og anholdelser var det tiltrængt, at komme på weekend. Vi startede kl. 07, da der var et par stykker, som havde "glemt" at møde op i retten og dem skulle vi så "hjælpe" lidt, ved at hente dem før de tog på arbejde og køre dem i retten istedet.
Kl. 15 blev det fyraften, dog fik vi et tip om en mulig hashsmugler, men det var der andre, som tog sig af.
Et billede af isforholdene foran huset i dag, lørdag.
Efter lidt hygge med Smilla fik jeg en Sms fra Niels, som bad mig være klar ved telefonen, da der muligvis var en SAR opgave. Kort efter ringede Ejvind og tilkaldte mig, så på med tøjet og tilbage på arbejde.

På stationen fik jeg en kort situationsmelding: To mænd var sejlet ud for at fiske i Isfjorden og nu var de fanget i isen. Det sidste Aasiaat radio (den kanal, som nødstedte melder SOS til) havde hørt var, at de havde slagside og så blev forbindelsen afbrudt. Intet om position udover, at de var i Isfjorden.

Planen var, at vi skulle gøre brug af det nye SAR beredskab, som er en S61ér, som holder klar døgnets 24 timer i Kangerlussuaq. S61éren skulle egentligt have været udfaset, men da man ikke har fundet et alternativ endnu, beholder man den indtil videre. Den bruges kun til evakueringer for sygehuset og politiet.
S-61 éren. Billedet er hentet på nettet, der var ikke tid til billeder i lufthavnen
Nå, men tilbage til emnet. S61éren var tilkaldt og kunne være i Ilulissat kl. 19.30, da vi stadig ikke vidste, hvor de var, kørte Ejvind og jeg til havnen, for at se, om der lå nogle store ståltrawlere, som vi kunne chartre, men den eneste egnede havde ikke sejlet i halvandet år. Så den plan måtte droppes. Da vi kom tilbage havde Niels haft kontakt til det skib, som vi brugte ved sidste SAR i Isfjorden, de turde ikke sejle derind pga. issituationen. Så kan man jo tænke lidt over, hvordan to fiskere i en Pocca jolle tør sejle derind, men det tror jeg ikke, at vi kommer til at forstå.
Kort efter meldte Aasiaat radio, at de igen havde haft kontakt og nu kunne melde en position og de to fiskere havde det efter forholdene godt.
Kim, som også var mødt ind, bad Aasiaat radio undersøge, om de to fiskere var villige til at efterlade jollen, da man før har oplevet, at det kan være svært at få dem med, da det er deres levebrød. Men de var villige til at komme med.

Vi iklædte os overlevelsesdragter,  hvis vi skulle falde i vandet
Omkring kl. 1940 ankom helikopteren i lufthavene, hvor Ejvind, Kim, en læge, to portører og jeg stod klar til komme med. Vi havde fået at vide, at vi skulle løbe ud og hoppe ombord ligeså snart helikopteren landene og de ville lade rotoren køre imens, så vi hurtigt kunne lette igen.  Vi løb ombord og huskede, at dukke hovederne, da vi løb ind under rotorne, som sad ca. 3 meter oppe, men det er vigtigt, har jeg set på film.
Den er godtnok stor i forhold til en Bell 212, som de havde i Upernavik. Og det er lidt mærkeligt, at sidde i en helikopter fra omkring 1965 og tænke på, at den er popnittet sammen, men den virkede nu rimelig stabil.
Da vi  kom ind i helikopteren blev det hurtigt aftalt, at hvis en person skulle hejses ned til de nødstedte skulle det være Kim og jeg skulle hjælpe med at hive dem ind i helikopteren.
Vi kom hurtigt ud til Isfjorden, hvor der nu er en del is og Kim, som så jollen, mente kun, at det ville være et spørgsmål om tid før den ville blive knust af trykket fra isen.
Da vi var over de nødstedte, som stod på isen, blev dørene lukket op og jeg blev spændt fast. Jeg må indrømme, at jeg blev noget imponeret over piloterne, de styrede helikopteren helt op imod en høj klippevæg og så sørgede de for, at vi hang stille ca. 4 meter over isen, imens de havde kontakt til hejsoperatøren, som bad dem om at flyve lidt til højre eller venstre.
Det gik fint med at få den første ind, han tog selv selen på, da den blev hejst ned til ham og han forstod, at han skulle holde armene ned langs kroppen, helt indtil han var oppe ved helikopteren, så jeg kunne hive ham ind. Hvis ikke armen er ned langs kroppen, risikerer man at ryge ud af selen. Den næste forstod ikke det med armen, så efter et par forsøg og en hejsoperatør, som næsten hang helt ud af helikopteren for at vise, hvordan armen skulle være, blev Kim hejst ned til ham. Derefter gik der ikke lang tid før de begge var tilbage i helikopteren.
Heldigvis blev der ikke brug for lægen, da de begge havde det godt, men gerne ville hjem.
Kl. 2115 var vi tilbage i Ilulissat flyveturen tog ikke mere end 5 minutter. Vi fik afleveret de to fiskere hjemme og vi kunne så køre hjem til familien igen. Ja så gik den fredag aften.

