Carl, Smilla, Anne og Søren er igen i Grønland. Vi har været afsted før, hvor vi var i Upernavik og i Ilulissat. Denne gang er vi taget til Nuuk.
Du kan følge med i vores eventyr herinde. Vi glæder os til at vise jer, hvad vi oplever.

søndag den 26. august 2012

Lidt arbejdssnak.

Efterforskning.
Heroppe foregår efterforskningen på en noget anden måde end i Danmark.  For det første eksisterer der ikke en stikkerkultur heroppe, så hvis de har hørt, at en person pludseligt har fået penge eller andet, så kommer de ofte forbi stationen og fortæller at det undrer dem. Når vi så taler med den mistænkte, så lyver de meget sjældent. De indrømmer, hvis de har gjort noget forkert, og de fortæller også, hvis der har været andre med til forbrydelsen. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at de også godt kan finde på at indrømme noget, som de ikke kan huske, alene af den grund at politiet taler med dem om det. Jeg har flere gange oplevet, at en person har været så beruset, at han ikke kan huske noget og alligevel indrømmer forbrydelsen.  Så må man i gang med at vejlede om, at de ikke kan erkende noget, som de ikke kan huske.
Sporsikring.
En anden væsentlig forskel, er at man ikke har samme ret til at tage DNA heroppe, man må f.eks. ikke tage mundskrab. Hvis man skal bruge Dna, skal man tage det fra en blodprøve, så det kræver lidt alvorligere kriminalitet end i Danmark. Jeg forsøgte at tale med min kollega, Esra, om, om vi ikke skulle sikre fingeraftryk og tage foto af vores gerningsmænd. Han var meget uforstående og sagde, at hvis jeg gerne ville skræmme gerningsmanden med det, kunne jeg da godt gøre det, men ellers kunne han ikke se grunden til det. Han mente ikke, at det var nødvendigt, fordi folk altid indrømmer, hvad de har lavet. Af samme grund er det også meget sjældent, at der bliver sikret fingeraftryk på et gerningssted.

Udsigtsbillede fra lufthavnen
Adressesøgning.
Det kan godt være lidt svært at finde folk på deres adresser heroppe. For det første er det ikke alle, som kender vejnavnene, da der ikke er vejskilte, så man skal have et kort, hvor det står på, for at vide det. For det andet, så er husnumrene opdelt på den måde, at alle huse har et B-nr. (bygningsnummer). Disse numre ligger ikke ved siden af hinanden, nej, de er udleveret efterhånden, som husene blev bygget. Så det ældste hus har nr. 1 og det nyeste hus har det nummer, som man er nået til. Jeg tror, at de er nået til omkring nr. 1800 heroppe i Upernavik. For, at gøre det ekstra ”nemt”, har man også valgt, at de huse, som ligger de ni bygder også indgår i denne rækkefølge. Derfor er det meget vigtigt, at få et pejlemærke, når folk anmelder f.eks. husspektakler, hvor de godt vil have politiet lidt hurtigt frem. Når vi skal finde en person, plejer vi, i stedet for at lede efter adressen, at køre en tur i byen, så plejer vi at møde personen eller en, som kender personen. Hvis vi mod alt forventning skal bruge adressen, så kører vi ned på posthuset, hvor vores reservebetjent, Nicky, arbejder. Han kender alle adresser i byen ud fra B-nr, og kan fødselsdatoen på de fleste, så det er meget praktisk.
Kommunikation.
I hverdagen er det som regel ikke noget problem, at tale med folk, da jeg ofte har en grønlandsk kollega med. Problemet opstår på rådighedsvagterne, hvor jeg har telefonen med hjem. Når den ringer, er det helt sikkert, at folk starter med at tale grønlandsk. Når jeg så har spurgt dem et par gange om de taler dansk, så kan halvdelen gøre sig nogenlunde forståelige på dansk, eller finder en anden, som kan tale dansk. Ellers må jeg vurdere ud fra tonefaldet og baggrundslyde, om det er noget, som jeg skal skynde mig ud til. Heldigvis er tallene de samme på dansk og grønlandsk, og det er B-nr også, så derfor er man nogenlunde hjulpet, når man har det. Hvis alt går galt er nødløsningen, at sige NUUK 321448, så ved folk godt, at de skal ringe til vagtcentralen i Nuuk, hvor der altid sidder en grønlandsktalende kollega. Derefter ringer de tilbage fra Nuuk og fortæller, hvad anmeldelsen går ud på.

