Ilulissat, here we are.

Lige et hurtigt indlæg til alle jer ventende derhjemme. Vi kom med en lille forsinkelse til Ilulissat i torsdags i bulder-mørke. Første stop var et KÆMPE supermarked (føtex størrelse, red.) hvor det heldigvis var lige inden lukketid kl 19 og næsten mennesketomt. Ja, jeg ved da ikke hvor meget jeg ville være gået i panik, hvis der havde været andre end os. Det var helt vildt. Vi kunne få lige præsic det vi ville og meget af det var slet ikke over sidste salgsdato. Nye tider for os, men en forsigtig tilvænning til DK. Vores hus ligger 100 m ad en badebro-lignende sti bag politistationen og er stort og hyggeligt. Der er indlagt vand og dermed også alm wc (som løber de 20 m ned til havet lige nedenfor stuen). Fredag gik vi spændte og ventede på, det skulle blive lyst, så vi kunne se, hvor vi skal bo de næste fire mdr. Og det skuffede ikke. Ja, hvad synes I selv? Fra vores (ude)stue. Jeg kan nu se, hvorfor nogle sværge til at ville bo ved vandet. Det er bare noget helt fortryllende over ustyrlige bølger og fredelige fugle. -De eneste dyr jeg indtil nu har set herude på klipperne ud over hunde, der løber rundt for at finde mad.
Søren er startet op på den meget større og mere travle station og weekenden blev brugt på at pakke vores flyttekasser ud, så hjemmet nu er vores. Eller mest Smillas, som I nok forstår... Jo, vi er på plads og sender snart flere nyheder fra storbyen.

//Anne

hvidhvalsmik, SAR, afskedsmik og 2 x hyggemik

Så er det tid til det sidste indlæg fra Upernavik. Tiden er fløjet afsted siden vi begyndte at tælle uger. Og nu er det allerede i morgen. Vi er ved at have pakket vores rygsække og kilo'erne er talt op. Vi håber på en lille smule god vilje fra de søde Air Greenland damer i lufthavnen ellers rykker vi til plan B.
Det skal stå på en masser dejlige "mikker" her til sidst fra den lille by. Fuldstændig Upernavik-like, som har været et hyggeligt sted for os at bo.
I onsdags var der en "i familien" (Sørens kollega's kærestes familie -same, same) der havde fanget en hvidhval -helt frisk. Så der var hvidhvals-mik. Sådan som man kunne tænke sig det foregik i "gamle dage", når en fanger havde haft held på havet; "I skal alle sammen have fornøjelsen af, at vores familie har fanget noget." Søren var der til frokost tid og spurgte om Smilla og jeg måtte komme forbi senere, for at se synet af en hel hval skæret op og delt. Og det var dette billed der kom os i møde, da vi kom ind af døren.

Hvidhval midt i gangen.

Det var noget virkelig lækkert mad de havde lavet, selvom man knap kan se, at der er taget noget af hvalen. Mattaq som vi efterhånden har smagt et par gange, var den bedste vi har fået indtil nu. Nok lidt fordi vi er ved at vænne os til det, men også fordi den var i virkelig verdensklasse, når den er så frisk og fra en lille hval (ja, det er da en lille hval det der...).

Dens smukke store hoved med det lille øje.

Far Søren skulle på en eftersøgning i torsdags og tog billeder fra helikopteren. De savnede personer, der havde været for længe væk, padlede i land og en af de afsøgende både fandt dem. I sådan en situation bliver det meste af bygden sat i gang med at lede.
Som I kan se på billederne er det ved at være koldt heroppe. I morges, da Søren gik på arbejde, var der minus 11 grader. Det er også en af grundene til at eftersøgningerne bliver taget endnu mere alvorligt, man skal have meget udstyr med sig, hvis man skal klare sig i naturen nu.

Indlandsisen er ved at gøre klar til vinteren.

Havisen er så småt begyndt at lægge sig.

Og de store isbjerge er tilbage.

