Lidt arbejdssnak.

Efterforskning.

Heroppe foregår efterforskningen på en noget anden måde end i Danmark.  For det første eksisterer der ikke en stikkerkultur heroppe, så hvis de har hørt, at en person pludseligt har fået penge eller andet, så kommer de ofte forbi stationen og fortæller at det undrer dem. Når vi så taler med den mistænkte, så lyver de meget sjældent. De indrømmer, hvis de har gjort noget forkert, og de fortæller også, hvis der har været andre med til forbrydelsen. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at de også godt kan finde på at indrømme noget, som de ikke kan huske, alene af den grund at politiet taler med dem om det. Jeg har flere gange oplevet, at en person har været så beruset, at han ikke kan huske noget og alligevel indrømmer forbrydelsen.  Så må man i gang med at vejlede om, at de ikke kan erkende noget, som de ikke kan huske.

Sporsikring.

En anden væsentlig forskel, er at man ikke har samme ret til at tage DNA heroppe, man må f.eks. ikke tage mundskrab. Hvis man skal bruge Dna, skal man tage det fra en blodprøve, så det kræver lidt alvorligere kriminalitet end i Danmark. Jeg forsøgte at tale med min kollega, Esra, om, om vi ikke skulle sikre fingeraftryk og tage foto af vores gerningsmænd. Han var meget uforstående og sagde, at hvis jeg gerne ville skræmme gerningsmanden med det, kunne jeg da godt gøre det, men ellers kunne han ikke se grunden til det. Han mente ikke, at det var nødvendigt, fordi folk altid indrømmer, hvad de har lavet. Af samme grund er det også meget sjældent, at der bliver sikret fingeraftryk på et gerningssted.

Udsigtsbillede fra lufthavnen

Adressesøgning.

Det kan godt være lidt svært at finde folk på deres adresser heroppe. For det første er det ikke alle, som kender vejnavnene, da der ikke er vejskilte, så man skal have et kort, hvor det står på, for at vide det. For det andet, så er husnumrene opdelt på den måde, at alle huse har et B-nr. (bygningsnummer). Disse numre ligger ikke ved siden af hinanden, nej, de er udleveret efterhånden, som husene blev bygget. Så det ældste hus har nr. 1 og det nyeste hus har det nummer, som man er nået til. Jeg tror, at de er nået til omkring nr. 1800 heroppe i Upernavik. For, at gøre det ekstra ”nemt”, har man også valgt, at de huse, som ligger de ni bygder også indgår i denne rækkefølge. Derfor er det meget vigtigt, at få et pejlemærke, når folk anmelder f.eks. husspektakler, hvor de godt vil have politiet lidt hurtigt frem. Når vi skal finde en person, plejer vi, i stedet for at lede efter adressen, at køre en tur i byen, så plejer vi at møde personen eller en, som kender personen. Hvis vi mod alt forventning skal bruge adressen, så kører vi ned på posthuset, hvor vores reservebetjent, Nicky, arbejder. Han kender alle adresser i byen ud fra B-nr, og kan fødselsdatoen på de fleste, så det er meget praktisk.

Kommunikation.

I hverdagen er det som regel ikke noget problem, at tale med folk, da jeg ofte har en grønlandsk kollega med. Problemet opstår på rådighedsvagterne, hvor jeg har telefonen med hjem. Når den ringer, er det helt sikkert, at folk starter med at tale grønlandsk. Når jeg så har spurgt dem et par gange om de taler dansk, så kan halvdelen gøre sig nogenlunde forståelige på dansk, eller finder en anden, som kan tale dansk. Ellers må jeg vurdere ud fra tonefaldet og baggrundslyde, om det er noget, som jeg skal skynde mig ud til. Heldigvis er tallene de samme på dansk og grønlandsk, og det er B-nr også, så derfor er man nogenlunde hjulpet, når man har det. Hvis alt går galt er nødløsningen, at sige NUUK 321448, så ved folk godt, at de skal ringe til vagtcentralen i Nuuk, hvor der altid sidder en grønlandsktalende kollega. Derefter ringer de tilbage fra Nuuk og fortæller, hvad anmeldelsen går ud på.

