Julen og mørket kommer.

Juleklip på stationen

Vi kunne alle sammen sidde i "garagen" og det blev en god eftermiddag.

Nu er det blevet december og vi er så småt gået i gang med juleforberedelserne. På stationen har vi holdt juleklip med stor tilslutning. Der var dog nogen, som brugte mere energi på at tømme gryden med gløgg end på at klippe juleklip, man må jo gøre det, man er bedst til.

Grønlands kommandoen kommer forbi vores stue. De benyttet til tider til SAR opgaver. 

SAR i isfjorden.

Der er trænings center i byen, som bliver brugt,  når der er tid til det. Da jeg en aften var ude at træne med Thomas, som havde vagten, blev han ringet op af en kvinde, som havde talt med sin mand, som var fanger. Han sad i en lille åben Pocca jolle (Grønlands volkswagen) ude i isfjorden, og nu var der is hele vejen rund om båden, så han kunne ikke komme ud.
Vi tog til stationen, hvor stationslederen Karl blev tilkaldt.

Overisning af færgen allerede inden vi tog afsted.

På stationen blev det besluttet, at vi skulle ud og hente fangeren, da han havde fortalt, at han i flere timer havde forsøgt at komme fri og det frøs omkring 20 grader, så han var i reel livsfare. Nu skulle det besluttes hvordan. Valget blev, at vi chartrede en mindre passagerfærge, da den havde stålskrog og kunne mose sig igennem en del is uden at gå i stykker. Vi havde også overvejet en helikopter, men den var for langt væk og vi var også ret sikre på, at det ville være svært at overbevise fangeren om, at han skulle efterlade sin jolle ude i isfjorden.

En udfordrende is-mængde at skulle igennem.

Kl. 23 tog Karl og jeg afsted. Da isfjorden ligger lige rundt om hjørnet gik der ikke lang tid før vi var ved den første forhindring, nyis. Det var heldigvist ikke ret tykt, ca. 2-4 cm, så det kom vi nemt igennem.  Temperaturen var markant lavere "derinde" pga. alle isbjergene. Efter ca. en halv km var der igen åben vand, da vi havde sejlet et stykke tid begyndte der at komme grødis. Vi ringede fangeren op, som havde mobiltelefon med og der var heldigvis mobildækning, han fik forklaret skipperen, at han befandt sig et godt stykke inde i isen. Jeg kiggede på Karl og vi blev enige om, at vi ihvertfald ikke kunne sejle gennem isen helt ind til ham. Isen var her ca. 10-20 cm tykt. Det var skipper åbenbart ikke helt enig om, for umiddelbart efter satte færgen igang ind gennem isen. Man kunne godt mærke, at færgen måtte arbejde for at komme igennem og skipper måtte da også vælge en rute, som ikke gik direkte mod fangeren, for at være sikker på, at vi kunne komme ud igen. Da vi var kommet et stykke ind i isen, sagde Karl, at jeg skulle være klar over, at det godt kunne ende med, at vi kom til at sidde fast derinde også. Spændende!
Derefter blev der fundet overlevelsesdragter frem til Karl og jeg, for vist noget gik galt, var det vores opgave at hoppe ud på isen og hente fangeren.
Heldigvis gik godt og kort efter var vi henne ved fangeren, som under ingen omstændigheder ville forlade sin jolle. Vi skulle bare sejle foran, så sejlede han bagefter, her kan man vist godt tillade sig at tale om barske arbejdsforhold. Det skal lige nævnes, at fangeren var sejlet derind for at sætte sine langliner og der var ikke noget is, da han sejlede derind, men forholdene i isfjorden forandrer sig utroligt hurtigt.

Den lille gule klat forude er fangeren, der er glad for at se os.

Ca. kl. 0100 var vi hjemme igen med en god fornemmelse i kroppen over, at vi formentligt havde været med til at redde fangerens liv. Han fortalte, at jollen var begyndt at knirke højt og den gav sig på grund af presset fra isen, så han var glad for at se os.


Mørket kommer.

Nu er det ved at gå op for os, at det ikke bare er noget grønlænderne finder på, når de siger at solen forsvinder. Kl. er lige nu 09.12 søndag morgen og det er stadig mørkt udenfor. Det bliver lyst omkring kl. 10 og mørket kommer omkring kl. 14, så det er nogle korte dage. Vi ser ikke længere solen fra huset, den er gemt bag bjergene. Til gengæld står månen højt på himlen kl. 12, så det er den omvendte verden heroppe. Den 23. december er den korteste dag og der er flere grønlændere, som siger, at det bliver hårdt, inden vi når dertil. Jeg tror nu, at det bliver lidt nemmere for os, da vi er indstillet på det og det er en slags oplevelse for os. For grønlænderne er det jo noget, som de skal igennem hvert eneste år. Men det kan være, at vi bliver klogere.

