Carl, Smilla, Anne og Søren er igen i Grønland. Vi har været afsted før, hvor vi var i Upernavik og i Ilulissat. Denne gang er vi taget til Nuuk.
Du kan følge med i vores eventyr herinde. Vi glæder os til at vise jer, hvad vi oplever.

lørdag den 28. juli 2012

Hverdag og blandet vejr

Farmor og Farfar er taget tilbage til Danmark. Ja, det gjorde de faktisk allerede for en uge siden. Helt planmæssigt lettede tågen (delsvist) over lufthavnen på flyvedagen. Den havde ellers været en hyppig gæst ugen forinden. Vi har kunnet se den lure ude i horisonten og på mindre end en time kunne hele byen være indhyldet i sky om formiddagen for derefter at stråle i det fineste solskins vejr inden sengetid og sikkert hele natten. Men sidste lørdag holdt den sig nogenlunde væk, hvilket var med blandede følelser. Vi ville jo gerne have at Farmor og Farfar blev nogle ekstra dage, men i forhold til deres sejl-program og videre hjemrejse, var det vist godt nok, at planen holdt. Men så stod vi der og kiggede efter flyet og to uger var puldselig væk. Ja i morgen er to første to månedre faktisk væk og det er ikke til at fatte. Smilla har snakket meget om Farmor og Farfar siden, men lader til at forstå at de er i "Danpak" sammen med alle jer andre. Siden da har vejret været meget blandet. I dag var det regnvejr, da vi stod op og vi har lige fået et glimt af solen inden det nu her til middag er skyet igen. Det er ikke koldt, så mon ikke vi stadig har lidt Upernavik sommer tilbage.
Den sidste uge med Farmor og Farfar var bare ren afslapning. Vejret var ikke så godt som den første uge, så der var en del mere inde-aktivitet. Dog nåede vi lige et smut på vandretur i dejligt vejr om fredagen. Det var lidt stejlt og midt på dagen, så Farmor og Smilla blev hjemme. Vi gik langst med vores "vandledning" mod drikkevands-søen midt på øen i et fantastisk sceneri. Myggene fandt os hurtigs, når vi holdt små pauser, men det er langt fra det man husker, når man er hjemme igen. Nogle steder var der temmelig ufremkommeligt, men med explorer Søren i front, kan alt næsten lade sig gøre og det bliver ikke sidste gang vi skal den vej ud på eventyr. Det er fantastisk at tænke på, at vi har den uspolerede natur lige udenfor døren.
Vi fik også smagt de udsøgte kæmpekrabber til middag samme aften, så der manglede ikke noget den dag,
På vandretur med Farfar.

Udsigtet til "resten af øen". Vi må derud engang inden det hele sner til igen.

Eftermiddagshygge i stuen.

Aftenhygge med kæmpe krabbe ben.

Gråvejrsdag.

Vi vil gerne sige tusind tak for besøget til Farmor og Farfar. Det var dejligt I ville komme hele vejen op til os for at se vores hverdag. Efter deres afgang fra Upernavik fløj de til Ilulisaat, hvor kystbåden Sarfaq Ittuk ventede og skulle sejle dem til Sisimiut. Derfra med fly til Kangerlussuaq og hjem til Kastrup. Det forlyder at turen var god og smuk.

Atinguaq (Sørens kollegas søn), som jo er Smillas legekammerat har fået en lille sød hund. Han havde faktisk en, som var lille sidste år og som boede hos hans Mormor i Aappilattoq (bygden der ligger 30 min væk). Den har Mormor solgt og købt en lille ny Silver II som de hentede sidste fredag. Den fik vi naturligvis besøg af allerede om søndagen. Og hvor er sådan en fræk lille genert slædehund lige til at forelske sig i. Og så langt fra de beskidte artsfælder, der står bag nogle af husene i byen. Nej, den her duftter af Shampoo...hmmm. Smilla synes den er fantastisk sød og kan ikke rigtig lade den være, når den nu ligner så meget en bamse. Det forstår Silver så bare ikke, men Atinguaq (den fødte beskytter) stikker hånden i munden på hundebassen, når Smilla leger med den, så den bider ham i stedet for hende. Meget sødt tænkt.

