Alt det nye

Smilla er helt elektrisk over vores nye sted.

Mulighedernes Land.

Som I jo ved, er vi nu nået til Ilulissat. Smilla er blevet skrevet op til vuggestue, som nr. 18 på ventelisten. Men det er vist noget med, at hvis man presser lidt på, så kan man få en plads hurtigere, så det må vi (Anne) prøve:-) 

Anne er gået i gang med at undersøge mulighederne for at få et arbejde. Hun har talt med en af mine kollegaers kone, som er vikar på en af skolerne. Der skulle vist være mulighed for at finde noget der, men det lyder til, at det godt kan være en lidt barsk arbejdsplads, så den tænker hun lige lidt over.

Den nye explorer. Fugle og både har den største interesse. Billedet er taget fra vores ude-stue.

Stationen.

Jeg startede på stationen fredag d. 26 og er nu så småt ved at finde min plads. Der er jo “mange” flere kollegaer at få styr på her. Vi har to kontordamer, Leila og Michelle. Derudover er der vores nye regionsleder, Leo, stationslederen, Karl, som også er vores nabo. 3 grønlandske politifolk, Pilu, Peter og Lena. 6 danske politifolk, Thomas, Niels Henrik, Lasse, Katharina, Kim og Jeg selv. Vi har også tre reservebetjente, Malik, Ejvind og den sidste har jeg ikke fået navnet på endnu.

Selve opbygningen af hverdagen minder om den i Upernavik, hvor vi møder 8-16 og derefter er der en, som har rådighedsvagten. Man har valgt at sætte mere fokus på færdslen heroppe og derfor er der to, som skal møde 14-22 og lave færdselssager. Så er der en, som har dagvagten, hver dag og sidder i ekspeditionen, hvor er kommer mere end en til to personer om dagen, som i Upernavik. Men som I måske kan regne jer frem til, så får jeg ikke så mange rådighedsvagter her, Jeg har kigget lidt på min tid i Upernavik og kan se at jeg har haft rådighedsvagt omkring 40 % af tiden. Så der er luksus kun at skulle have vagten en dag af gangen hernede.

Jeg har haft rådighedsvagt to gange nu og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg får mere travlt her. Umiddelbart er der mange husspektakler her og jeg synes også stemningen her er lidt mere “ond”, men det havde jeg også hørt før vi kom. Folk her er meget bedre til dansk end de var i Upernavik og det var helt mærkeligt at have vagten med en del opkald, hvor jeg kun fik brug for en tolk en gang. Det var nu meget rart, synes jeg.

Den nye station. Vigtigt at den er muret.

Hyggemik med kollegaer. Niels-Henrik, Thomas og Anne.

Byen.

Nu er vi jo kommet til storbyen med omkring 4500 indbyggere, og vi har ikke været hele byen igennem endnu, men umiddelbart er der 3 supermarkeder og omkring 3 Spar butikker med åben fra 09 til 23 hver dag, så det er bedre forhold end i Ringsted. Der er også en del specialforretninger, men det kommer vi nok ind på senere. Der er vistnok 26 taxaer, som kommer susende hele tiden, så man kan ikke bare gå midt på vejen her, ligesom vi er vant til. Der er 4 hoteller i byen og den bærer meget præg af, at der er meget fokus på turisme.  

Rundt omkring byen ligger hundesletterne, hvor de ca. 4500 hunde står. 

Der er meget mere, men det må I høre om, når vi har fået udforsket byen lidt mere.

Vi er nået til nye indkøbs muligheder, så menuen er blevet mere spændende.

Se alle mulighederne og afstandene.

Brunch.

I dag har vi været til det første betalte “spis-ude” måltid siden vi tog afsted. Det var brunch på det bedste hotel i byen. Hotel Arctic. Og ud over at være lidt overvældende, var det i hyggeligt selskab med mange andre danskere og lækker mad. Overhovedet ikke dyrt og jeg tror Smilla kastede pandekager ind gratis. Der skal vi helt sikkert hen igen. De danskere vi var med, har gjort det til en tradition at tage derhen den første søndag i hver måned, så den håber vi nok også på. Hotellet er super lækkert og fungerer også som et fem-stjerner konference hotel, hvor mange nationale møder bliver holdt.

Hov, det var jeg lige ved glemme.

Huset. Vi er hår fået et hus lige ud til vandet, det er et ældre træhus med stor stue, køkken tre værelser og badeværelse. Vi har fundet ud af, at vi vist blev lidt forkælet i Upernavik, hvad angår kvaliteten af huset, men her bliver vi forkælet med beliggenheden, så vi klager ikke.

Huset er et ældre hus, som er blevet udbygget af flere gange. Det er lidt svært for min indre håndværker ikke at lægge mærket til de ting, som kunne have være gjort "anderledes", men på den anden side set er det jo også praktisk, at gulvet i bade værelset giver sig, så man kan mærke, hvor alle de bærende bjælker ligger, så ved man jo, hvor de er. Da det frøs  omkring 15 grader i sidste uge, har vi også valgt at supplere varmen med et par varmeblæsere, da huset nok kunne have været isoleret bedre. 

Vores nye hus ved vandet.

Slap af hjørnet i stuen.

Vores ude-stue og udsigt set fra ovennævnte sofa.

Vores nye køkken.

Isbjergene i dag. -Nu med port

Trist nyt. 

Da vi kom til Ilulissat i torsdags mødte jeg en grønlænder, som jeg kender fra Upernavik, han glad og fortalte mig, at han netop havde købt en båd og var på vej hjem til Upernavik med den. 

Da jeg mødte på arbejde mandag, fik vi under mønstringen at vide at der havde været en SAR (Search and rescue)-opgave i weekenden, hvor 3 kollegaer fra stationen havde været ude med helikopteren og samle to personer op, da deres båd var blevet knust mod klipperne  på grund af motorstop. Det viste sig, at den ene person, ham som jeg mødte torsdag var den ene person og at han var død.

Det er svært at sætte ord på, men ihvertfald bliver man mindet om, at det er en barsk virkelighed, der er heroppe.

Vi har efterfølgende talt med nogle af vores venner i Upernavik og de fortæller, at byen er meget mærket af det. Det bliver lige pludselig meget nærværende, men samtidig er folk også klar over, at hverdagen skal gå videre og det desværre er en del af de vilkår, som der er ved at leve så tæt på naturen, som de gør her.

Vores tanker går til Upernavik.