Det fantastiske lys ved solens op- og nedgange.

Smillas jul.

I år har Smilla meget større forståelse for begrebet jul og hun synes, at det er et fantastisk koncept, at man kan hænge en julestrømpe op og så er der gaver i den hver dag. Anne og Smilla har talt meget om, at når det bliver jul, så kommer morfar, så nu mener hun, at det snart er ved at være tid til at han dukker op. Men vi må lige vente 11 dage mere. Vi er også begyndt at se mange flere børn end vi havde mulighed for i Upernavik. Vi har mindst én legeaftale om ugen og Smilla nyder det. Der er nogle dejlige børnefamilier her, som har budt os godt velkommen.

Smilla er henne og mærke på sokken flere gange om dagen.

Annes friaften.

I fredags var der et arrangement på det bedste hotel i byen, Hotel Arctic. En fejring af rødvinen, Beaujolais Nouveau med masser lækker pølse og franske oste. Søren ringede en dag i forrige uge hjem til mig (Anne) for at spørge om det var noget jeg havde lyst til at komme med til, for så mente han, at det var ved at være min tur til at komme ud og vifte med ørene og han ville blive hjemme og passe Smilla. Øhh, ja det tror jeg da nok, jeg gerne vil. Og det var en skøn oplevelse. Hele stemningen var perfekt og jeg var afsted med nogle af Sørens kollegaer. Heroppe er man lidt ligesom en stor familie, fordi vi alle sammen har kære venner og familie derhjemme. Så kan vi holde lidt sammen og hygge med hinanden. Vi startede med at se premieren på den sidste film i en madprograms udsendelse, som er lavet i hele Grønland. Det er ligeså meget en naturfilm og bestemt et besøg værd. I kan se udklip fra filmene her: Taste of Greenland. Alle film kommer til at ligge samlet på deres hjemmeside til foråret. Lidt mere baggrund om programerne kan ses her: Blog om Taste of GL. Filmen sluttede i Ilulissat og vi sad alle sammen med et stort smil på læben over, at det er her, vi har fået lov til at være. Der efter var der hyggemad og vin ad libitum. -Lige for morens smag. Søren var derhjemme og passede også Selma som er en kollegas datter. Så kunne jeg sidde med Selmas forældre og blive enige om, hvor godt vi havde det. Det er lidt syret at man kan finde sådan en "luksus" 300 km nord for polarcirklen. Men man mærker virkelig, at der er nogle, der gør en kæmpe indsats for byen og mulighederne her, som er helt i top. Det nyder vi godt af :O)

Selma ("Semla", som Smilla kalder hende) og Smilla hygger inden sengetid.

Sælskindsdragt og søndagstur

Endnu en uge er gået og vi har oplevet nye ting i den store by.
Smilla har fået en ny dragt, så hun kan holde varmen når frostgraderne når ned på -30. Jeg ved ikke hvor meget vi skal "ud og lege", når det bliver så koldt, men vi skal jo have handlet osv og nu skal vi/I i hvert fald ikke være bekymret for om Smilla fryser. Vi andre må jo så hoppe lidt rundt og bære (på barn og rygsæk). Vi går stadig meget rundt. I byen kører der én bus (hvis den kører og hvis den kører ned i den del hvor vi bor), taxi'er som er lige så dyre som i DK men nogle gange den eneste mulighed og så almindelige kælke (den dille er Smilla desværre ikke hoppet på. -Hun kravler ud, mens hun tuder, at hun hellere selv vil gå). Der kører også en del "mini"slæder uden hunde, de bliver brugt som en slags klapvogn og velsagtens snart hundeslæder. De sidstnævnte har jeg kun set en af på vejen og det var vist mere en prøvetur uden  fart på.

Smilla klar til rigtig vinter -Ligesom da Farfar var dreng.

Vi har været i biffen, for at se den nye James Bond. Det var dejlig tiltrængt for os begge, selvom vi måtte gøre det på skift over to dage, så Smilla ikke skulle være alene hjemme. Man går i biografen i Kulturhuset Sermermiut og det er et rigtig fint sted, som bruges til mange ting for byen. Jeg var blandt andet til Zumba to dage efter. Mig og Smilla har også været på café. -Det er sådan et sted man bare kan sidde og hygge og hvor man ikke selv skal rydde op. Jo jo det er favre nye verden at komme sydpå.