Atinguaq, hunden Silver og en meget forundret Smilla.

I tirsdags var vi med kollega Niels Henrik, hans kæreste Mine og Atinguaq (og hav-slædehunden, Silver) på havet i deres båd. Vi havde grill og aftensmad med og det blev en rigtig dejlig tur. Vi fandt den hemmelige ø med fangst muligheder i form af ørred (Niels Henrik fangede en lille en). Heldigvis havde Mine pakket en masse kød, som vi kunne grille, så vi var ikke dødsens afhængige af den nylige fangst. Øen havde været besøgt før og der var efterladt en del affald bl.a. meget fra deres telte. Det var der ikke rigtig nogen af os der forstod. Hvorfor køber man et telt,som man ikke tager med sig hjem efter brug? - Altså jeg ved godt hvorfor man ikke gør det efter en camping-tur på Roskilde dyreskueplads i første uge af juli, men hvorfor på en øde ø i Nordgrønland? Nå, men det var for meget for os at ryde op, det var bare lidt sørgeligt at se.
Vi var faktisk heller ikke de eneste gæster på øen. Da jungletrommerne var nået rundt er jeg sikker på alle myg på hele øen vidste hvor vi var. Men vores dyrt-købte myggebalsam viste sig at virke fremragende. Det er jo bare ikke nemt at vide, når fjorten tusind myg sværmer rundt om én. Men på trods af myg havde vi en dejlig aften. Maden var suveræn. Meget bedre end hvis vi havde siddet hjemme på terassen. Der var varmt og ingen vind og kun knagende små isbjerge at høre ud over Smilla, der sang og kaldte på hunden og Atinguaq og legede som om vi kunne have været i vores lille grønne hus. Hun er altså også ø-menneske. Myggene hæmmede hende ikke og vi måtte på skift holde hende i hånden og for munden, når vi befandt os tæt ved vandet kanten, på vej ned af bjerget eller på udkig efter Canada gæs.

Sejlerhund og sejlerdreng.

Der er højt humør indenfor i båden.

Det fantastiske sted.

Far er i vandet for første gang denne sommer :O)

Smilla og Far er nået til tops.

Der fanges.

Her er Niels Henrik med sin fangst

Forelskede sommerfugle.

Rester fra en teltplads. Ærgeligt syn.

Ved nærmere eftersyn er det da vist Atinguaq, der er i lære som grønlandsk skytte. Det må også være på tide for en syv-årig.

Det er nok lidt svært at se, men der vimser mange myg.

Så er der aftensmad.

Vi var lige ved at efterlade Far på øen, men fortrød. Vi kunne jo heller ikke undvære grillen i det lange løb.

På vej hjem kiggede vi efter sælerne desværre uden held. Men vi kom helt tæt på mit ynglings isbjerg (ja, sådan et får man jo). Det hedder fodboldbanen og fiser rundt ude på havet. Vi kan altid se det fra vores stuevindue et eller andet sted. Men aldrig det samme sted eller vinkel som i går og det er også blevet meget mindre end da det først kom til os. Det viser sig dog stadig at være KÆMPE STORT, når man er tæt på. Mine var meget bekymret over hvor tæt Niels Henrik egentlig ville på det, for det kan nemlig vise sig at være rigtig farligt. Se bare hvilken tsunami-lignende bølge det kan give, når et isbjerg kælver: klik her. Det er vildt og heldigvis skete det ikke for os. Niels Henrik kender isbjerge alt for godt til at lade det være farligt og han fortalte at dette isbjerg er sådan ét man vil søge ly bag, hvis man var fanget i den storm.

Fodboldbanen tæt på.