Is kan have mange former

Færdsel:

Da vejene heroppe er mere hullet end en polsk grusvej, sætter det sine naturlige begrænsninger. Loven siger, at man må køre højst 40 km i timen med mindre, at andet er skiltet. Men i Upernavik kører man sjældent mere end 30 km i timen. Udrykningskørsel foregår med 40 km i timen, har jeg hørt, for jeg har ikke kørt udrykning endnu. Fodgængerne og legende børn har førsteret til at være på vejen, derfor må de 81 køretøjer, som er indregistreret heroppe, køre efter forholdende. Jeg skulle lige vænne mig til, at folk ikke flytter sig, når der kommer en bil og hvis man har et ærinde i et hus, så stopper man bare bilen, og går ind. Så er det bare ærgerligt, hvis andre ikke kan komme forbi, de må jo vente til man skal videre. Så er det jo godt, at arbejdsbyrden ikke er alt for stor heroppe. Grunden til, at de legende børn har førsteret til vejen, er egentligt simpel, bare ikke ud fra ”danskerlogik”. Børnene leger på vejen, fordi der kan være hunde bundet på de grønne arealer, og det kan altså være meget svært at få øje på dem. Jeg har et par gange fået meget travlt, da en sten foran mig, pludseligt gav sig til at gø af mig. Hundene heroppe bliver anset for vilde dyr, på lige fod med ulve, og folk er derfor bange for dem. Om det er overdrevet ved jeg ikke helt, men jeg har nu klappet et par stykker, som var meget fredelige. Med hensyn til kørslen, så er den største synd heroppe, at tilstænke folk med vand fra vandpytterne, og når man tænker på, at mange af vandpytterne er spildevand, fra husene der af logiske grunde ikke er kloakerede (klipper og permafrost) , er det vel meget forståeligt. Da der to gange var blevet ringet til stationen, og folk havde klaget over, ham den nye, som havde kørt over 10 km i timen gennem en vandpyt, lærte jeg også, at køre MEGET langsomt gennem vandpytterne.

Færdselskontrol.

Vi har to gange afholdt færdselskontrol heroppe. Vi har dog ikke skrevet nogle bøder endnu, da kollegaerne synes det er lige i overkanten og da jeg ved sidste kontrol foreslog, at vi tjekkede folk for spiritus. Synes de, at det ville være et symbol på manglende tillid til borgerne, hvis alle skulle blæse i alkometeret, så kompromiset blev, at vi spurgte om folk havde drukket, og hvis de havde det skulle de blæse. Det gav ingen resultat, men der var nu heller ikke nogen, som virkede beruset. (det skal lige tilføjes, at jeg har taget en spiritussejler, som blæste 2,5 og ikke virkede specielt beruset, så nogen kan bære en ordentlig brandert flot). Færdselskontrollen består hovedsagligt af et tjek af bilerne. Hvis der er fejl, bliver fejlen påpeget og folk skal komme ned og vise bilen, når den er udbedret. Man kan dog ikke, som i Danmark, give folk et tidspunkt, hvor bilen skal være lavet inden. Det fandt jeg ud af ved den første kontrol, hvor mange af bilerne enten kørte på nedslidte dæk eller pigdæk. Dette havde den naturlige forklaring, at de skibe, som var ankommet siden isen forsvandt, ikke havde haft dæk med herop. De fleste dukker dog hurtigt op med deres biler, da de helst vil være på god fod med os.

Upernavik fra Heliporten

Selesager.

Selesager er et kapitel for sig heroppe. Det giver jo sig selv, at man ikke så godt kan kontrollere for seler, når bilerne bliver fyldt til bristepunktet både i kabiner, på lad og i varerum. Men når man så holder det op imod, at de kun kører omkring 30 km i timen, så går det også nok. Et andet tegn på, at seler ikke er brugt så ofte er, at det faktisk ikke er alle, som ved hvordan man tager en sele på, da der jo ikke er biler i bygderne. Så er man godt nok kommet langt væk fra Danmark.