Vores søndag har bestået af endnu en Far ekspedition, som det hedder. En god vandretur på fjeldet for at komme ud og se de helt store isbjerge og flaskehalsen. Det begyndte imidlertid at sne og der var kommet sne siden Søren havde været der sidst. Så den blev lidt hårdere og "længere" end vi havde beregnet. Men vi var alle seje og kom til sidst tilbage til byen gennem en af de mange hunde-slette i udkanten.

To-mand høj ud over fjeldet.

En renoveret tørvehytte, som måske bliver brugt til turist-udlejning i sommersæsonen.

Et af kæmpe isbjergene og en turistbåd på tur.

Noget af siden på et af de store er kælvet fornyligt og man kan næste fornemme hvor meget det har larmet.

Nogle steder var der bogstavelig talt sne til knæene. -For Søren vel at mærke. Smilla var for let til at gå igennem.

Det blev også til en numse-kælketur.

En hunde-slette med spand efter spand, hvor alle hundene har hver deres hus. Vi snakkede med nogle af de små hvalpe, som godt kunne lide vores vandrekiks.

Alt det nye

Smilla er helt elektrisk over vores nye sted.

Mulighedernes Land.

Som I jo ved, er vi nu nået til Ilulissat. Smilla er blevet skrevet op til vuggestue, som nr. 18 på ventelisten. Men det er vist noget med, at hvis man presser lidt på, så kan man få en plads hurtigere, så det må vi (Anne) prøve:-) 

Anne er gået i gang med at undersøge mulighederne for at få et arbejde. Hun har talt med en af mine kollegaers kone, som er vikar på en af skolerne. Der skulle vist være mulighed for at finde noget der, men det lyder til, at det godt kan være en lidt barsk arbejdsplads, så den tænker hun lige lidt over.

Den nye explorer. Fugle og både har den største interesse. Billedet er taget fra vores ude-stue.

Stationen.

Jeg startede på stationen fredag d. 26 og er nu så småt ved at finde min plads. Der er jo “mange” flere kollegaer at få styr på her. Vi har to kontordamer, Leila og Michelle. Derudover er der vores nye regionsleder, Leo, stationslederen, Karl, som også er vores nabo. 3 grønlandske politifolk, Pilu, Peter og Lena. 6 danske politifolk, Thomas, Niels Henrik, Lasse, Katharina, Kim og Jeg selv. Vi har også tre reservebetjente, Malik, Ejvind og den sidste har jeg ikke fået navnet på endnu.

Selve opbygningen af hverdagen minder om den i Upernavik, hvor vi møder 8-16 og derefter er der en, som har rådighedsvagten. Man har valgt at sætte mere fokus på færdslen heroppe og derfor er der to, som skal møde 14-22 og lave færdselssager. Så er der en, som har dagvagten, hver dag og sidder i ekspeditionen, hvor er kommer mere end en til to personer om dagen, som i Upernavik. Men som I måske kan regne jer frem til, så får jeg ikke så mange rådighedsvagter her, Jeg har kigget lidt på min tid i Upernavik og kan se at jeg har haft rådighedsvagt omkring 40 % af tiden. Så der er luksus kun at skulle have vagten en dag af gangen hernede.

Jeg har haft rådighedsvagt to gange nu og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg får mere travlt her. Umiddelbart er der mange husspektakler her og jeg synes også stemningen her er lidt mere “ond”, men det havde jeg også hørt før vi kom. Folk her er meget bedre til dansk end de var i Upernavik og det var helt mærkeligt at have vagten med en del opkald, hvor jeg kun fik brug for en tolk en gang. Det var nu meget rart, synes jeg.

Den nye station. Vigtigt at den er muret.

Hyggemik med kollegaer. Niels-Henrik, Thomas og Anne.

Byen.

Nu er vi jo kommet til storbyen med omkring 4500 indbyggere, og vi har ikke været hele byen igennem endnu, men umiddelbart er der 3 supermarkeder og omkring 3 Spar butikker med åben fra 09 til 23 hver dag, så det er bedre forhold end i Ringsted. Der er også en del specialforretninger, men det kommer vi nok ind på senere. Der er vistnok 26 taxaer, som kommer susende hele tiden, så man kan ikke bare gå midt på vejen her, ligesom vi er vant til. Der er 4 hoteller i byen og den bærer meget præg af, at der er meget fokus på turisme.  

