Ilulissat, here we are.

Lige et hurtigt indlæg til alle jer ventende derhjemme. Vi kom med en lille forsinkelse til Ilulissat i torsdags i bulder-mørke. Første stop var et KÆMPE supermarked (føtex størrelse, red.) hvor det heldigvis var lige inden lukketid kl 19 og næsten mennesketomt. Ja, jeg ved da ikke hvor meget jeg ville være gået i panik, hvis der havde været andre end os. Det var helt vildt. Vi kunne få lige præsic det vi ville og meget af det var slet ikke over sidste salgsdato. Nye tider for os, men en forsigtig tilvænning til DK. Vores hus ligger 100 m ad en badebro-lignende sti bag politistationen og er stort og hyggeligt. Der er indlagt vand og dermed også alm wc (som løber de 20 m ned til havet lige nedenfor stuen). Fredag gik vi spændte og ventede på, det skulle blive lyst, så vi kunne se, hvor vi skal bo de næste fire mdr. Og det skuffede ikke. Ja, hvad synes I selv? Fra vores (ude)stue. Jeg kan nu se, hvorfor nogle sværge til at ville bo ved vandet. Det er bare noget helt fortryllende over ustyrlige bølger og fredelige fugle. -De eneste dyr jeg indtil nu har set herude på klipperne ud over hunde, der løber rundt for at finde mad.
Søren er startet op på den meget større og mere travle station og weekenden blev brugt på at pakke vores flyttekasser ud, så hjemmet nu er vores. Eller mest Smillas, som I nok forstår... Jo, vi er på plads og sender snart flere nyheder fra storbyen.

//Anne

hvidhvalsmik, SAR, afskedsmik og 2 x hyggemik

Så er det tid til det sidste indlæg fra Upernavik. Tiden er fløjet afsted siden vi begyndte at tælle uger. Og nu er det allerede i morgen. Vi er ved at have pakket vores rygsække og kilo'erne er talt op. Vi håber på en lille smule god vilje fra de søde Air Greenland damer i lufthavnen ellers rykker vi til plan B.
Det skal stå på en masser dejlige "mikker" her til sidst fra den lille by. Fuldstændig Upernavik-like, som har været et hyggeligt sted for os at bo.
I onsdags var der en "i familien" (Sørens kollega's kærestes familie -same, same) der havde fanget en hvidhval -helt frisk. Så der var hvidhvals-mik. Sådan som man kunne tænke sig det foregik i "gamle dage", når en fanger havde haft held på havet; "I skal alle sammen have fornøjelsen af, at vores familie har fanget noget." Søren var der til frokost tid og spurgte om Smilla og jeg måtte komme forbi senere, for at se synet af en hel hval skæret op og delt. Og det var dette billed der kom os i møde, da vi kom ind af døren.

Hvidhval midt i gangen.

Det var noget virkelig lækkert mad de havde lavet, selvom man knap kan se, at der er taget noget af hvalen. Mattaq som vi efterhånden har smagt et par gange, var den bedste vi har fået indtil nu. Nok lidt fordi vi er ved at vænne os til det, men også fordi den var i virkelig verdensklasse, når den er så frisk og fra en lille hval (ja, det er da en lille hval det der...).

Dens smukke store hoved med det lille øje.

Far Søren skulle på en eftersøgning i torsdags og tog billeder fra helikopteren. De savnede personer, der havde været for længe væk, padlede i land og en af de afsøgende både fandt dem. I sådan en situation bliver det meste af bygden sat i gang med at lede.
Som I kan se på billederne er det ved at være koldt heroppe. I morges, da Søren gik på arbejde, var der minus 11 grader. Det er også en af grundene til at eftersøgningerne bliver taget endnu mere alvorligt, man skal have meget udstyr med sig, hvis man skal klare sig i naturen nu.

Indlandsisen er ved at gøre klar til vinteren.

Havisen er så småt begyndt at lægge sig.

Og de store isbjerge er tilbage.

Så blev det søndag og vi inviterede til afskeds-kaffemik for alle dem vi har lært at kende. Det var en meget hyggelig dag og vi kommer til at savne dem alle sammen.

