Julen og mørket kommer.

Juleklip på stationen

Vi kunne alle sammen sidde i "garagen" og det blev en god eftermiddag.

Nu er det blevet december og vi er så småt gået i gang med juleforberedelserne. På stationen har vi holdt juleklip med stor tilslutning. Der var dog nogen, som brugte mere energi på at tømme gryden med gløgg end på at klippe juleklip, man må jo gøre det, man er bedst til.

Grønlands kommandoen kommer forbi vores stue. De benyttet til tider til SAR opgaver. 

SAR i isfjorden.

Der er trænings center i byen, som bliver brugt,  når der er tid til det. Da jeg en aften var ude at træne med Thomas, som havde vagten, blev han ringet op af en kvinde, som havde talt med sin mand, som var fanger. Han sad i en lille åben Pocca jolle (Grønlands volkswagen) ude i isfjorden, og nu var der is hele vejen rund om båden, så han kunne ikke komme ud.
Vi tog til stationen, hvor stationslederen Karl blev tilkaldt.

Overisning af færgen allerede inden vi tog afsted.

På stationen blev det besluttet, at vi skulle ud og hente fangeren, da han havde fortalt, at han i flere timer havde forsøgt at komme fri og det frøs omkring 20 grader, så han var i reel livsfare. Nu skulle det besluttes hvordan. Valget blev, at vi chartrede en mindre passagerfærge, da den havde stålskrog og kunne mose sig igennem en del is uden at gå i stykker. Vi havde også overvejet en helikopter, men den var for langt væk og vi var også ret sikre på, at det ville være svært at overbevise fangeren om, at han skulle efterlade sin jolle ude i isfjorden.

En udfordrende is-mængde at skulle igennem.

Kl. 23 tog Karl og jeg afsted. Da isfjorden ligger lige rundt om hjørnet gik der ikke lang tid før vi var ved den første forhindring, nyis. Det var heldigvist ikke ret tykt, ca. 2-4 cm, så det kom vi nemt igennem.  Temperaturen var markant lavere "derinde" pga. alle isbjergene. Efter ca. en halv km var der igen åben vand, da vi havde sejlet et stykke tid begyndte der at komme grødis. Vi ringede fangeren op, som havde mobiltelefon med og der var heldigvis mobildækning, han fik forklaret skipperen, at han befandt sig et godt stykke inde i isen. Jeg kiggede på Karl og vi blev enige om, at vi ihvertfald ikke kunne sejle gennem isen helt ind til ham. Isen var her ca. 10-20 cm tykt. Det var skipper åbenbart ikke helt enig om, for umiddelbart efter satte færgen igang ind gennem isen. Man kunne godt mærke, at færgen måtte arbejde for at komme igennem og skipper måtte da også vælge en rute, som ikke gik direkte mod fangeren, for at være sikker på, at vi kunne komme ud igen. Da vi var kommet et stykke ind i isen, sagde Karl, at jeg skulle være klar over, at det godt kunne ende med, at vi kom til at sidde fast derinde også. Spændende!
Derefter blev der fundet overlevelsesdragter frem til Karl og jeg, for vist noget gik galt, var det vores opgave at hoppe ud på isen og hente fangeren.
Heldigvis gik godt og kort efter var vi henne ved fangeren, som under ingen omstændigheder ville forlade sin jolle. Vi skulle bare sejle foran, så sejlede han bagefter, her kan man vist godt tillade sig at tale om barske arbejdsforhold. Det skal lige nævnes, at fangeren var sejlet derind for at sætte sine langliner og der var ikke noget is, da han sejlede derind, men forholdene i isfjorden forandrer sig utroligt hurtigt.

Den lille gule klat forude er fangeren, der er glad for at se os.

Ca. kl. 0100 var vi hjemme igen med en god fornemmelse i kroppen over, at vi formentligt havde været med til at redde fangerens liv. Han fortalte, at jollen var begyndt at knirke højt og den gav sig på grund af presset fra isen, så han var glad for at se os.


Mørket kommer.

Nu er det ved at gå op for os, at det ikke bare er noget grønlænderne finder på, når de siger at solen forsvinder. Kl. er lige nu 09.12 søndag morgen og det er stadig mørkt udenfor. Det bliver lyst omkring kl. 10 og mørket kommer omkring kl. 14, så det er nogle korte dage. Vi ser ikke længere solen fra huset, den er gemt bag bjergene. Til gengæld står månen højt på himlen kl. 12, så det er den omvendte verden heroppe. Den 23. december er den korteste dag og der er flere grønlændere, som siger, at det bliver hårdt, inden vi når dertil. Jeg tror nu, at det bliver lidt nemmere for os, da vi er indstillet på det og det er en slags oplevelse for os. For grønlænderne er det jo noget, som de skal igennem hvert eneste år. Men det kan være, at vi bliver klogere.

Det fantastiske lys ved solens op- og nedgange.

Smillas jul.

I år har Smilla meget større forståelse for begrebet jul og hun synes, at det er et fantastisk koncept, at man kan hænge en julestrømpe op og så er der gaver i den hver dag. Anne og Smilla har talt meget om, at når det bliver jul, så kommer morfar, så nu mener hun, at det snart er ved at være tid til at han dukker op. Men vi må lige vente 11 dage mere. Vi er også begyndt at se mange flere børn end vi havde mulighed for i Upernavik. Vi har mindst én legeaftale om ugen og Smilla nyder det. Der er nogle dejlige børnefamilier her, som har budt os godt velkommen.

Smilla er henne og mærke på sokken flere gange om dagen.

Annes friaften.

I fredags var der et arrangement på det bedste hotel i byen, Hotel Arctic. En fejring af rødvinen, Beaujolais Nouveau med masser lækker pølse og franske oste. Søren ringede en dag i forrige uge hjem til mig (Anne) for at spørge om det var noget jeg havde lyst til at komme med til, for så mente han, at det var ved at være min tur til at komme ud og vifte med ørene og han ville blive hjemme og passe Smilla. Øhh, ja det tror jeg da nok, jeg gerne vil. Og det var en skøn oplevelse. Hele stemningen var perfekt og jeg var afsted med nogle af Sørens kollegaer. Heroppe er man lidt ligesom en stor familie, fordi vi alle sammen har kære venner og familie derhjemme. Så kan vi holde lidt sammen og hygge med hinanden. Vi startede med at se premieren på den sidste film i en madprograms udsendelse, som er lavet i hele Grønland. Det er ligeså meget en naturfilm og bestemt et besøg værd. I kan se udklip fra filmene her: Taste of Greenland. Alle film kommer til at ligge samlet på deres hjemmeside til foråret. Lidt mere baggrund om programerne kan ses her: Blog om Taste of GL. Filmen sluttede i Ilulissat og vi sad alle sammen med et stort smil på læben over, at det er her, vi har fået lov til at være. Der efter var der hyggemad og vin ad libitum. -Lige for morens smag. Søren var derhjemme og passede også Selma som er en kollegas datter. Så kunne jeg sidde med Selmas forældre og blive enige om, hvor godt vi havde det. Det er lidt syret at man kan finde sådan en "luksus" 300 km nord for polarcirklen. Men man mærker virkelig, at der er nogle, der gør en kæmpe indsats for byen og mulighederne her, som er helt i top. Det nyder vi godt af :O)

Selma ("Semla", som Smilla kalder hende) og Smilla hygger inden sengetid.