Is, sne og tåge forhindrede ikke disse fiskere i at sejle ud i dag, lad os håbe, at de selv klarer sig hjem igen.

Anne har lige været talt med Sine, som fortalte, at de to fiskere var på vej ud igen, de ville ud at se om de kunne finde deres jolle, så det kunne faktisk godt være dem på billedet ovenfor.

Julen og nytåret.


Månen står højt på himlen midt på dagen, solen ser vi ikke noget til.
Der er ved at være gået lidt tid siden vores sidste indlæg, men vi skulle vist lige komme os over alle højtiderne.
Lillejuleaftensdag var vi til julefrokost hos Niels, som er betjent på stationen. Det var meget hyggeligt, han bor midt i byen i en lejlighed ovenpå Glaicer-shop.
Da vi kom hjem blev juletræet pyntet, hvilket var lidt svært, når Smilla mente, at pynten skulle tages af og ikke sættes på, men det gik. Læg venligst mærke til lyseholderne, som er tøjklemmer med ståltråd. Der var ikke flere i byen, så må man jo være kreativ.

Vi havde en dejlig juleaften, hvor vi holdte traditionel dansk jul sammen med morfar og Niels. Vi startede dagen med madlavning, som I så mange andre hjem. Den stod på and, flæskesteg, hvide og brunede kartofler plus tilbehør.
Efter madlavningen tog vi i kirke i Zionkirken. Smilla, Anne og jeg tog børnegudstjenesten kl. 13, mens morfar ventede til kl. 15 og tog den voksne udgave sammen med Niels. Vores gudstjeneste startede med, at de kommende konfirmander stod ved alteret og sang en sang for os. Derefter var der normal julegudstjeneste på grønlandsk, hvor vi forsøgte, at rejse os på de rigtige tidspunkter. Det er bare lidt svært når ikke grønlænderne er helt enige om, hvornår man rejser sig. Da det hele foregik på grønlandsk ved vi jo faktisk ikke, hvad der blev sagt, men vi fik da lige en dansk velsignelse til sidst, så blev det alligevel jul.
Morfar fik den helt store tur med stort kor og han var meget begejstret, han sagde da ihvertfald, at det var godt nok og det er store ting for en Thybo.

Man må ikke tage billeder under gudstjenesten, så det blev til et hurtigt et på vej ud
I løbet af dagen fik Smilla lidt gaver og hun har helt sikkert fundet ud af konceptet, der gik ikke lang tid før papiret var flået af. Hun startede jo forresten dagen med, at få den sidste gave ikke pakkekalenderen, som hun tjekker hver morgen og har været meget glad for. Tak til hjælpnisserne i Danmark.

Juleaften venter.
Efter maden, som blev god på trods af, at sværen ikke blev helt så sprød som til julefrokosten, at jeg ikke lige vidste, hvilken vej anden skulle vende i ovnen (men det ved jeg nu) og vi lige måtte ringe til farmor i DK og få lidt tips til de brunede kartofler, blev det tid til flere gaver. Men først skulle der lige danses lidt om juletræet.

