Solopgang og slædetur

Sidste weekend var begivenhedsrig og vi fik faktisk ikke det hele med i de to sidste indlæg. Så nu får I lige søndagens program.

Det var første søndag hvor byens 4-stjernede hotel havde åbent efter jul/nytår og der var derfor brunch. Vi startede kl. 10.30 så vi havde god tid til at nyde lækker mad og godt selskab. Buffeten rummede meget lige fra bacon og æg til røget hvalkød og friskpillede rejer, frisk brød, ost og kager. Der er altid en forkælelse at komme til brunch på Arctic.

Kagebordet.

Kødbordet med røget hval, lækre oste, pølse og meget andet.

Brød, cereal og yoghurt.

Herefter var der busforbindelse til den første store begivenhed i år. Nemlig solens komme og altså den første sol opgang. Man skal lidt udenfor byen på Holms bakke for at se de smukke stråler og det er et tilløbsstykke for hele Ilulissat. Vi ankom ikke helt tidsnok til at se solen stå op, men vi nåede at se den og et flot view med bjerge, isbjerge og storhed. Søren og Smilla tog ikke med ud på bakken men hjem i stedet, da Smilla var meget træt og Søren ikke er til de store udfordringer på tilsneede bjergvandring for tiden pga. en forvredet ankel.
På vej hjem gik vi en omvej af en vandrerute og sceneriet blev kun smukkere. Ca. halvvejs foreslog Ejvind, at vi skulle tage på hundeslæde, når vi nåede "hjem". Som sagt, så gjort. -Slædetur med pigerne: Signe, Rikke og jeg. Juhu, jeg var spændt.

Gåsegang til toppen.

Myremennekser og solskin. Sidste gang vi så solen var midt i december.

Politistationen er vel repræsenteret på udkigsposten.

Isbjerge og solhimmel bliver man aldrig træt af at kigge på.

Ca. en times tid efter var vi klar og så gik det ud over sletterne. Det er en oplevelse, der er meget svær at beskrive. For det er det hele, der gør det fantastisk. Hundene, der farer afsted. Sneen, der flyver forbi. Spændingen, når slæden flyver hen over vejene gennem byen, hvor man håber bilisterne ser os og overholder deres ubetingede vigepligt for hundeslæder. Håbet om, at hundene kan få os alle sammen med over bakken, eller om vi skal af og løbe. Adrenalinet der løber stærkt i kroppen, når man ikke er helt sikker på at komme med på slæden igen, når vi er kommet i fuld fart. Den lille angst for et uheld, når slæden glider diagonalt på isen. Frygten for at vi ikke kan få stoppet hundene, så de to afhoppere ikke skal gå hjem. Sammenholdet, når man sidder fire personer på en rensdyrskindsdækket slæde og får lunet numsen, mens mørket falder på. Og meget meget mere. Det hele lagt sammen var min første tur på hundeslæde. Og det er stadig ubeskriveligt og fuldstændig enestående at få lov til.

Ejvind gør hundene klar.

Hans efterhånden gamle førerhan skal i selen til sidst.

Så er vi afsted. Først gennem byen i trafik.

Rikke og Signe.

Hundehaler og solnedgang med byen i sigte på vej hjem.

Signe og Lasses lille hundehvalp Kaju er langt fra stor nok til at være foran slæden. Men slædehund det er han i hvert fald.

Tusind tak til Ejvind for en dejlig tur og til pigerne for godt og sjovt selskab.

En anden nyhed er, at jeg (mor) langt om længe er begyndt at strikke. Rikke var sød at få mig med på et aftenskolehold i sidste uge og nu kører det bare. Så for blot 100,- kr er der yderst kyndig strikkehjælp på skolen hver mandag. Der ud over mødes vi også i strikkeklubben en gang i mellem for at udveksle ideer, hygge og hjælp. Det er godt nu at kunne komme strikning på CV'et selvom jeg har langt igen inden jeg forstår opskrifter og laver snoninger, sømandsbobler og patentstrik...

Hjemturen er nu også bestilt og vi lander efter planen i Kastrup d. 25. februar. Så er eventyret slut. Men der er heldigvis stadig 5 uger tilbage til at opleve det sidste af Grønland for denne gang.