Der er 81 køretøjer heroppe, som alle bliver brugt, så når der skal fragtes brandstof fra tankanlægget ned til havnen, så kan det jo ligeså godt foregå i en ambulance, når nu der er plads i den. Et andet tidspunkt, hvor bilerne bliver fyldt godt op, er når der kommer fly til byen, for byen ligger nede ved vandet og hele vejen op af et bjerg, hvor landingspladsen ligger oppe på toppen.

Den seneste tid har jeg haft nok, at se til, dels fordi stationslederen, Esra, har ferie, og jeg derfor er fungerende stationsleder og der følger en del administrativt arbejde med. Der er også lokalfodbold turnering i byen, hvor storbyen, Upernavik, og alle bygderne møder hinanden og der er ikke kun på fodboldbanen, hvor der er lokalopgør. Der er også om aftenen efter drikkemik. I Upernavik og bygderne bor der tilsammen ca. 3000 indbyggere, så det er ret imponerende, at de kan stille 16, 11-mands fodboldhold. Gad vide hvor mange hold en by af den størrelse kan stille i Danmark. En anden gren af politiarbejdet heroppe, som tager en del tid for tiden er, SAR operationen (search and rescue). Vi har i den seneste uge haft 2 SAR opgaver, den ene var en ældre mand, som ikke var kommet hjem til aftalt tid. Vi sejlede af sted i Sisak (politikutteren) og forventede, at være fremme indenfor 3 timer. Der kunne ikke lejes en helikopter, da der var tåget.  Inden vi nåede frem var han dog blevet fundet. Den anden opgave var en yngre mand, som ikke var kommet hjem og da der var blevet fundet baljer, net og andet i vandet var folk nervøse. Da vi havde chartret en helikopter, og næsten skulle til og af sted, ringede de fra bygden, at han var fundet på et isbjerg ude i vandet. Båden var gået ned, formentligt på grund af overvægt fra fiskefangst. Men han blev reddet, så det var godt. Jeg kunne nu godt have tænkt mig en helikoptertur, men den må jeg have til gode.

Vi slutter af med en næsten solnedgang

Prinsesse-mik

Smilla’s fødselsdag var jo fredag d. 17. august, men da hele fredag skulle stå i sejlturens tegn, tog vi hul på den om torsdagen med at invitere vores bekendte til prinsesse-mik om eftermiddagen. Alle kagerne var klar og gæsterne begyndte at komme efter kl. 15. Smilla nød den fulde opmærksomhed med gaver, leg og popcorn. De første gæster var Sørens kollegaer og Gina og hendes søster, som har nogle udlejnings huse i byen. Man er aldrig til at grønlandsk kaffemik særlig længe, men vi havde lagt vægt på, at når vi nu ikke kender så mange i byen, må man gerne bruge lidt mere tid. Efter kl. 16 kom vores venner fra hospitalet, som er Søren og Rikke, der begge arbejder dernede og derud over Rikkes kæreste, som er på besøg fra Danmark. De blev til aftensmads tid, hvor Bedstefars store torske-side blev tilberedt. Smilla legede med sine to drenge Astiannguaq og Ricko i den første halvdel og med alle sine nye legesager den næste. Ikke en eneste gang var hun utilfreds eller ked og havde brug for sin mor. Så dagen må siges at har været en succes.

Alle kagerne er på plads.

Smilla pakker gaver op fra morgen til aften.

Den lille kok med sit nye tøj blev taget i brug med det samme.

Pakker flere gaver op med Bedstemor.

Kaffemik med dejlige gæster.

Smillas drenge: Ricko til venstre og Astiannguaq til højre.

Flere kaffemik gæster og fødselsdagsbarnet.

Fredag skulle vi med politikutteren kl. ni (blev skubbet til kl 10) og vi var velforberedte med masser af kager. Dem serverede vi straks efter afgang og der gik ikke længe før alle fem grønlandske passagerer og besætningen kom op og sang den grønlandske fødselsdagssang og en sang, man synger til forældrene af fødselsdagsbarnet. Det var en stor oplevelse og Smilla var udmærket godt klar over, at det hele var for hende. I Aappilattoq mødtes vi med Mines mor Marianne, som havde lavet nogle fantastisk flotte sælskinds kamikker i str 25. Jeg forstod ikke helt i første omgang at det var en gave, men vi sagde mange gange tak, for jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at sådan nogle bare kommer dumpende på den måde.