Is kan have mange former
Færdsel:
Da vejene heroppe er mere hullet end en polsk grusvej, sætter det sine naturlige begrænsninger. Loven siger, at man må køre højst 40 km i timen med mindre, at andet er skiltet. Men i Upernavik kører man sjældent mere end 30 km i timen. Udrykningskørsel foregår med 40 km i timen, har jeg hørt, for jeg har ikke kørt udrykning endnu. Fodgængerne og legende børn har førsteret til at være på vejen, derfor må de 81 køretøjer, som er indregistreret heroppe, køre efter forholdende. Jeg skulle lige vænne mig til, at folk ikke flytter sig, når der kommer en bil og hvis man har et ærinde i et hus, så stopper man bare bilen, og går ind. Så er det bare ærgerligt, hvis andre ikke kan komme forbi, de må jo vente til man skal videre. Så er det jo godt, at arbejdsbyrden ikke er alt for stor heroppe. Grunden til, at de legende børn har førsteret til vejen, er egentligt simpel, bare ikke ud fra ”danskerlogik”. Børnene leger på vejen, fordi der kan være hunde bundet på de grønne arealer, og det kan altså være meget svært at få øje på dem. Jeg har et par gange fået meget travlt, da en sten foran mig, pludseligt gav sig til at gø af mig. Hundene heroppe bliver anset for vilde dyr, på lige fod med ulve, og folk er derfor bange for dem. Om det er overdrevet ved jeg ikke helt, men jeg har nu klappet et par stykker, som var meget fredelige. Med hensyn til kørslen, så er den største synd heroppe, at tilstænke folk med vand fra vandpytterne, og når man tænker på, at mange af vandpytterne er spildevand, fra husene der af logiske grunde ikke er kloakerede (klipper og permafrost) , er det vel meget forståeligt. Da der to gange var blevet ringet til stationen, og folk havde klaget over, ham den nye, som havde kørt over 10 km i timen gennem en vandpyt, lærte jeg også, at køre MEGET langsomt gennem vandpytterne.
Færdselskontrol.
Vi har to gange afholdt færdselskontrol heroppe. Vi har dog ikke skrevet nogle bøder endnu, da kollegaerne synes det er lige i overkanten og da jeg ved sidste kontrol foreslog, at vi tjekkede folk for spiritus. Synes de, at det ville være et symbol på manglende tillid til borgerne, hvis alle skulle blæse i alkometeret, så kompromiset blev, at vi spurgte om folk havde drukket, og hvis de havde det skulle de blæse. Det gav ingen resultat, men der var nu heller ikke nogen, som virkede beruset. (det skal lige tilføjes, at jeg har taget en spiritussejler, som blæste 2,5 og ikke virkede specielt beruset, så nogen kan bære en ordentlig brandert flot). Færdselskontrollen består hovedsagligt af et tjek af bilerne. Hvis der er fejl, bliver fejlen påpeget og folk skal komme ned og vise bilen, når den er udbedret. Man kan dog ikke, som i Danmark, give folk et tidspunkt, hvor bilen skal være lavet inden. Det fandt jeg ud af ved den første kontrol, hvor mange af bilerne enten kørte på nedslidte dæk eller pigdæk. Dette havde den naturlige forklaring, at de skibe, som var ankommet siden isen forsvandt, ikke havde haft dæk med herop. De fleste dukker dog hurtigt op med deres biler, da de helst vil være på god fod med os.