Så blev det søndag og vi inviterede til afskeds-kaffemik for alle dem vi har lært at kende. Det var en meget hyggelig dag og vi kommer til at savne dem alle sammen.

Vi havde lavet fem forskellige slags kager plus Farmors brune lagkage, som var en fødselsdagsgave, der kom med posten til Søren. Den ene af dem gemte vi til denne kaffemik og den blev taget imod med kys"munde"

Ud over kage havde vi lavet champagne suppe og dejlig sushi. Alt sammen med stor succes.

Første hold gæster: Mig, Merry Ann, Inga (kan man ikke se), Duda, Poul-Erik, Gina, Haldora (kan man næsten ikke se) og Lotte.

Andet ryk: Nicky, Steffen, Gina, Mine, Atsiannguaq, Niels Henrik. Esra og Ricco var også med, bare ikke på billedet.

Merry Ann har forelsket sig helt i Smilla og nogle gange er det gengældt ;)

I går spiste vi aftensmad hos Haldora og Akku. Det var endnu mere hyggeligt og befriende ikke at skulle lave mad selv i vores efterhånden meget sparsomme pakke-hjem. I aften er vi så heldige, at være blevet inviteret ned til Lotte, som er sundhedsplejeske på sygehuset. Dejligt.

Hygge mik hos Haldora og Akku: deres søn, Edvard, Niels Henrik, Søren, Akku og lidt af Atsiannguaq.

Smilla, Haldora og Atsiannguaq hygger med iPaden.

Det bliver nok sidste omgang leg med Atsiannguaq i denne omgang.

Og så er det altså i morgen vi skal sige farvel til skønne, charmerende Upernavik. Det bliver nok temmelig hårdt, så det kan vi vende tilbage til, når næste kapitel af Vores Grønlands Eventyr starter i den nye store by :O)

Nå, ja og så er det ved at være mørkt. Dette billede er tager omkring kl 21 af Søren på vej hjem fra badminton.

Fars fødselsdag

I går var det Fars fødselsdag og vi fejrede ham så godt vi kunne, selvom det nok var en lidt roligere dag end det ville have været, hvis vi var hjemme i DK. Men vi bestemte jo selv. Hvis vi havde holdt kaffemik for det halve af byen havde det nok været en anden sag. Det har vi imidlertid "udsat" og slået sammen med et afskeds-kaffemik på søndag. -Det vender jeg tilbage til.

Sne-klædt og parat.

Men altså, Far. Han blev vist et sted mellem 24 og 30 år, men vi tæller ikke rigtig mere. Efter dejlig lang morgenmad med gaver skulle han jo på arbejde. Niels Henrik, som var den eneste ellers på stationen den dag kom med hjem til frokost. Og til aftensmad var der bøffer på menuen. Han havde en dejlig dag og siger tak til alle der ringede, skrev og sendte kort (og specielt til Farmor, der havde sendt fødselsdagskage med posten). Smilla var helt overpå og hun kan ikke rigtig mærke, hvem der er fødselsdagsbarn, så det er jo dejligt.

Idag er det Fars fødselsdag, hurra hurra hurra. 

Far får pigge til støvlerne, så vi slipper for flere stunts på isen.

Smilla havde lavet håndaftryk til magneter til kæleskabet.

Og så var der huen, som Smilla har været forelsket i lige siden hun prøvede den første gang i en lille butik her i byen. Heldigvis var det fars str. så han kunne få den i gave.

