Carl, Smilla, Anne og Søren er igen i Grønland. Vi har været afsted før, hvor vi var i Upernavik og i Ilulissat. Denne gang er vi taget til Nuuk.
Du kan følge med i vores eventyr herinde. Vi glæder os til at vise jer, hvad vi oplever.

onsdag den 24. oktober 2012

hvidhvalsmik, SAR, afskedsmik og 2 x hyggemik

Så er det tid til det sidste indlæg fra Upernavik. Tiden er fløjet afsted siden vi begyndte at tælle uger. Og nu er det allerede i morgen. Vi er ved at have pakket vores rygsække og kilo'erne er talt op. Vi håber på en lille smule god vilje fra de søde Air Greenland damer i lufthavnen ellers rykker vi til plan B.
Det skal stå på en masser dejlige "mikker" her til sidst fra den lille by. Fuldstændig Upernavik-like, som har været et hyggeligt sted for os at bo.
I onsdags var der en "i familien" (Sørens kollega's kærestes familie -same, same) der havde fanget en hvidhval -helt frisk. Så der var hvidhvals-mik. Sådan som man kunne tænke sig det foregik i "gamle dage", når en fanger havde haft held på havet; "I skal alle sammen have fornøjelsen af, at vores familie har fanget noget." Søren var der til frokost tid og spurgte om Smilla og jeg måtte komme forbi senere, for at se synet af en hel hval skæret op og delt. Og det var dette billed der kom os i møde, da vi kom ind af døren.
Hvidhval midt i gangen.

Det var noget virkelig lækkert mad de havde lavet, selvom man knap kan se, at der er taget noget af hvalen. Mattaq som vi efterhånden har smagt et par gange, var den bedste vi har fået indtil nu. Nok lidt fordi vi er ved at vænne os til det, men også fordi den var i virkelig verdensklasse, når den er så frisk og fra en lille hval (ja, det er da en lille hval det der...).
Dens smukke store hoved med det lille øje.
Far Søren skulle på en eftersøgning i torsdags og tog billeder fra helikopteren. De savnede personer, der havde været for længe væk, padlede i land og en af de afsøgende både fandt dem. I sådan en situation bliver det meste af bygden sat i gang med at lede.
Som I kan se på billederne er det ved at være koldt heroppe. I morges, da Søren gik på arbejde, var der minus 11 grader. Det er også en af grundene til at eftersøgningerne bliver taget endnu mere alvorligt, man skal have meget udstyr med sig, hvis man skal klare sig i naturen nu.
Indlandsisen er ved at gøre klar til vinteren.

Havisen er så småt begyndt at lægge sig.

Og de store isbjerge er tilbage.

Så blev det søndag og vi inviterede til afskeds-kaffemik for alle dem vi har lært at kende. Det var en meget hyggelig dag og vi kommer til at savne dem alle sammen.
Vi havde lavet fem forskellige slags kager plus Farmors brune lagkage, som var en fødselsdagsgave, der kom med posten til Søren. Den ene af dem gemte vi til denne kaffemik og den blev taget imod med kys"munde"

Ud over kage havde vi lavet champagne suppe og dejlig sushi. Alt sammen med stor succes.

Første hold gæster: Mig, Merry Ann, Inga (kan man ikke se), Duda, Poul-Erik, Gina, Haldora (kan man næsten ikke se) og Lotte.

Andet ryk: Nicky, Steffen, Gina, Mine, Atsiannguaq, Niels Henrik. Esra og Ricco var også med, bare ikke på billedet.

Merry Ann har forelsket sig helt i Smilla og nogle gange er det gengældt ;)

I går spiste vi aftensmad hos Haldora og Akku. Det var endnu mere hyggeligt og befriende ikke at skulle lave mad selv i vores efterhånden meget sparsomme pakke-hjem. I aften er vi så heldige, at være blevet inviteret ned til Lotte, som er sundhedsplejeske på sygehuset. Dejligt.
Hygge mik hos Haldora og Akku: deres søn, Edvard, Niels Henrik, Søren, Akku og lidt af Atsiannguaq.

Smilla, Haldora og Atsiannguaq hygger med iPaden.

Det bliver nok sidste omgang leg med Atsiannguaq i denne omgang.

Og så er det altså i morgen vi skal sige farvel til skønne, charmerende Upernavik. Det bliver nok temmelig hårdt, så det kan vi vende tilbage til, når næste kapitel af Vores Grønlands Eventyr starter i den nye store by :O)
Nå, ja og så er det ved at være mørkt. Dette billede er tager omkring kl 21 af Søren på vej hjem fra badminton.

1 kommentar:

  1. Hejsa med jer - det er rigtig rigtig hyggeligt at følge med i jeres blog og jeres Grønlands Eventyr. Dejligt at se min kære mand hos jer ;o)Al held og lykke til jer i Ilulissat, kan jo være vi ses til december.

    Ritta

    SvarSlet