Upernavik fra Heliporten
Selesager.
Selesager er et kapitel for sig heroppe. Det giver jo sig selv, at man ikke så godt kan kontrollere for seler, når bilerne bliver fyldt til bristepunktet både i kabiner, på lad og i varerum. Men når man så holder det op imod, at de kun kører omkring 30 km i timen, så går det også nok. Et andet tegn på, at seler ikke er brugt så ofte er, at det faktisk ikke er alle, som ved hvordan man tager en sele på, da der jo ikke er biler i bygderne. Så er man godt nok kommet langt væk fra Danmark.
Der er 81 køretøjer heroppe, som alle bliver brugt, så når der skal fragtes brandstof fra tankanlægget ned til havnen, så kan det jo ligeså godt foregå i en ambulance, når nu der er plads i den. Et andet tidspunkt, hvor bilerne bliver fyldt godt op, er når der kommer fly til byen, for byen ligger nede ved vandet og hele vejen op af et bjerg, hvor landingspladsen ligger oppe på toppen.
Den seneste tid har jeg haft nok, at se til, dels fordi stationslederen, Esra, har ferie, og jeg derfor er fungerende stationsleder og der følger en del administrativt arbejde med. Der er også lokalfodbold turnering i byen, hvor storbyen, Upernavik, og alle bygderne møder hinanden og der er ikke kun på fodboldbanen, hvor der er lokalopgør. Der er også om aftenen efter drikkemik. I Upernavik og bygderne bor der tilsammen ca. 3000 indbyggere, så det er ret imponerende, at de kan stille 16, 11-mands fodboldhold. Gad vide hvor mange hold en by af den størrelse kan stille i Danmark. En anden gren af politiarbejdet heroppe, som tager en del tid for tiden er, SAR operationen (search and rescue). Vi har i den seneste uge haft 2 SAR opgaver, den ene var en ældre mand, som ikke var kommet hjem til aftalt tid. Vi sejlede af sted i Sisak (politikutteren) og forventede, at være fremme indenfor 3 timer. Der kunne ikke lejes en helikopter, da der var tåget.  Inden vi nåede frem var han dog blevet fundet. Den anden opgave var en yngre mand, som ikke var kommet hjem og da der var blevet fundet baljer, net og andet i vandet var folk nervøse. Da vi havde chartret en helikopter, og næsten skulle til og af sted, ringede de fra bygden, at han var fundet på et isbjerg ude i vandet. Båden var gået ned, formentligt på grund af overvægt fra fiskefangst. Men han blev reddet, så det var godt. Jeg kunne nu godt have tænkt mig en helikoptertur, men den må jeg have til gode.

Vi slutter af med en næsten solnedgang

2 kommentarer:

  1. Kære Anne, Sørenog Smilla.
    Så begynder vores lille eventyr. Tirsdag morgen starter vi med Kangerlussuaq i 3 dage og 4 dage i Ilulissat. Vi var oprindeligt 21, men 2 er desværre stået af på grund af pluselig hospitalsindlæggelse. Vi skal ind på Indlandsisen i Kang. og ellers vandre rundt i fjeledene og nyde naturen og udsigterne. I Ilulissat står den på 2 sejlture dels på Isfjorden, dels til Eqi Gletcheren. Vi skal også vandre til Rode Bay og sejle hjem. Det bliver en heldags vandretur med spisning i lille nedlagt lager for hendengangne KGH. Vejre ser ud til at passe til det hele. Vi glæder os til grønlandsk mad (ikke sæl) og luften og naturen. Hav det fortsat hyggeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Arne
      Hvor lyder det godt. Vi håber I har en god tur og at vejret er med jer. Vi glæder os til at høre mere og så de nyeste billeder. -Ærgeligt med de store afstande, ellers var I jo mere end velkomne i Upernavik.
      KH Søren og Anne (Smilla er gået i seng)

      Slet