Hverdag og blandet vejr

Farmor og Farfar er taget tilbage til Danmark. Ja, det gjorde de faktisk allerede for en uge siden. Helt planmæssigt lettede tågen (delsvist) over lufthavnen på flyvedagen. Den havde ellers været en hyppig gæst ugen forinden. Vi har kunnet se den lure ude i horisonten og på mindre end en time kunne hele byen være indhyldet i sky om formiddagen for derefter at stråle i det fineste solskins vejr inden sengetid og sikkert hele natten. Men sidste lørdag holdt den sig nogenlunde væk, hvilket var med blandede følelser. Vi ville jo gerne have at Farmor og Farfar blev nogle ekstra dage, men i forhold til deres sejl-program og videre hjemrejse, var det vist godt nok, at planen holdt. Men så stod vi der og kiggede efter flyet og to uger var puldselig væk. Ja i morgen er to første to månedre faktisk væk og det er ikke til at fatte. Smilla har snakket meget om Farmor og Farfar siden, men lader til at forstå at de er i "Danpak" sammen med alle jer andre. Siden da har vejret været meget blandet. I dag var det regnvejr, da vi stod op og vi har lige fået et glimt af solen inden det nu her til middag er skyet igen. Det er ikke koldt, så mon ikke vi stadig har lidt Upernavik sommer tilbage.
Den sidste uge med Farmor og Farfar var bare ren afslapning. Vejret var ikke så godt som den første uge, så der var en del mere inde-aktivitet. Dog nåede vi lige et smut på vandretur i dejligt vejr om fredagen. Det var lidt stejlt og midt på dagen, så Farmor og Smilla blev hjemme. Vi gik langst med vores "vandledning" mod drikkevands-søen midt på øen i et fantastisk sceneri. Myggene fandt os hurtigs, når vi holdt små pauser, men det er langt fra det man husker, når man er hjemme igen. Nogle steder var der temmelig ufremkommeligt, men med explorer Søren i front, kan alt næsten lade sig gøre og det bliver ikke sidste gang vi skal den vej ud på eventyr. Det er fantastisk at tænke på, at vi har den uspolerede natur lige udenfor døren.
Vi fik også smagt de udsøgte kæmpekrabber til middag samme aften, så der manglede ikke noget den dag,

På vandretur med Farfar.

Udsigtet til "resten af øen". Vi må derud engang inden det hele sner til igen.

Eftermiddagshygge i stuen.

Aftenhygge med kæmpe krabbe ben.

Gråvejrsdag.

Vi vil gerne sige tusind tak for besøget til Farmor og Farfar. Det var dejligt I ville komme hele vejen op til os for at se vores hverdag. Efter deres afgang fra Upernavik fløj de til Ilulisaat, hvor kystbåden Sarfaq Ittuk ventede og skulle sejle dem til Sisimiut. Derfra med fly til Kangerlussuaq og hjem til Kastrup. Det forlyder at turen var god og smuk.

Atinguaq (Sørens kollegas søn), som jo er Smillas legekammerat har fået en lille sød hund. Han havde faktisk en, som var lille sidste år og som boede hos hans Mormor i Aappilattoq (bygden der ligger 30 min væk). Den har Mormor solgt og købt en lille ny Silver II som de hentede sidste fredag. Den fik vi naturligvis besøg af allerede om søndagen. Og hvor er sådan en fræk lille genert slædehund lige til at forelske sig i. Og så langt fra de beskidte artsfælder, der står bag nogle af husene i byen. Nej, den her duftter af Shampoo...hmmm. Smilla synes den er fantastisk sød og kan ikke rigtig lade den være, når den nu ligner så meget en bamse. Det forstår Silver så bare ikke, men Atinguaq (den fødte beskytter) stikker hånden i munden på hundebassen, når Smilla leger med den, så den bider ham i stedet for hende. Meget sødt tænkt.

Atinguaq, hunden Silver og en meget forundret Smilla.

