Fars fødselsdag

I går var det Fars fødselsdag og vi fejrede ham så godt vi kunne, selvom det nok var en lidt roligere dag end det ville have været, hvis vi var hjemme i DK. Men vi bestemte jo selv. Hvis vi havde holdt kaffemik for det halve af byen havde det nok været en anden sag. Det har vi imidlertid "udsat" og slået sammen med et afskeds-kaffemik på søndag. -Det vender jeg tilbage til.

Sne-klædt og parat.

Men altså, Far. Han blev vist et sted mellem 24 og 30 år, men vi tæller ikke rigtig mere. Efter dejlig lang morgenmad med gaver skulle han jo på arbejde. Niels Henrik, som var den eneste ellers på stationen den dag kom med hjem til frokost. Og til aftensmad var der bøffer på menuen. Han havde en dejlig dag og siger tak til alle der ringede, skrev og sendte kort (og specielt til Farmor, der havde sendt fødselsdagskage med posten). Smilla var helt overpå og hun kan ikke rigtig mærke, hvem der er fødselsdagsbarn, så det er jo dejligt.

Idag er det Fars fødselsdag, hurra hurra hurra. 

Far får pigge til støvlerne, så vi slipper for flere stunts på isen.

Smilla havde lavet håndaftryk til magneter til kæleskabet.

Og så var der huen, som Smilla har været forelsket i lige siden hun prøvede den første gang i en lille butik her i byen. Heldigvis var det fars str. så han kunne få den i gave.

Solen er efterhånden ved at trække sig tilbage og det går vildt hurtigt. Jeg kan mærke det fordi jeg hver mandag er til zumba kl 19 og der er faktisk ikke mere lys tilbage, så det aftaget meget på en uge. Søren mærker det, når han går på arbejde om morgenen. Men dette giver nogle helt fantastisk solnedgange, som I kan se på billederne. Smilla kan lege i sneen det meste af døgnet, hvis hun fik lov og hun bemærker stort set ikke mørket eller kulden. Så hun er ved at blive helt grønlandsk. Vejene er begyndt at myldre med de flade transportmidler (læs: kælke i alle afskygninger) efter kl 15 og hele weekenden, så Søren skal efterhånden se sig godt for, når han kører i bil. Børnene kælker naturligvis på vejene fordi der (som vi før har omtalt) står hunde mellem husene, så det er faktisk det sikreste sted. -Altså når der ikke kommer en bil... Vi har ikke hørt om sådanne ulykker heroppe, så det sker nok bare ikke. Man kører jo ikke stærk i kælkesæsonen alligevel.

Solnedgangens smukke farver.

-Matcher flyverdragten.

Sne vejret anden gang det kom.

Smilla har lært at lave engle.

-Og kan næsten ikke komme hurtig nok op igen for at se den færdig.

Vi har fået sne, men det kan ikke rigtig beslutte sig til om det vil blive liggende. I går var det tø-vejr og det mister vi en del sne på. Det er meget anderledes end sidste år, hvor sne og storme var gennemgående fra midt i september. Og det frustrerer de lokale, for de frygter, at havet igen i år heller ikke fryser ordentligt til, så hundeslæden må blive hjemme. Men ingen ved det med sikkerhed endnu.

Der bliver tørret fisk til vinteret.

Hundene som vi før har fortalt om på bloggen er efterhånden blevet nogle rødder, men stadig søde.

Vores Upernavik-tid er på vej ind i sin sidste uge. Vi tager af sted næste torsdag d. 25. okt., hvilket er om blot 9 dage. Vores kasser er kommet godt afsted, så lige nu skulle vi helst ikke have mere i huset end, hvad der kan være i vores bagage. Og det krydser vi så fingre for ikke er mere end 60 kg inkl. Smillas seng. -Det er nu det mindste problem.
Vi kommer virkelig til at savne alle de dejlige mennesker, vi har mødt her. Upernavik vil jo altid være VORES Grønland, fordi det er vores første sted. Alle de første indtryk er kommet her og vi har taget kultur-chokket her. Men vi må se i øjnene, at når vi tager herfra er chancen for at se mange af de personer igen meget lille. Og måske kommer vi aldrig tilbage til Upernavik igen. Derfor vil vi også gerne sige ordentlig farvel med en nok lidt fordansket kaffemik på søndag for alle dem, vi har lært at kende på de fem måneder, vi har været her.

Et nyt eventyr starter jo så herefter. Og vi glæder os meget. Vi er helt sikre på, vi vil tage imod de flere muligheder og tilbud, som Ilulissat byder på, nu hvor mørketiden lister sig ind på os. Men det bliver et kulturchok i sig selv at komme til et sted med asfaltere veje (måske endda striber), hele 10 dagligvare butikker, restaurenter og en lille biograf. Derud over skal vi ikke hilse på alle vi møder, når vi går tur og nok til at tage bussen, når vi skal "langt". Byen er meget større i både areal og befolkning, hvilket nok også kommer til at betyde noget i forhold til Sørens arbejde, men det vil han helt sikkert vende tilbage til senere.

Nu må vi hellere komme ud i sneen inden den helt forsvinder.

//Anne