Vi havde lavet fem forskellige slags kager plus Farmors brune lagkage, som var en fødselsdagsgave, der kom med posten til Søren. Den ene af dem gemte vi til denne kaffemik og den blev taget imod med kys"munde"

Ud over kage havde vi lavet champagne suppe og dejlig sushi. Alt sammen med stor succes.

Første hold gæster: Mig, Merry Ann, Inga (kan man ikke se), Duda, Poul-Erik, Gina, Haldora (kan man næsten ikke se) og Lotte.

Andet ryk: Nicky, Steffen, Gina, Mine, Atsiannguaq, Niels Henrik. Esra og Ricco var også med, bare ikke på billedet.

Merry Ann har forelsket sig helt i Smilla og nogle gange er det gengældt ;)

I går spiste vi aftensmad hos Haldora og Akku. Det var endnu mere hyggeligt og befriende ikke at skulle lave mad selv i vores efterhånden meget sparsomme pakke-hjem. I aften er vi så heldige, at være blevet inviteret ned til Lotte, som er sundhedsplejeske på sygehuset. Dejligt.

Hygge mik hos Haldora og Akku: deres søn, Edvard, Niels Henrik, Søren, Akku og lidt af Atsiannguaq.

Smilla, Haldora og Atsiannguaq hygger med iPaden.

Det bliver nok sidste omgang leg med Atsiannguaq i denne omgang.

Og så er det altså i morgen vi skal sige farvel til skønne, charmerende Upernavik. Det bliver nok temmelig hårdt, så det kan vi vende tilbage til, når næste kapitel af Vores Grønlands Eventyr starter i den nye store by :O)

Nå, ja og så er det ved at være mørkt. Dette billede er tager omkring kl 21 af Søren på vej hjem fra badminton.

Fars fødselsdag

I går var det Fars fødselsdag og vi fejrede ham så godt vi kunne, selvom det nok var en lidt roligere dag end det ville have været, hvis vi var hjemme i DK. Men vi bestemte jo selv. Hvis vi havde holdt kaffemik for det halve af byen havde det nok været en anden sag. Det har vi imidlertid "udsat" og slået sammen med et afskeds-kaffemik på søndag. -Det vender jeg tilbage til.

Sne-klædt og parat.

Men altså, Far. Han blev vist et sted mellem 24 og 30 år, men vi tæller ikke rigtig mere. Efter dejlig lang morgenmad med gaver skulle han jo på arbejde. Niels Henrik, som var den eneste ellers på stationen den dag kom med hjem til frokost. Og til aftensmad var der bøffer på menuen. Han havde en dejlig dag og siger tak til alle der ringede, skrev og sendte kort (og specielt til Farmor, der havde sendt fødselsdagskage med posten). Smilla var helt overpå og hun kan ikke rigtig mærke, hvem der er fødselsdagsbarn, så det er jo dejligt.

Idag er det Fars fødselsdag, hurra hurra hurra. 

Far får pigge til støvlerne, så vi slipper for flere stunts på isen.

Smilla havde lavet håndaftryk til magneter til kæleskabet.

Og så var der huen, som Smilla har været forelsket i lige siden hun prøvede den første gang i en lille butik her i byen. Heldigvis var det fars str. så han kunne få den i gave.

Solen er efterhånden ved at trække sig tilbage og det går vildt hurtigt. Jeg kan mærke det fordi jeg hver mandag er til zumba kl 19 og der er faktisk ikke mere lys tilbage, så det aftaget meget på en uge. Søren mærker det, når han går på arbejde om morgenen. Men dette giver nogle helt fantastisk solnedgange, som I kan se på billederne. Smilla kan lege i sneen det meste af døgnet, hvis hun fik lov og hun bemærker stort set ikke mørket eller kulden. Så hun er ved at blive helt grønlandsk. Vejene er begyndt at myldre med de flade transportmidler (læs: kælke i alle afskygninger) efter kl 15 og hele weekenden, så Søren skal efterhånden se sig godt for, når han kører i bil. Børnene kælker naturligvis på vejene fordi der (som vi før har omtalt) står hunde mellem husene, så det er faktisk det sikreste sted. -Altså når der ikke kommer en bil... Vi har ikke hørt om sådanne ulykker heroppe, så det sker nok bare ikke. Man kører jo ikke stærk i kælkesæsonen alligevel.