Fodboldbanen på vej væk.

Vi fik også lejlighed til at se vores smukke by fra havet.


Upernavik from the sea side.
Nogle dage efter fangede jeg fodboldbanen efter det havde kælvet lift fra alle sider og drivis flyder væk. Så er det klart at det bliver synligt mindre for hver dag der går. -Altså nu lyder det lidt som om de her isbjerge bare farer frem og tilbage og at vi næsten ikke kan holde styr på dem. Sådan er det ikke helt. De flytter sig, men hvis vi skulle følge med i det er det vist noget med at sidde og glo på det hele natten... Og det gør vi dog ikke.

Fodboldbanen bliver mindre og mindre efter hver kælving.

Her et lille isbjerg ved havnen for at illustrere, hvor meget af isen, der befinder sig under vand. Det skal man jo lige huske, når man bliver modig og føler sig stor og sikker...
P.S. Alle fugleneungerne under trappen fløj fra reden sidste fredag, altså under en uge efter de sidste billeder.
De flyveklare fugle. Den bedste er fløjet allerede.

mandag den 16. juli 2012

Farmor og Farfar er her

Farfars billeder lige før landing i Upernavik. Vores hus er til at skimte, men det vidste de jo ingenting om, da de sad deroppe. Senere skulle det vise sig, at de tog den lille vandretur op til parabolen og tog billeder af et andet fly der ankom.
Juhu, vi har besøg. Farmor og Farfar ankom helt planmæssigt sidste søndag d. 8 efter et par dage undervejs. De var lidt trætte, men glade for at være fremme. Vi syntes det var fantastisk, at det ikke længere var en  "anden dag", men rent faktisk i dag, vi skulle i lufthavnen og hente Farfar og Farmor. Smilla skulle lige se dem an en times tid, men nu deles der krammer ud til højre og venstre (dog flest til Farmor).
De var med, men har ikke fået øje på os endnu.
Så bliver der taget billeder den anden vej af de ventende.

Flyet er hurtigt afsted igen efter blot en halv time på jorden. Der er flere, der skal have besøg af deres Farmor og Farfar.
Det er bare skønt at have nogle at vise det hele til. Det er jo ikke de store turist-udflugter vi kan byde på i vores lille by.
Vores første gåtur bød på de famøse gule prutposer, da det var mandag formiddag.

Et af Farfars by billeder med både nanu-skind og slædehunde.

En helt snefri legeplads, stadig med en fatastisk udsigt. Smilla er meget modig og skulle vise Farmor og Farfar det hele, helst på én gang. Hun er også blevet god til at spotte "legepasser" fra lang afstand.

Og første gyngetur alene. Det var vildt med blot ganske små skub.

Leg med Farmor -Smilla i bur. Bemærk påklædningen (det gælder især Bedstemor og Bedstefar, der snart kommer herop og skal lege det samme sted). Det er sommer i Upernavik og vi smider gerne jakken.
Hvis man gjorde sig umage og tog Smilla på nakken, kunne man se hele byen/øen på én dag. Men vi deler det lidt ud, så vi kommer afsted hver dag og går nogle dejlige ture. Mange af dem går naturligvis forbi butikken, men opstigningen derfra til vores hus er også en sejr i sig selv. I dag tog Farmor og Farfar strækningen helt uden hvilepause (vi kalder det udsigts- og vandpause).
Så er vi for første gang i det lokale museum - i alt tre huse; den gamle kirke; den gamle butik og så ét der udover. Det er en rigtig fin samling af det meget autentisk Grønland, hvis man kan sige det sådan. Der er alle de gamle redskaber, tøj, både, kajekker og forskellige sælskind. Den gamle kirke er indrettet som i de gamle dage, hvor den også blev brugt som "sysselsal" (hvor en form for byrådsmøder blev holdt, er mig og Farfar blevet enige om). Det er et hyggeligt lille samfund man får indtrykket af, når man ser sådan nogle gamle ting. Der var også billeder af vores tidligere regentpar i den gamle kirke. Jeg ved ikke om Dr. Margrethe er lagt lidt på is heroppe, fordi hun ikke kunne lande sidste år og måtte aflyse sit lææænge-ventede besøg, men hun var der i hvert fald ikke. Hun hænger på stationen, Søren.