Smilla nyder sin grønlandske fødselsdagssang.

Sangerne havde forinden øvet i det nedre dæk, så ingenting var overladt til tilfældigherne.

Mini's mor Marianne fandt heldigvis os, da vi ikke vidste hvor hun boede i bygden.

Hjemme hos Marianne. Smilla nyder selskabet og gæstfriheden.

Smilla sælskinds kamikket fra Marianne i str. 25.

Smilla havde fået alle sine mange gaver løbende over de to dage og det var en rigtig god ide, for alle gaverne blev åbnet med den største vellyst og der blev sagt ”naajjhh” til det hele. Vi siger tusind tak til alle dem, der har haft hende i tankerne.

Jeg vil prøve at skrive ned, hvad hun har fået: Kamikker,leggings, strutskørt, bukser, bluser, strømpebukser, T-shirt, kjole, sømandsstrik trøje, hjemmelavede halskæde og armbånd, nanu-bamse, dukke, legetøjs vægt m. grønsager, askepot madkasse, div. Bøger, dvd, CD, bage sæt, forklæde sæt, klistermærker, kina-sko, billedlotteri, bondegård, bestik, rygsæk m. grej til dukke, dukketøj, div. kort.  Ja, som I kan se mangler der ikke noget selvom man har fødselsdag langt hjemmefra. Tusind tusind tak.

Bedstemor og Bedstefar har været på besøg.

Derfor det lave aktivitets niveau herinde på bloggen, men så sandelig ikke i lille Upernavik. Bedsterne kom lørdag d. 11. august helt som planlagt, ud af en sky.

Vi sendte kærlige hilsner hjem til Pernille og Ole, som blev gift den dag. Hjertelig tillykke.

DE LANDEDE! JUHUU!

Vi havde ventet længe på at de skulle komme, men skulle også lige finde ud af, hvem det nu var der landede. For det var jo ikke Farmor og Farfar, som ellers var taget af sted med selv samme flyver blot tre uger forinden. Men det var de ”rigtige” der kom af flyveren, med friske blomster hele vejen fra DK. Det var en overraskelse og slet ikke noget jeg vidste, var muligt og hvor egentlig hårdt tiltrængt. Jeg vil i billederne fortælle om vores dage sammen, hvor vi fik udrettet mere end hele de to en halv måned vi har været af sted –næsten.

Første måltid i det lille grønne hus.

Søndag tog vi i kirke til kl. ti, der var ikke mange og de fleste var lidt op i årene. Efter lidt tid lagde jeg mærke til, at de tilskuere, der ikke var af sted mand/kone, havde delt sig op, så kvinderne sad i venstre side og mændene i højre. Det siger lidt om, hvor lagt tilbage i traditionerne vi befinder os.

Mandag besøgte vi Far Søren på politistationen. Denne dag var også første skoledag for de nye førsteklasser, hvilket er en meget større dag end i DK. Der var 16 nye elever, alle klædt i nationaldragter ligesom deres forældrene. Det var et meget flot syn selvom vejret kunne have været mere med os. Da Søren kom hjem med politibilen skulle vi i butikken for at handle, men lige inden ringede hans kollega Esra og inviterede os til Kaffe-mik i hans forældres hus, da hans lillesøster, Eva, var en af de heldige nye skoleelever og det bliver fejret. Så vi stillede fem mand høj til et ægte grønlands kaffemik. Jeg skal prøve at huske hvor meget forskelligt mad, der var.

Alle ventede spændt på at første skoledag skulle begynde.

De nye elever på trappen op til skolen i deres fine dragter.

Smilla fandt legehuset og forstod ikke helt sagens alvor. Det bliver jo også tids nok hendes tur.

Til kaffemik. Det Søren står og skærer ud er Matteq, som er hval hud og yderste luksus. Vi smagte det alle med aromat, som Esra foreslog. På bordet er der også amasetter, lufttørret hellefisk, tørret hval og røget hellefisk.