Solnedgangens smukke farver.

-Matcher flyverdragten.

Sne vejret anden gang det kom.

Smilla har lært at lave engle.

-Og kan næsten ikke komme hurtig nok op igen for at se den færdig.

Vi har fået sne, men det kan ikke rigtig beslutte sig til om det vil blive liggende. I går var det tø-vejr og det mister vi en del sne på. Det er meget anderledes end sidste år, hvor sne og storme var gennemgående fra midt i september. Og det frustrerer de lokale, for de frygter, at havet igen i år heller ikke fryser ordentligt til, så hundeslæden må blive hjemme. Men ingen ved det med sikkerhed endnu.

Der bliver tørret fisk til vinteret.

Hundene som vi før har fortalt om på bloggen er efterhånden blevet nogle rødder, men stadig søde.

Vores Upernavik-tid er på vej ind i sin sidste uge. Vi tager af sted næste torsdag d. 25. okt., hvilket er om blot 9 dage. Vores kasser er kommet godt afsted, så lige nu skulle vi helst ikke have mere i huset end, hvad der kan være i vores bagage. Og det krydser vi så fingre for ikke er mere end 60 kg inkl. Smillas seng. -Det er nu det mindste problem.
Vi kommer virkelig til at savne alle de dejlige mennesker, vi har mødt her. Upernavik vil jo altid være VORES Grønland, fordi det er vores første sted. Alle de første indtryk er kommet her og vi har taget kultur-chokket her. Men vi må se i øjnene, at når vi tager herfra er chancen for at se mange af de personer igen meget lille. Og måske kommer vi aldrig tilbage til Upernavik igen. Derfor vil vi også gerne sige ordentlig farvel med en nok lidt fordansket kaffemik på søndag for alle dem, vi har lært at kende på de fem måneder, vi har været her.

Et nyt eventyr starter jo så herefter. Og vi glæder os meget. Vi er helt sikre på, vi vil tage imod de flere muligheder og tilbud, som Ilulissat byder på, nu hvor mørketiden lister sig ind på os. Men det bliver et kulturchok i sig selv at komme til et sted med asfaltere veje (måske endda striber), hele 10 dagligvare butikker, restaurenter og en lille biograf. Derud over skal vi ikke hilse på alle vi møder, når vi går tur og nok til at tage bussen, når vi skal "langt". Byen er meget større i både areal og befolkning, hvilket nok også kommer til at betyde noget i forhold til Sørens arbejde, men det vil han helt sikkert vende tilbage til senere.

Nu må vi hellere komme ud i sneen inden den helt forsvinder.

//Anne

Snestatus og kassepakning

Efter en mindre forsinkelse med et par dages regn er vi nu oppe at køre igen med det dersens sne. Billedet viser hvor meget der kom igår. Hele byen har været uforstående og lidt fortvivlede over at bliver snydt, fordi sneen har ladet vente sådan på sig. Men lad os håbe det får lov til at blive fra nu af og at vi skal bruge kælk i stedet for klapvogn. Tak til de tidligere beboer af tjenesteboligen for det fine udvalg af alle slags kælke:0) Vi håber, vi får brug for dem alle sammen inden vi skal sydpå om tre uger. Som I kan se er vi gået i gang med at pakke de vigtigste ting ned. Den har kasse er Fars.
God weekend til jer alle sammen.

Sneeeee....

Så kom det! Hele Upernavik har fået dyne på og idag er det vist det, man kalder heldags snevejr. Her bliver bare så fint og vi har taget en snebold med indenfor for at forklare Smilla hele dette nye hvide koncept. Hun har en fest og vi andre tænker bare på ikke at falde på rø....