Med flotte sælskind i baggrunden og man kan lige skimte en slæde. Farfar finder museumsindstillingerne, Smilla hjælper.

Gammeldags jagt udstyr og en udstoppet sæl, Smilla blev lidt bange for. Det er sådan, at nogle hvaler skal fanges på den gammeldags måde med harpun fra kajak. Så når de mange både spotter en hval, kommer den medbragte kajak i vandet og en jæger skal så ramme den med håndharpunen. Dette er ofte en ung mand, der skal "indvies". Efter det traditionelle skud, fyres der ellers løs med rifler indtil hvalen giver op.

Sysselsalen med en fantastisk stor Nanu-stol. Man kunne lige se alle de anorak-klædte grønlændere sidde rundt om bordet og blive enige.
Vi har også set den nye kirke med den hyggelige stemning. Vi kom for sent op til at nå gudstjenesten, så den må Farmor og Farfar have tilgode. Vores vej er også gået forbi den flotte udsmykkede kirkegård, med den fantastiske udsigt.

Gudstjenesten var lige slut, så vi nåede at se de levende inden alle forlod kirken, naturligvis med sælskind på knæfaldet.

En grønlands pige i sin første nationaldragt. De ved at mange vil tage billeder af dem, så det var ikke et problem at få lov til.

Gravstederne kan af gode (kolde) grunde ikke være nede i jorden. Så kisterne bliver dækket med store sten og beton eller en støbt betonklods. Derefter pyntes den med kunstige blomster, som forbliver farverig i mange år. Det er derfor et meget smukt syn på dette hellige sted med udsigt.

Farfar, Smilla, Farmor og den flotte blå nord-himmel.

Byen er efterhånden også ved at blomstre med små søde hundebasser alle vegne. Nogle er dem er blevet store og modige, så vi kan snakke lidt med dem. Smilla synes den hvide ligner en Nanu (isbjørn).

Sød lille modig slædehund, der er på ekspedition i nabolaget. Dens to søskende blev på behørig afstand.


Juhu Farfar og Farmor er kommet og vi kan gå lange ture til legepladsen.


Farfar har fået billede af vores forsyningsskib på et af dets korte visit og to sejlbåde, vi har besøg af for tiden.



Vi har holdt forsinket fødselsdag for Farmor heroppe. Hun fyldte år d. 1. juni, som vi lige netop ikke nåede at være med til i DK.

Sørens kollege Niels Henrik er i Illulisat for tiden, men vi fik besøg af hans kæreste Mine og deres søn Atingua.


Atingua og Mine blev og spiste. Det var rigtig hyggeligt.
 
Farfar fik billede af vores helikopter, da den var på vej ind i sit hus en aften.

Vores flotte by og vores flotte solskin. Det er Farfars billede, så måske han drømmer om at være rejse med båden.