Rundt omkring byen ligger hundesletterne, hvor de ca. 4500 hunde står. 

Der er meget mere, men det må I høre om, når vi har fået udforsket byen lidt mere.

Vi er nået til nye indkøbs muligheder, så menuen er blevet mere spændende.

Se alle mulighederne og afstandene.

Brunch.

I dag har vi været til det første betalte “spis-ude” måltid siden vi tog afsted. Det var brunch på det bedste hotel i byen. Hotel Arctic. Og ud over at være lidt overvældende, var det i hyggeligt selskab med mange andre danskere og lækker mad. Overhovedet ikke dyrt og jeg tror Smilla kastede pandekager ind gratis. Der skal vi helt sikkert hen igen. De danskere vi var med, har gjort det til en tradition at tage derhen den første søndag i hver måned, så den håber vi nok også på. Hotellet er super lækkert og fungerer også som et fem-stjerner konference hotel, hvor mange nationale møder bliver holdt.

Hov, det var jeg lige ved glemme.

Huset. Vi er hår fået et hus lige ud til vandet, det er et ældre træhus med stor stue, køkken tre værelser og badeværelse. Vi har fundet ud af, at vi vist blev lidt forkælet i Upernavik, hvad angår kvaliteten af huset, men her bliver vi forkælet med beliggenheden, så vi klager ikke.

Huset er et ældre hus, som er blevet udbygget af flere gange. Det er lidt svært for min indre håndværker ikke at lægge mærket til de ting, som kunne have være gjort "anderledes", men på den anden side set er det jo også praktisk, at gulvet i bade værelset giver sig, så man kan mærke, hvor alle de bærende bjælker ligger, så ved man jo, hvor de er. Da det frøs  omkring 15 grader i sidste uge, har vi også valgt at supplere varmen med et par varmeblæsere, da huset nok kunne have været isoleret bedre. 

Vores nye hus ved vandet.

Slap af hjørnet i stuen.

Vores ude-stue og udsigt set fra ovennævnte sofa.

Vores nye køkken.

Isbjergene i dag. -Nu med port

Trist nyt. 

Da vi kom til Ilulissat i torsdags mødte jeg en grønlænder, som jeg kender fra Upernavik, han glad og fortalte mig, at han netop havde købt en båd og var på vej hjem til Upernavik med den. 

Da jeg mødte på arbejde mandag, fik vi under mønstringen at vide at der havde været en SAR (Search and rescue)-opgave i weekenden, hvor 3 kollegaer fra stationen havde været ude med helikopteren og samle to personer op, da deres båd var blevet knust mod klipperne  på grund af motorstop. Det viste sig, at den ene person, ham som jeg mødte torsdag var den ene person og at han var død.

Det er svært at sætte ord på, men ihvertfald bliver man mindet om, at det er en barsk virkelighed, der er heroppe.

Vi har efterfølgende talt med nogle af vores venner i Upernavik og de fortæller, at byen er meget mærket af det. Det bliver lige pludselig meget nærværende, men samtidig er folk også klar over, at hverdagen skal gå videre og det desværre er en del af de vilkår, som der er ved at leve så tæt på naturen, som de gør her.

Vores tanker går til Upernavik.

Ilulissat, here we are.

Lige et hurtigt indlæg til alle jer ventende derhjemme. Vi kom med en lille forsinkelse til Ilulissat i torsdags i bulder-mørke. Første stop var et KÆMPE supermarked (føtex størrelse, red.) hvor det heldigvis var lige inden lukketid kl 19 og næsten mennesketomt. Ja, jeg ved da ikke hvor meget jeg ville være gået i panik, hvis der havde været andre end os. Det var helt vildt. Vi kunne få lige præsic det vi ville og meget af det var slet ikke over sidste salgsdato. Nye tider for os, men en forsigtig tilvænning til DK. Vores hus ligger 100 m ad en badebro-lignende sti bag politistationen og er stort og hyggeligt. Der er indlagt vand og dermed også alm wc (som løber de 20 m ned til havet lige nedenfor stuen). Fredag gik vi spændte og ventede på, det skulle blive lyst, så vi kunne se, hvor vi skal bo de næste fire mdr. Og det skuffede ikke. Ja, hvad synes I selv? Fra vores (ude)stue. Jeg kan nu se, hvorfor nogle sværge til at ville bo ved vandet. Det er bare noget helt fortryllende over ustyrlige bølger og fredelige fugle. -De eneste dyr jeg indtil nu har set herude på klipperne ud over hunde, der løber rundt for at finde mad.
Søren er startet op på den meget større og mere travle station og weekenden blev brugt på at pakke vores flyttekasser ud, så hjemmet nu er vores. Eller mest Smillas, som I nok forstår... Jo, vi er på plads og sender snart flere nyheder fra storbyen.