//Anne

Ilulissat

Vores nye by står og venter. Det her billede har Farfar taget, da de havde en overnatning på vej op til os.

I skal til Ilulissat, blev endelig det dejlige svar vi fik på forlængelsen. Vi er meget spændte og glæder os. Det er en ny by med nye muligheder og generelt lidt mere at lave, når mørket kommer ind over landet. Vi skal afsted d. 25. oktober og det tager kun 1½ time at flyve de 300 km sydpå. Inden da skal vi have sendt det meste af vores grej derned, så to-tre uger inden afrejse bliver der lidt tomt i huset. Men Smilla er jo nu blevet så stor, at hun skal have et sæde selv og dermed også 20 kg bagage. Så mon ikke vi klarer det. Det bliver i hvert fald nemt at pakke det sidste til flyet, for det er bare ”resten” vi skal have i taskerne. Vi har allerede fået diverse tilbagemeldingerne på, at vi skal til ”storbyen” fra forskellige folk. Nogle lokale her i byen siger at vi skal forberede os på en meget stor by. Mange siger dog også, at vi skal glæde os til, at der er lidt mere at lave og netop i dag har vi snakket med en kollega, som fortæller om tumlinge aktiviteter i Ilulissat’s hal hver weekend. Så mørket kan bare komme an. Vi vil prøve, om Smilla kan få nogle timer i institution og at Anne måske kan få nogle vikar timer på de to skoler, fritidsklubber o.l. i byen. Vi skal selvfølgelig nok holde jer opdateret med alt det nye og spændende, der kommer til at ske. Julen bliver helt sikkert hvid for os og dejlige Morfar har meldt sin ankomst, så vi ikke skal sidde alene og kæmpe om mandlen i ris a la manden.

Vores dejlige by og ø, Upernavik, som det ser ud, når man er på helikoptertur i højt solskin.

Vores hus er nr B-884, det grønne hus på toppen.

Et lille orienteringskort over Upernavik. Når alt skal skrives ned er der pludselig meget at se. Afstanden fra vores hus til heliporten er ca. 1,5 km.

Kaffemik gange tre

Vores gode veninde Merry Ann havde fødselsdag og inviterede os på filippinsk kaffemik med fiskesuppe, stegte nudler med muslinger, hjemmelavede forårsruller, chicken curry, hotwings, ris, spagetti bolognese og selvfølgelig matteq (hval hud+spæk). Det var en rigtig hyggelig aften, hvor der var lagt op til at vi gerne måtte blive længere end de typiske to-kopper-kaffe-tid.

En anden dag, hvor vi var nede at handle i butikken, kom en grønlænder hen til os og sagde til mig, ”nu er du jo betjent med mange stjerner i dit skilt, så hvis du kan regne ud af, hvor jeg bor. Så er der kaffemik hos mig i eftermiddag. Heldigvis nåede jeg at få at vide, at det var på grund af hans barnebarns fødselsdag, at der var kaffemik. Men sådan kan man altså også blive inviteret heroppe. Anne vidste, hvor han boede, så da Smilla havde sovet, gik vi alle til kaffemik hos Nikolaj, som vi fandt ud af, at han hed. Det var, som altid, meget hyggeligt med tonsvis af mad. Det første Nikolaj sagde, da vi kom ind var, at hvis vi havde lyst til mad skulle vi bare tage, men at det også var okay at gå direkte til kaffen. Vi valgte det sidste, da klokken var halv fem.

Vi har også været til kaffemik hos Esra’s forældre igen, da Esra´s søn Rico blev 5 år. Der var også her masser af mennesker og masser af mad. Heldigvis havde Esra´s far fanget en hval tidligere på ugen, så der var Matteq til alle, vi sprang dog over denne gang, men fik meget andet i stedet, blandt andet et stykke af en fiskelagkage. Hvor ellers end på Grønland kan man få det?

Sådan ser en entre ud, når man har inviteret til kaffemik.

Fiskelagkagen bestående af laks, hellefisk, torsk, mayo, toastbrød, rejer og grønt.

