SAR med S61éren

Så blev det endeligt fredag, efter en lidt hård uge med en del at lave, fristforlængelser, tilkald, rapportskrivning og anholdelser var det tiltrængt, at komme på weekend. Vi startede kl. 07, da der var et par stykker, som havde "glemt" at møde op i retten og dem skulle vi så "hjælpe" lidt, ved at hente dem før de tog på arbejde og køre dem i retten istedet.
Kl. 15 blev det fyraften, dog fik vi et tip om en mulig hashsmugler, men det var der andre, som tog sig af.

Et billede af isforholdene foran huset i dag, lørdag.

Efter lidt hygge med Smilla fik jeg en Sms fra Niels, som bad mig være klar ved telefonen, da der muligvis var en SAR opgave. Kort efter ringede Ejvind og tilkaldte mig, så på med tøjet og tilbage på arbejde.

På stationen fik jeg en kort situationsmelding: To mænd var sejlet ud for at fiske i Isfjorden og nu var de fanget i isen. Det sidste Aasiaat radio (den kanal, som nødstedte melder SOS til) havde hørt var, at de havde slagside og så blev forbindelsen afbrudt. Intet om position udover, at de var i Isfjorden.

Planen var, at vi skulle gøre brug af det nye SAR beredskab, som er en S61ér, som holder klar døgnets 24 timer i Kangerlussuaq. S61éren skulle egentligt have været udfaset, men da man ikke har fundet et alternativ endnu, beholder man den indtil videre. Den bruges kun til evakueringer for sygehuset og politiet.

S-61 éren. Billedet er hentet på nettet, der var ikke tid til billeder i lufthavnen

Nå, men tilbage til emnet. S61éren var tilkaldt og kunne være i Ilulissat kl. 19.30, da vi stadig ikke vidste, hvor de var, kørte Ejvind og jeg til havnen, for at se, om der lå nogle store ståltrawlere, som vi kunne chartre, men den eneste egnede havde ikke sejlet i halvandet år. Så den plan måtte droppes. Da vi kom tilbage havde Niels haft kontakt til det skib, som vi brugte ved sidste SAR i Isfjorden, de turde ikke sejle derind pga. issituationen. Så kan man jo tænke lidt over, hvordan to fiskere i en Pocca jolle tør sejle derind, men det tror jeg ikke, at vi kommer til at forstå.
Kort efter meldte Aasiaat radio, at de igen havde haft kontakt og nu kunne melde en position og de to fiskere havde det efter forholdene godt.
Kim, som også var mødt ind, bad Aasiaat radio undersøge, om de to fiskere var villige til at efterlade jollen, da man før har oplevet, at det kan være svært at få dem med, da det er deres levebrød. Men de var villige til at komme med.

Vi iklædte os overlevelsesdragter,  hvis vi skulle falde i vandet

Omkring kl. 1940 ankom helikopteren i lufthavene, hvor Ejvind, Kim, en læge, to portører og jeg stod klar til komme med. Vi havde fået at vide, at vi skulle løbe ud og hoppe ombord ligeså snart helikopteren landene og de ville lade rotoren køre imens, så vi hurtigt kunne lette igen.  Vi løb ombord og huskede, at dukke hovederne, da vi løb ind under rotorne, som sad ca. 3 meter oppe, men det er vigtigt, har jeg set på film.
Den er godtnok stor i forhold til en Bell 212, som de havde i Upernavik. Og det er lidt mærkeligt, at sidde i en helikopter fra omkring 1965 og tænke på, at den er popnittet sammen, men den virkede nu rimelig stabil.
Da vi  kom ind i helikopteren blev det hurtigt aftalt, at hvis en person skulle hejses ned til de nødstedte skulle det være Kim og jeg skulle hjælpe med at hive dem ind i helikopteren.
Vi kom hurtigt ud til Isfjorden, hvor der nu er en del is og Kim, som så jollen, mente kun, at det ville være et spørgsmål om tid før den ville blive knust af trykket fra isen.
Da vi var over de nødstedte, som stod på isen, blev dørene lukket op og jeg blev spændt fast. Jeg må indrømme, at jeg blev noget imponeret over piloterne, de styrede helikopteren helt op imod en høj klippevæg og så sørgede de for, at vi hang stille ca. 4 meter over isen, imens de havde kontakt til hejsoperatøren, som bad dem om at flyve lidt til højre eller venstre.
Det gik fint med at få den første ind, han tog selv selen på, da den blev hejst ned til ham og han forstod, at han skulle holde armene ned langs kroppen, helt indtil han var oppe ved helikopteren, så jeg kunne hive ham ind. Hvis ikke armen er ned langs kroppen, risikerer man at ryge ud af selen. Den næste forstod ikke det med armen, så efter et par forsøg og en hejsoperatør, som næsten hang helt ud af helikopteren for at vise, hvordan armen skulle være, blev Kim hejst ned til ham. Derefter gik der ikke lang tid før de begge var tilbage i helikopteren.
Heldigvis blev der ikke brug for lægen, da de begge havde det godt, men gerne ville hjem.
Kl. 2115 var vi tilbage i Ilulissat flyveturen tog ikke mere end 5 minutter. Vi fik afleveret de to fiskere hjemme og vi kunne så køre hjem til familien igen. Ja så gik den fredag aften.

Is, sne og tåge forhindrede ikke disse fiskere i at sejle ud i dag, lad os håbe, at de selv klarer sig hjem igen.

Anne har lige været talt med Sine, som fortalte, at de to fiskere var på vej ud igen, de ville ud at se om de kunne finde deres jolle, så det kunne faktisk godt være dem på billedet ovenfor.