Vandretur vers. 3.0

Mor skulle ud at gå. Og det kom jeg.
I perfekt vandre-vejr mødtes jeg med Inga, min islandske gå-veninde. Hun havde været afsted et par gange før, så hun førte an på ruten. Vejret var varmt, men uden sol og næsten ingen vind. Vi startede ud i byen og gik til enden ved den gamle heli-port. videre gennem grusgraven og så ud i det uspolerede landskab. Der er ved at være godt med krat, små blomster, svampe og umodne bær næsten overalt. Nogle steder var det sumpet, så vi skulle træde varsomt og planlægge ruten lidt, så det ikke på nogen måde blev risikabelt eller måske endda farligt. Nej, det var slet ikke sådan en tur. Vi snakkede fra vi start til slut, så de polarræve, vi var blevet advaret imod, kom aldrig frem. Det var jo godt nok, at vi ikke skulle forsvare os, men det kunne nu have været fint med et lille billede af sådan et vilddyr på afstand.



Ringsæl-skind som sten. Det må være noget forstenet halløj. Det var i hvert fald fint, synes vi begge to.



Efter ca. en times gang var vi kommet på den "gode side" af landingsbanen og nede ad bjerget ikke mange meter over havoverfladen. Her findes vores drikkevandssø, med den livgivende isolerede ledning, som løber til vandværket i byen. Her var i sandhed fantastisk. Det var ikke uberørt, da mange fra byen også tager herud på tur, men der var ikke meget affald at se. Og så var der stille. -Altså når vi holdt mund. Der var ikke en lyd. Kun et enkelt brag fra en isbjerg engang imellem, men ellers bare intet.



Her er den første del af vores vandforsyning. Pludselig forstår man, hvorfor vandet ikke bare kommer strømmende og løber gennem gaderne.



Vi nåede ned til hav-niveau og man kan lige skimte søen i baggrunden.



Inga arbejder i lufthavnen og havde i forvejen planlagt, at vi skulle den vej hjem - over landingspladsen. Så vi skulle have tiden til at gå indtil det ene fly for denne søndag kom og tog afsted igen. Så vi tog os god tid til at udforske gamle gravsteder (med efterhånden nedfaldne og halvåbne grave...uhhhh...), blomster og flade "træer" og den gamle boplads Ratamuit. Ratamuit var der ikke meget tilbage af. De sidste beboere flyttede i 60'erne og man skal have gode øjne for at finde de efterladte halve sten/tørvehytter. (Som jeg forøvrigt ikke fik noget billede af). Det var en rigtig dejlig tur og en del af Upernaviks historie, som mange ikke længere husker eller snakker om.



Den grønlandske nationelblomst er den storblomstrede gederams som på grønlandsk hedder Niviarsiaq, som betyder ung pige.



Som en sand grønlænder ligger dette pile-agtige træ sig helt nede ved jorden og har gjort det i mange år, som man kan se på den forholdsvis tykke stamme til venstre i billedet. Ikke noget med at hæve sig højt over andre og sige "jeg kan, nu er det min tur". Men det overlever den tunge vinter og kommer igen næste år med "fuld kræft"

Og så gik turen hjem som i første omgang var op, op, op og op. I lige linie mod landingsbanen, da kysten var klar. Og så gik vi dér. På den blot 800 m lange/korte landingsbane. Der er ingen muligheder for udvidelse, så dash-7 og -8 er så store som det bliver, når der skal gæster til Upernavik.

Til det daglige liv i byen, der er på nuværende tidspunkt, er det slet ikke noget problem. Men som så mange andre steder i Grønland er undergrunden ved at blive undersøgt i havet omkring øen. Det vil betyde en kæmpe omvæltning, hvis der bliver fundet råstoffer. Der kommer først og fremmest til at mangle rigtig mange boliger, en stor aktisk havn og ja, så måske også en længere landingsbane. Til det må man (til den tid, hvis alt går vel, aajungilaq, det går nok) må man tage en nabo ø til hjælp, som sjovt nok hedder intet mindre end "Lang-ø". Det bliver langt fra i vores Upernavik-tid, at noget af det kommer til at ske.



Vandrepigerne ved vandkanten. Med konebåds bjerget længst væk i baggrunden.



Midt på landingsbanen, som kun er 800 m. Det er ikke langt og der er ikke mange meter tilovers siger Inga. Men piloterne er meget dygtige og hvis de vælger ikke at lande, er det fordi, ingen kan. Vi stoler på dem fuldt ud.

Vores smukke by set fra lufthavnen.

Mig på landingsbanen. Jeg står midt i "touch-down" feltet. Her skal flytet helst røre banen ellers kan det godt blive svært at nå at få standset det, inden asfalten slipper op.

Lufthavnen set fra den "rigtige" side. De fire gule kasser er vigtige for piloten, som bruger lyset i dem til at lave den helt rigtige indflynvingsvinkel.

Fra lufthavnen gik vi af den ganske almindelige vej hjem til byen, hvor jeg mødtes med Smilla og Søren, som også havde været på lang gå-tur gennem hele byen. Bl.a. havde de besøgt de nyeste små hvalpe i byen, som Smilla allerede har delt ud, "den der til Smilla, den der til Mor og den skal Far ha'."

Her er de faktisk alle tre. Den hvide er åbenbart Smillas, Mors er den brune og Far har fået den sorte. Og hun kan sagtens huske det til næste gang, vi besøger dem. Men sådan er jo tit med regler, man selv har lavet.