I tirsdags var vi med kollega Niels Henrik, hans kæreste Mine og Atinguaq (og hav-slædehunden, Silver) på havet i deres båd. Vi havde grill og aftensmad med og det blev en rigtig dejlig tur. Vi fandt den hemmelige ø med fangst muligheder i form af ørred (Niels Henrik fangede en lille en). Heldigvis havde Mine pakket en masse kød, som vi kunne grille, så vi var ikke dødsens afhængige af den nylige fangst. Øen havde været besøgt før og der var efterladt en del affald bl.a. meget fra deres telte. Det var der ikke rigtig nogen af os der forstod. Hvorfor køber man et telt,som man ikke tager med sig hjem efter brug? - Altså jeg ved godt hvorfor man ikke gør det efter en camping-tur på Roskilde dyreskueplads i første uge af juli, men hvorfor på en øde ø i Nordgrønland? Nå, men det var for meget for os at ryde op, det var bare lidt sørgeligt at se.
Vi var faktisk heller ikke de eneste gæster på øen. Da jungletrommerne var nået rundt er jeg sikker på alle myg på hele øen vidste hvor vi var. Men vores dyrt-købte myggebalsam viste sig at virke fremragende. Det er jo bare ikke nemt at vide, når fjorten tusind myg sværmer rundt om én. Men på trods af myg havde vi en dejlig aften. Maden var suveræn. Meget bedre end hvis vi havde siddet hjemme på terassen. Der var varmt og ingen vind og kun knagende små isbjerge at høre ud over Smilla, der sang og kaldte på hunden og Atinguaq og legede som om vi kunne have været i vores lille grønne hus. Hun er altså også ø-menneske. Myggene hæmmede hende ikke og vi måtte på skift holde hende i hånden og for munden, når vi befandt os tæt ved vandet kanten, på vej ned af bjerget eller på udkig efter Canada gæs.

Sejlerhund og sejlerdreng.

Der er højt humør indenfor i båden.

Det fantastiske sted.

Far er i vandet for første gang denne sommer :O)

Smilla og Far er nået til tops.

Der fanges.

Her er Niels Henrik med sin fangst

Forelskede sommerfugle.

Rester fra en teltplads. Ærgeligt syn.

Ved nærmere eftersyn er det da vist Atinguaq, der er i lære som grønlandsk skytte. Det må også være på tide for en syv-årig.

Det er nok lidt svært at se, men der vimser mange myg.

Så er der aftensmad.

Vi var lige ved at efterlade Far på øen, men fortrød. Vi kunne jo heller ikke undvære grillen i det lange løb.

På vej hjem kiggede vi efter sælerne desværre uden held. Men vi kom helt tæt på mit ynglings isbjerg (ja, sådan et får man jo). Det hedder fodboldbanen og fiser rundt ude på havet. Vi kan altid se det fra vores stuevindue et eller andet sted. Men aldrig det samme sted eller vinkel som i går og det er også blevet meget mindre end da det først kom til os. Det viser sig dog stadig at være KÆMPE STORT, når man er tæt på. Mine var meget bekymret over hvor tæt Niels Henrik egentlig ville på det, for det kan nemlig vise sig at være rigtig farligt. Se bare hvilken tsunami-lignende bølge det kan give, når et isbjerg kælver: klik her. Det er vildt og heldigvis skete det ikke for os. Niels Henrik kender isbjerge alt for godt til at lade det være farligt og han fortalte at dette isbjerg er sådan ét man vil søge ly bag, hvis man var fanget i den storm.

Fodboldbanen tæt på.

Fodboldbanen på vej væk.

Vi fik også lejlighed til at se vores smukke by fra havet.

Upernavik from the sea side.

Nogle dage efter fangede jeg fodboldbanen efter det havde kælvet lift fra alle sider og drivis flyder væk. Så er det klart at det bliver synligt mindre for hver dag der går. -Altså nu lyder det lidt som om de her isbjerge bare farer frem og tilbage og at vi næsten ikke kan holde styr på dem. Sådan er det ikke helt. De flytter sig, men hvis vi skulle følge med i det er det vist noget med at sidde og glo på det hele natten... Og det gør vi dog ikke.

Fodboldbanen bliver mindre og mindre efter hver kælving.

Her et lille isbjerg ved havnen for at illustrere, hvor meget af isen, der befinder sig under vand. Det skal man jo lige huske, når man bliver modig og føler sig stor og sikker...

P.S. Alle fugleneungerne under trappen fløj fra reden sidste fredag, altså under en uge efter de sidste billeder.

De flyveklare fugle. Den bedste er fløjet allerede.