Den ene side af buffetten med rensdyr, moskusokse, flæskesteg, sildepisker, fiskefrikadeller og div. kartofler. På den anden side var der to gryderetter med isbjørn, rensdyr, en bagt hellefisk m. grønsager og en ribbensteg.



Og så var der selvfølgelig alle kagerne 12 forskellige slags. Dette er kun det ene bord. Vi prøvede at gøre et indhuk, men man kunne faktisk ikke se, vi havde været der...

Og så den store pige i centrum, Eva, som havde første skoledag.

Butikken så lige pludselig ikke nær så farvestrålende ud efter sådan et besøg og vi var egentlig heller ikke sultne.

Tirsdag var det helt og aldeles møjvejr! Det forhindrede os dog ikke i at besøge det af museet, som havde åbent, så vi måtte trække i regntøjet på vej hjem. Jeg håbede sådan, at vejret ville arte sig betydeligt mere i løbet af ugen, for det er to vidt forskellige ting at se Upernavik i regnvejr og solskin. Det gjorde det heldigvis dagen efter og torsdag.

Vores hus har været uden sne i to måneder nu, men på dette billede i stedet fyldt med regn.

Onsdag blev den travleste dag. Den startede med en helt fantastisk helikoptertur til en bygd ca. 150 km mod nord ved navn Nuussuaq. Efter et kort stop og påfyldning af passagerer tog vi hjem igen og fandt lige præcis et hul i tågen, som vi kunne komme ned igennem og lande kun 10 min for sent. Jeg nåede aldrig at se hullet, men stolede fuldt og fast på vores pilot. Hvis vi ikke havde kunnet lande, var helikopteren fyldt så meget med fuel, at vi kunne have taget til den nærmeste bygd og ventet på bedre vejr. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Over middag nåede jeg lige at genne Bedsterne af sted til at se de sidste to bygninger af museet, der denne dag ville være åbent pga. et turistskib, selvom de ikke begge to var helt med på det. Bedstefar havde nemlig en fisketur i vente senere på eftermiddagen. Han tog af sted med Niels Henrik ca. kl. 15.30 og kom først hjem igen kl. 21. Med ovenud god fangst og et kæmpe stort smil på læben. Han havde fanget den største torsk til allersidst og hvis vi skærer ind til benen og fratrækker alle de ekstra fortæller-kilo, der kom på de efterfølgende dage, tror jeg den har vejet ca. 8 kg. Vi (7 voksne) nød godt af én af dens filetter torsdag aften.

Denne helikopter skulle vi med til Nuussuaq. Dette billeder er dog fra om lørdagen, hvor der var travlhed i den lille lufthavn. Bedsterne kom med dash-8'eren længst til venstre.

Vores føromtalte isbjerg, Fodboldbanen. Den ligner snart mest af alt en isterning.

Store vandpytter på en af de øer, vi fløj hen over.

De glade passagerer.

De glade passagerer II.

Vores lille pause på Nuussuaq's helispot. Udsigten og vejret var fantastisk.

Indlandsisen var tydelig flere steder på vores tur. Man kan næsten fornemme hvordan bjergene "falder" af isen.

Et af de mange fantastiske isbjerge oppefra.

Vores udsigt ligefrem. De meget erfarne piloter gjorde deres job til punkt og prikke ikke mindst ved den sværre indflyvning tilbage i Upernavik.

Den stolte fisker med krabaten.

Og så er der jo lige alt det bagefter.

Torsdag var Bedstefar og Smilla på en lang tur rundt i byen, mens Bedstemor og jeg bagte kager til det forstående Prinsesse-mik, som vi holdte i anledning af Smilla’s to-års-fødselsdag om fredagen. Vi havde inviteret så vi kunne blive omkring 20, så derfor laver man kager til det dobbelte. Allerede fra starten havde jeg gjort mig klart, at jeg ikke kunne og ikke ville være i stand til at leve op til det grønlandske kaffemik bord, så vi lavede kun:

Små fine musseboller med rosin øjne og karamel haler

Mini lagkager med hindbær flødeskum og prinsesse pynt

Vandbakkelses kage prinsesse med tre farver glasur

To slags cupcakes med glasur og masser af prinsesse-pynt.