Solen er efterhånden ved at trække sig tilbage og det går vildt hurtigt. Jeg kan mærke det fordi jeg hver mandag er til zumba kl 19 og der er faktisk ikke mere lys tilbage, så det aftaget meget på en uge. Søren mærker det, når han går på arbejde om morgenen. Men dette giver nogle helt fantastisk solnedgange, som I kan se på billederne. Smilla kan lege i sneen det meste af døgnet, hvis hun fik lov og hun bemærker stort set ikke mørket eller kulden. Så hun er ved at blive helt grønlandsk. Vejene er begyndt at myldre med de flade transportmidler (læs: kælke i alle afskygninger) efter kl 15 og hele weekenden, så Søren skal efterhånden se sig godt for, når han kører i bil. Børnene kælker naturligvis på vejene fordi der (som vi før har omtalt) står hunde mellem husene, så det er faktisk det sikreste sted. -Altså når der ikke kommer en bil... Vi har ikke hørt om sådanne ulykker heroppe, så det sker nok bare ikke. Man kører jo ikke stærk i kælkesæsonen alligevel.

Solnedgangens smukke farver.

-Matcher flyverdragten.

Sne vejret anden gang det kom.

Smilla har lært at lave engle.

-Og kan næsten ikke komme hurtig nok op igen for at se den færdig.

Vi har fået sne, men det kan ikke rigtig beslutte sig til om det vil blive liggende. I går var det tø-vejr og det mister vi en del sne på. Det er meget anderledes end sidste år, hvor sne og storme var gennemgående fra midt i september. Og det frustrerer de lokale, for de frygter, at havet igen i år heller ikke fryser ordentligt til, så hundeslæden må blive hjemme. Men ingen ved det med sikkerhed endnu.

Der bliver tørret fisk til vinteret.

Hundene som vi før har fortalt om på bloggen er efterhånden blevet nogle rødder, men stadig søde.

Vores Upernavik-tid er på vej ind i sin sidste uge. Vi tager af sted næste torsdag d. 25. okt., hvilket er om blot 9 dage. Vores kasser er kommet godt afsted, så lige nu skulle vi helst ikke have mere i huset end, hvad der kan være i vores bagage. Og det krydser vi så fingre for ikke er mere end 60 kg inkl. Smillas seng. -Det er nu det mindste problem.
Vi kommer virkelig til at savne alle de dejlige mennesker, vi har mødt her. Upernavik vil jo altid være VORES Grønland, fordi det er vores første sted. Alle de første indtryk er kommet her og vi har taget kultur-chokket her. Men vi må se i øjnene, at når vi tager herfra er chancen for at se mange af de personer igen meget lille. Og måske kommer vi aldrig tilbage til Upernavik igen. Derfor vil vi også gerne sige ordentlig farvel med en nok lidt fordansket kaffemik på søndag for alle dem, vi har lært at kende på de fem måneder, vi har været her.

Et nyt eventyr starter jo så herefter. Og vi glæder os meget. Vi er helt sikre på, vi vil tage imod de flere muligheder og tilbud, som Ilulissat byder på, nu hvor mørketiden lister sig ind på os. Men det bliver et kulturchok i sig selv at komme til et sted med asfaltere veje (måske endda striber), hele 10 dagligvare butikker, restaurenter og en lille biograf. Derud over skal vi ikke hilse på alle vi møder, når vi går tur og nok til at tage bussen, når vi skal "langt". Byen er meget større i både areal og befolkning, hvilket nok også kommer til at betyde noget i forhold til Sørens arbejde, men det vil han helt sikkert vende tilbage til senere.

Nu må vi hellere komme ud i sneen inden den helt forsvinder.

//Anne

Snestatus og kassepakning

Efter en mindre forsinkelse med et par dages regn er vi nu oppe at køre igen med det dersens sne. Billedet viser hvor meget der kom igår. Hele byen har været uforstående og lidt fortvivlede over at bliver snydt, fordi sneen har ladet vente sådan på sig. Men lad os håbe det får lov til at blive fra nu af og at vi skal bruge kælk i stedet for klapvogn. Tak til de tidligere beboer af tjenesteboligen for det fine udvalg af alle slags kælke:0) Vi håber, vi får brug for dem alle sammen inden vi skal sydpå om tre uger. Som I kan se er vi gået i gang med at pakke de vigtigste ting ned. Den har kasse er Fars.
God weekend til jer alle sammen.