Glade Niels Henrik på besøg hos nogle bekendte, der havde helt friskfanget narhval hvor dette er matteq'en -det rå hvaldhud og spæk. Søren smagte også frisk rå narhval lever.

Vores eget forsøg på "matteq" -sushi med kingcrap, laks, rejer og stenbidderrogn. Mums.

Helikoptertur

Da vi mandag skulle til en politiopgave, som skulle løses den dag, i en af vores bygder, skulle jeg sørge for transport. Normalt chartrer vi en båd, men da der ikke var tale om personredning (nødværge) skulle båden være passagergodkendt og den eneste båd heroppe i Upernavik, som er passagergodkendt er en gammel kutter. Det var derfor ikke hensigtsmæssigt at sejle. Vi fik i stedet godkendelse fra ledelsen til at leje en helikopter og så af sted. Det var en meget flot tur med perfekt vejr. Efter 3 timer var jeg retur i Upernavik igen og politiet var 59.000 kr. fattigere. 

Far Søren på helikoptertur.

Bjergene har ændret farve siden bedsterne var afsted med mor, Anne, i midten af august.

Endnu et mystisk isbjerg. Hvis nogle kommer til at mangler billeder af isbjerge, skal I bare sige til. Vi har ca. 100 nu og mon ikke det tal stiger væsentligt i Ilulissat.

Badminton i hallen

Søren er begyndt at gå til badminton sammen med personalet fra sygehuset oppe i den nye hal. Det er desværre så sent, at Smilla og Anne normalt ikke kan være med, men i tirsdags spillede de kl 18 og krudtuglen og Anne tog med og spillede bold. Den nye sundhedsplejeske på sygehuset har undervist i tumlinge bold og Smilla havde det som blommen i et æg med ny stimuli og masser af opmærksomhed. Tirsdag aften var også sidste aften for vores kære Rikke, jordemoderen på sygehuset. Så vi tog hjem til B-884, det grønne hus på toppen for at sige ordentlig farvel. Det var meget hyggeligt og det var lykkedes Anne at finde en masse grønt i butikken, så vores tortillas buffet var helt dansk i farverne.

Da vi havde spillet badminton sidste fredag , inviterede vi til hyggemik hos os, hvor de to sygeplejersker, Søren og Poul Erik og den nye sundhedsplejerske, Lotte, deltog. Det var en hyggelig aften, som blev afsluttet med, at Søren sygeplejerske og jeg, Søren, tog på Tavern, så fik jeg også prøvet det. Det var faktisk meget sjovt, der var masser af ”stive” grønlændere, som var væsentligt mere snaksalige end normalt. Taxamanden, Jan, ville meget gerne snakke, men jeg måtte flere gange gøre ham opmærksom på, at jeg ikke forstod, hvad han sagde, da han blev ved med at snakke grønlandsk til mig.

Så kom hvalerne

I går lørdag fik vi endeligt set hvaler, de svømmer rundt lige udenfor byen. Anne så dem først på en lille gåtur til butikken om middagen og senere så Søren dem fra Niels Henriks hus. Der var mange haler og sprøjt at se og det viste sig at være pukkelhvaler. Det var dejligt, det endelig blev vores tur til at se dette stykke natur, for vi er lidt usikre på om det er blevet for koldt til at se dem, når vi kommer til Ilulissat om en måned.

For dem med gode øjne kan man se et blåst fra pukkelhvalen lige ovenover olie tankene.

Smilla er endnu engang tilskuer til en lokal fodboldkamp. Denne gang var det børn og ynglings Atsiannguaq der spillede.

Vejr, vind og solnedgange

Så er det endelig blevet tid til et indlæg igen. Det har ladet vente lidt på sig, da vi afventer besked om, om vores ophold her i det grønne – snart hvide – skal være længere end de planlagte 5 måneder. Vi venter stadig på den endelige besked om, hvor vi skal hen, men beskeden er nu noget frem til, at Søren skal arbejde i Grønland indtil 28. februar 2013. Så en forlængelse er det blevet til. Vi håber på at skulle til Ilulissat, men det brev afventer vi og I hører naturligvis nærmere, så snart vi for besked. Så JUHU, tillykke til os. Vi holder meget af livet heroppe og ser det som en gave, at vi kan få lov til fire måneder mere end først planlagt.