I går fik vi en dejlig sejltur. Vi skulle have været afsted kl 10, men der lå Upernavik i tæt tåge og vi ville vente til om eftermiddagen. Kl. 15.30 kørte Far og Farfar på tåge-inspektion og snakkede med vores styrmand. Kl. 16.10 sad vi i båden på vej ud ad havnen. Tågen viste sig at være tiltrukket af Upernavik, for styrmand Jan fandt hurtigt det gode solskinsvejr og vi prøvede lykken som fiskere. Eller Far og Farfar gjorde. Jeg vil sige det med det samme. Vi fik ingenting med hjem. De torsk vi fik på krogen var grønlandske fjordtorsk, som ikke var nær så gode som de rigtige torsk, så de fik lov at overleve. Ulkerne røg også ud igen, da man hvis skal vide lidt om, hvad man gør, hvis man skal spise dem. Far Søren blev utrolig god til at fange, hvad Jan kaldte søpølser. De lever helt nede på bunden. De kan ikke svømme, de har inden hovedet (og jeg går udfra, derfor heller ingen hjerne), de er fyldt med vand inden i og....surprise...man spiser dem ikke. Et par gange var der store rigtige torsk på krogen. De er så til gengæld kloge nok til at hoppe af inden de kommer op i båden. Så derfor: vi kom tomhændet hjem. Drengene fiskede fra det der hedder en langline. Det er blot et hjul med en meget kraftig line på, som sidder fast på båden og fiskene bliver fanget (eller ikke fanget) med blink og tre andre kroge forklædt som gummiorme. Lige meget hjælp det. Men vi nød turen og vejret var skønt.
Vi mødte Sørens kollega, Esra, på vores tur og blev inviteret i land på hans lille ø, med dejlig sand strand og edderfugle (vi så mest efterladenskaberne fra dem).
De gamle grå styrer båden.

AFSTED - DER - UD - AF!!

Smilla og Farmor tegner på tryllepladen. Bemærk venligst tegne-hastigheden.

Den gamle bydel set fra havet.

Dumpen set fra havet. Det bliver den jo ikke smukkere af.

Der var andre end os ude at sejle og fiske. Tågen spøger.

Vi kom forbi mange øer på vores tur. Dette billede er tager op gennem soltaget.

Nyfanget ulk. Den vil vi ikke spise.

Smilla spiser kiks på trappen. Jeg har lige bedt hende om at smile...

Fisker Søren med en rigtig flot søpølse.

Fisker Farfar.

Den lille strand ø, hvor vi fik leget med små sten inden turen gik hjemad igen.
Det var en rigtig dejlig dag som sluttede i et tågeindhyldet Upernavik kl. 21. Efter en hurtigt omgang havregrød sov Smilla som en sten kl 22. Hun havde klaret turen på flotteste vis. ingen tvivl om, at hver eneste kvadret cm på den lille båd er undersøgt, men der var ingen brok og til tider kunne vi endda blive enige om, at det var bedst at "slapper af" med sutten i munden i mors favn. Det sidste stykke sejlads inden vi var hjemme var lidt "rough" og vi legede, at det var som at hoppe på en rutchebane. Hun syntes det var spændende og hoppede selv med, når der ikke var bølger nok. Hun kunne slet ikke mærke, hvor nervøs Farmor var for, at bunden skulle gå ud af båden, heldigvis...

Farfars billede af midnatssolen en af hans første dage.

Nå jo, og så er det jo en lille pige vi efterhånden har i huset. Nu med hestehale og spænder. Vi arbejder stadig på holdbarheden, men det kommer vel med tiden.

To børn har fundet nogle små fugle. Gad vide om de overlever dette eventyr.

Så er der fest. Farfar og Farmor var på gå-tur og fik en ven. Det var ham, der spillede grønlandsk top for det halve af byen på sit stereo på terrassen.

Midnatssolen i tåge. Den ligner næsten månen lige nedenunder ledningerne.


Vi får lov til at have Farmor og Farfar her helt indtil på lørdag, hvor de skal tilbage til Ilulisat, med kystbåden til Sisimiut og derfra flyve hjem via Kangerlusuaq. Det er selvfølgelig hvis, der ikke er for tåget til at flyet kan lande i Upernavik, hvis kystskibet afgår til tiden og hvis smeltevandet ikke har taget landingsbanen med sig i Kangerlusuaq. Aajungilaq...det skal nok gå.

P.S. Vi har selv en fuglerede under vores trappe. Dette billede tog Farfar den dag de ankom.
Dette billede er taget i går - en uge senere, der er altså noget, som går hurtigt på Grønland.