Frugt

Hjemmelavet kakao

Kaffe, te og sodavand.

Det så flot ud og alle var glade. –Jeg hørte i hvert fald ikke om nogen, der blev skuffet. Selve dagen og fredagen fortæller jeg om i et andet afsnit.

Fredag som var Smillas rigtige fødselsdag skulle vi med politikutteren, Sisak II, til den nærmeste bygd, Aappilloq. Det var en dejlig seljtur efter vi havde passeret de store dønninger ud fra Upernavik og efter godt en time var vi fremme. Vi gik en tur i bygden og ledte lidt efter Niels Henriks svigermor, som vi havde aftalt at sige hej til. Vi fandt hende først, da vi var næsten tilbage ved båden. Der havde hun forgæves vinkel efter os fra sit hus, og var nu kommet efter os over bakken. Hun er simpelthen det skønneste menneske. Så sød og hjertevarm. Hun kan ikke tale meget dansk, men hun forstår næsten alt, så efter lidt kreativt tegnsprog tog vi hjem til hende. Hun boede meget fint og hun var virkelig gæstfri. Smilla fik en meget fantastisk fødselsdagsgave, som jeg fortæller om i Prinsesse afsnittet. Til aften fik vi de berømte kæmpekrabber og bøffer. Hmmm…

Smilla på besøg hos Niels Henriks svigermor, Marianne og hun føler sig hjemme.

Vi fik et helt jagtfrisk stykke moskus af Haldora om mandagen (skudt natten til mandag), som vi lavede lækker moskusoksegryde af en af dagene. Kødet var helt autentisk med blade, lidt jord og moskus hår, så slagter sønnen kom på arbejde. Vi har stadig fire bøffer i fryseren.

Bedstemor lærer om iPaden.

Nogle af de mange hunde i Aappilattoq.

Da vi lagde til med politikutteren i Aappilattoq havde vi taget læsse-pladsen. Så Sisak II's besætningen måtte igang med deres hejseværk for at hjælpe alle hellefiskene ind på fabrikken.

Aappilattoq til fods. Ja, man kan ikke andet. Der findes ingen biler til de 180 indbyggere.

Lørdag var det så allerede blevet dagen, hvor vi skulle sige farvel til Bedsterne. Vi kunne ikke rigtig putte mere end i ugen, men det ville jo have været dejligt at kunne beholde dem. Smilla tager det sådan set meget fint, når vi skal sige farvel. Farmor og Farfar tog med flyveren til Danmark og det har Bedstemor og Bedstefar nu også gjort. Jeg ved ikke, hvor meget hun forstår af det, men der var ikke meget gråd, da flyveren begyndte at køre.

Sidste tur på legepladsen lørdag formiddag.

Sidste tur op af bjerget til fods i denne omgang.

Tusind tak for besøget.

Vandretur vers. 3.0

Mor skulle ud at gå. Og det kom jeg.
I perfekt vandre-vejr mødtes jeg med Inga, min islandske gå-veninde. Hun havde været afsted et par gange før, så hun førte an på ruten. Vejret var varmt, men uden sol og næsten ingen vind. Vi startede ud i byen og gik til enden ved den gamle heli-port. videre gennem grusgraven og så ud i det uspolerede landskab. Der er ved at være godt med krat, små blomster, svampe og umodne bær næsten overalt. Nogle steder var det sumpet, så vi skulle træde varsomt og planlægge ruten lidt, så det ikke på nogen måde blev risikabelt eller måske endda farligt. Nej, det var slet ikke sådan en tur. Vi snakkede fra vi start til slut, så de polarræve, vi var blevet advaret imod, kom aldrig frem. Det var jo godt nok, at vi ikke skulle forsvare os, men det kunne nu have været fint med et lille billede af sådan et vilddyr på afstand.



Ringsæl-skind som sten. Det må være noget forstenet halløj. Det var i hvert fald fint, synes vi begge to.