De små fugler lever godt af mit hjemmedyrket purløg, som var på karantæne udendørs en dags tid. Nu lader jeg den bare stå. -Det ligner lidt at en af dem er i gang med at pølle på det hele...

Vores natteklare datter ved siden af vores livline til familien i DK. Vi ser hendes album igennem flere gange om dagen, så vi har styr på alle. Nogle af dem ringer vi til - i mere eller mindre "rigtige" telefoner.

Smilla med én af sine mange hunde-baby'er og så hendes gode ven Atsiannguaq på cykel.

Efteråret er imidlertid sat ind og vinden er blevet kold. Der er skyet mange dage og i dag har det for det meste regnet. Men trist som i Danmark er det ikke rigtigt. Jeg tror det er den manglende vind, der gør forskellen. Vinden bidder lidt i kinderne heroppe, men den går ikke igennem marv og ben som i Danmark, når vi har efterårs-storme og regn. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal komme og der går heller ikke længe før vi får sneen at se. Det ligger i hvert fald i kortene, at det er det, alle ligesom går og venter på.  Indstillingen er ved at være lagt til at få fanget de sidste fisk/hvaler/moskus inden kvoten lukker, så fryseren kan blive fyldt op.

Smilla hjælper tit med vasketøjet. -Det er mine bunker til venstre, hvis nogen skulle være i tvivl. Og så øves der brydning med far længst til højre i billedet.

Den drilske tåge sneg sig ind i dette smukke billede med et sejlskib, der var på besøg i Upernavik for en måneds tid siden.

Solen går efterhånden også ned et par timer omkring kl. 24 og så er her totalt mørkt. Dagene forkortes med ca. et kvarter om dagen, så det kan tydeligt mærkes i forhold til det evige lys vi var ved at vænne os til. Når solen er ”fremme” ved nedgangstid giver det et meget flot lys med røde, gule og orange farver 20 min. inden solen er gået helt ned bag horisonten. Det er utrolig smukt og vi tager næsten billeder af det hver gang. Mht. vores søvnmønster har det ikke rigtig ændret sig i takt med mørket. Vi har haft (total-)mørklægningsgardiner lige fra starten og det har været godt specielt for den mindstes forståelse af sengetider. Så intet nyt der for os, men mon ikke der er nogle grønlændere, der er glade for endelig at kunne lukke helt ned og få sovet rigtig?! Vi er ved at forstå, at der på et tidspunkt er mørk 24 timer i døgnet, selvom det stadig er meget fjernt for os. På det tidspunkt er vi højest sandsynligt længere syd på, hvilket gør en kæmpe forskel på længden af mørkeperioden. I Upernavik (700 km nord for polarcirklen) varer mørket fra d. 4. november til 3. februar. I Ilulissat f.eks. (350 km nord for polarcirklen) er perioden fra d. 26. november til d. 13. januar. Sammenlignet med Nuuk (400 km syd for polarcirklen) findes mørketid ikke, men den korteste dag varer blot 4 timer. Det forbløffer mig stadig hvor stort landet er og hvilke indvirkninger det har. Det er jo lidt af en forskel, men jeg tror henrykkelsen er den samme, så længe man har været uden sollys i så lang tid. Det glæder vi os til at opleve, da det er en vigtig faktor til rigtig at forstå den grønlandske kultur.

Moskus hovederne ses efterhånden nogle steder i byen. Mange fangere lader dem dog ligge i naturen, da de ikke vil bære dem hele vejen fra fangst-stedet tilbage til båden. Det er ikke længere så attraktivt at sælge kranie og horn som før i tiden.

Solnedgang i sidste uge fra vores stuevindue.

Og til sidst vores egen solstråle, som brager afsted i sin udvikling. I dag talte hun helt problemfrit til seks ærter inden jeg fik nr. 4 at spise. Hun skal have den største ros som medrejsende på vores eventyr.