Det fine lille juletræ. Og det er altså ikke af plastik.
Så var det endeligt tid til gaver og her var Smilla igen maxklar, hun udbrød meget begejstret "næææææææ", da hun havde åbnet en af gaverne. Da vi spurgte hende hvad det var, svarede hun, mindst lige så begejstret, " det ved jeg ikk".

Gaveregn og Niels i baggrunden.

Smilla nåede ikke alle gaverne, da det hele var meget overvældende, så næste morgen var der også 5 pakker af glæde sig over.

Efterfølgende blev det sengetid for Smilla og vi fik ris a la mande og hyggede. En dejlig dag.

Juledagene gik med lidt arbejde for mit vedkommende og ellers stod den på afslapning, hygge og ikke mindst leg med de nye gaver.

Et udpluk af Smillas gaver. Vi takker mange gange for dem alle. Det er dejligt at vide at vi ikke er så langt væk alligevel.

Man skal være en hurtig fotograf, hvis man skal nå det.
Den 30. december blev vi inviteret til kaffemik hos Ejvind. Han og hans kone, Kathrine, havde lavet alle de grønlandske specialiteter, så det var igen en god oplevelse ikke mindst for morfar, som vandt stor respekt, idet han startede fra en ende af og pløjede sig igennem alt lige fra sælspæk til kogt hvaltarm.

Ja kaffe-mik er, som vi før har fortalt, ikke kun kaffe og kage. Her på bordet var der: rensdyr, sildepisker (hval) rå, tørret og i suppe, sæl suasi/suppe, tørret sæl og torsk. moskus suppe og stegt tarm fra sildepiskeren, spæk fra sæl og sildepisker og tørrede ammaasetter.  

Her er et nærbillede af det ferske spæk. Morfars hof ret blev en bid tørret ammaaset med en bid sælspæk. 

Ejvind og Katrine nyder at have en velspisende glad dansker til bords.

Nytåret blev fejret hjemme hos os, hvor de fleste fra stationen var med. Jeg skulle arbejde, så den stod på sodavand for mit vedkommende, men de andre holdt sig ikke tilbage af den grund. Det blev en meget festlig aften. Omkring. kl. 0200 startede opgaverne og så stod den på husspetakler resten af natten. Så jeg fik ikke sovet den nat.

Dronningens nytårstale blev fundet frem på kongehuset.dk, så den kunne sende næsten kl. 18.00, man er vel i Grønland.

Ejvind er farlig med en bordbombe.

Det gik mere stille for sig ved børnebordet

Så blev det nytår. Det fejres både kl. 20.00 (dansk nytår) og kl. 24.00, hvor det er grønlandsk nytår
Ejvind har lige siden vi kom talt meget om noget, som hedder "Mettatu", han har ikke rigtigt kunnet forklare, hvad det var, men det starter d. 01 januar og så er der nogen, som er udklædte og jagter hinanden. Så da det blev aften den 01. januar gik Ejvind, Morfar og jeg ud for at finde "Mettatu", som starter ovre i den ene del af byen. Da vi kom derover var der mange mennesker og mange biler, nogle få børn var klædt ud og de jagtede de andre børn, når de så en som var udklædt, råbte de "Mettatu" og flygtede. Ejvind fortalte at jo senere det bliver på natten, jo ældre bliver "Mettatu'erne", til sidst er det voksne, som løber rundt, men så længe blev vi ikke. Vi konkluderede, at det måtte være en form for kompliceret fangeleg, men det er åbenbart en stor tradition heroppe og bliver ved i en uge. I weekenden fik vi en anmeldelse fra en borger, som var meget bange, fordi der stod en maskeret mand udenfor hendes dør og virkede meget skræmmende, så det var altså ikke alle, som kendte til traditionen.

En af de meget farlige "Mettatu"er.


På vej hjem tog Morfar afsked med en meget vigtig del af Grønland.
En kæmpe tak skal lyde til Morfar for et dejligt besøg. Vi bliver ved med at spekulere på, hvornår han kommer hjem igen efter sin lange gåtur, men vi prøver at forklare Smilla, at næste gang vi ser ham er i DK. Det er svært at forstå for en snart 2,5 årig. Vi havde nogle fantastiske dage med afslapning og højtider og Ejvind gav Morfar alle de gode grønlandske oplevelser, som vi ikke engang selv har fået alle sammen.