Efter ca. en times gang var vi kommet på den "gode side" af landingsbanen og nede ad bjerget ikke mange meter over havoverfladen. Her findes vores drikkevandssø, med den livgivende isolerede ledning, som løber til vandværket i byen. Her var i sandhed fantastisk. Det var ikke uberørt, da mange fra byen også tager herud på tur, men der var ikke meget affald at se. Og så var der stille. -Altså når vi holdt mund. Der var ikke en lyd. Kun et enkelt brag fra en isbjerg engang imellem, men ellers bare intet.



Her er den første del af vores vandforsyning. Pludselig forstår man, hvorfor vandet ikke bare kommer strømmende og løber gennem gaderne.



Vi nåede ned til hav-niveau og man kan lige skimte søen i baggrunden.



Inga arbejder i lufthavnen og havde i forvejen planlagt, at vi skulle den vej hjem - over landingspladsen. Så vi skulle have tiden til at gå indtil det ene fly for denne søndag kom og tog afsted igen. Så vi tog os god tid til at udforske gamle gravsteder (med efterhånden nedfaldne og halvåbne grave...uhhhh...), blomster og flade "træer" og den gamle boplads Ratamuit. Ratamuit var der ikke meget tilbage af. De sidste beboere flyttede i 60'erne og man skal have gode øjne for at finde de efterladte halve sten/tørvehytter. (Som jeg forøvrigt ikke fik noget billede af). Det var en rigtig dejlig tur og en del af Upernaviks historie, som mange ikke længere husker eller snakker om.



Den grønlandske nationelblomst er den storblomstrede gederams som på grønlandsk hedder Niviarsiaq, som betyder ung pige.



Som en sand grønlænder ligger dette pile-agtige træ sig helt nede ved jorden og har gjort det i mange år, som man kan se på den forholdsvis tykke stamme til venstre i billedet. Ikke noget med at hæve sig højt over andre og sige "jeg kan, nu er det min tur". Men det overlever den tunge vinter og kommer igen næste år med "fuld kræft"

Og så gik turen hjem som i første omgang var op, op, op og op. I lige linie mod landingsbanen, da kysten var klar. Og så gik vi dér. På den blot 800 m lange/korte landingsbane. Der er ingen muligheder for udvidelse, så dash-7 og -8 er så store som det bliver, når der skal gæster til Upernavik.

Til det daglige liv i byen, der er på nuværende tidspunkt, er det slet ikke noget problem. Men som så mange andre steder i Grønland er undergrunden ved at blive undersøgt i havet omkring øen. Det vil betyde en kæmpe omvæltning, hvis der bliver fundet råstoffer. Der kommer først og fremmest til at mangle rigtig mange boliger, en stor aktisk havn og ja, så måske også en længere landingsbane. Til det må man (til den tid, hvis alt går vel, aajungilaq, det går nok) må man tage en nabo ø til hjælp, som sjovt nok hedder intet mindre end "Lang-ø". Det bliver langt fra i vores Upernavik-tid, at noget af det kommer til at ske.



Vandrepigerne ved vandkanten. Med konebåds bjerget længst væk i baggrunden.



Midt på landingsbanen, som kun er 800 m. Det er ikke langt og der er ikke mange meter tilovers siger Inga. Men piloterne er meget dygtige og hvis de vælger ikke at lande, er det fordi, ingen kan. Vi stoler på dem fuldt ud.

Vores smukke by set fra lufthavnen.

Mig på landingsbanen. Jeg står midt i "touch-down" feltet. Her skal flytet helst røre banen ellers kan det godt blive svært at nå at få standset det, inden asfalten slipper op.

Lufthavnen set fra den "rigtige" side. De fire gule kasser er vigtige for piloten, som bruger lyset i dem til at lave den helt rigtige indflynvingsvinkel.

Fra lufthavnen gik vi af den ganske almindelige vej hjem til byen, hvor jeg mødtes med Smilla og Søren, som også havde været på lang gå-tur gennem hele byen. Bl.a. havde de besøgt de nyeste små hvalpe i byen, som Smilla allerede har delt ud, "den der til Smilla, den der til Mor og den skal Far ha'."

Her er de faktisk alle tre. Den hvide er åbenbart Smillas, Mors er den brune og Far har fået den sorte. Og hun kan sagtens huske det til næste gang, vi besøger dem. Men sådan er jo tit med regler, man selv har lavet.