//Anne

hvidhvalsmik, SAR, afskedsmik og 2 x hyggemik

Så er det tid til det sidste indlæg fra Upernavik. Tiden er fløjet afsted siden vi begyndte at tælle uger. Og nu er det allerede i morgen. Vi er ved at have pakket vores rygsække og kilo'erne er talt op. Vi håber på en lille smule god vilje fra de søde Air Greenland damer i lufthavnen ellers rykker vi til plan B.
Det skal stå på en masser dejlige "mikker" her til sidst fra den lille by. Fuldstændig Upernavik-like, som har været et hyggeligt sted for os at bo.
I onsdags var der en "i familien" (Sørens kollega's kærestes familie -same, same) der havde fanget en hvidhval -helt frisk. Så der var hvidhvals-mik. Sådan som man kunne tænke sig det foregik i "gamle dage", når en fanger havde haft held på havet; "I skal alle sammen have fornøjelsen af, at vores familie har fanget noget." Søren var der til frokost tid og spurgte om Smilla og jeg måtte komme forbi senere, for at se synet af en hel hval skæret op og delt. Og det var dette billed der kom os i møde, da vi kom ind af døren.

Hvidhval midt i gangen.

Det var noget virkelig lækkert mad de havde lavet, selvom man knap kan se, at der er taget noget af hvalen. Mattaq som vi efterhånden har smagt et par gange, var den bedste vi har fået indtil nu. Nok lidt fordi vi er ved at vænne os til det, men også fordi den var i virkelig verdensklasse, når den er så frisk og fra en lille hval (ja, det er da en lille hval det der...).

Dens smukke store hoved med det lille øje.

Far Søren skulle på en eftersøgning i torsdags og tog billeder fra helikopteren. De savnede personer, der havde været for længe væk, padlede i land og en af de afsøgende både fandt dem. I sådan en situation bliver det meste af bygden sat i gang med at lede.
Som I kan se på billederne er det ved at være koldt heroppe. I morges, da Søren gik på arbejde, var der minus 11 grader. Det er også en af grundene til at eftersøgningerne bliver taget endnu mere alvorligt, man skal have meget udstyr med sig, hvis man skal klare sig i naturen nu.

Indlandsisen er ved at gøre klar til vinteren.

Havisen er så småt begyndt at lægge sig.

Og de store isbjerge er tilbage.

Så blev det søndag og vi inviterede til afskeds-kaffemik for alle dem vi har lært at kende. Det var en meget hyggelig dag og vi kommer til at savne dem alle sammen.

Vi havde lavet fem forskellige slags kager plus Farmors brune lagkage, som var en fødselsdagsgave, der kom med posten til Søren. Den ene af dem gemte vi til denne kaffemik og den blev taget imod med kys"munde"

Ud over kage havde vi lavet champagne suppe og dejlig sushi. Alt sammen med stor succes.

Første hold gæster: Mig, Merry Ann, Inga (kan man ikke se), Duda, Poul-Erik, Gina, Haldora (kan man næsten ikke se) og Lotte.

Andet ryk: Nicky, Steffen, Gina, Mine, Atsiannguaq, Niels Henrik. Esra og Ricco var også med, bare ikke på billedet.

Merry Ann har forelsket sig helt i Smilla og nogle gange er det gengældt ;)

I går spiste vi aftensmad hos Haldora og Akku. Det var endnu mere hyggeligt og befriende ikke at skulle lave mad selv i vores efterhånden meget sparsomme pakke-hjem. I aften er vi så heldige, at være blevet inviteret ned til Lotte, som er sundhedsplejeske på sygehuset. Dejligt.

Hygge mik hos Haldora og Akku: deres søn, Edvard, Niels Henrik, Søren, Akku og lidt af Atsiannguaq.

Smilla, Haldora og Atsiannguaq hygger med iPaden.

Det bliver nok sidste omgang leg med Atsiannguaq i denne omgang.

Og så er det altså i morgen vi skal sige farvel til skønne, charmerende Upernavik. Det bliver nok temmelig hårdt, så det kan vi vende tilbage til, når næste kapitel af Vores Grønlands Eventyr starter i den nye store by :O)

Nå, ja og så er det ved at være mørkt. Dette billede er tager omkring kl 21 af Søren på vej hjem fra badminton.

Fars fødselsdag

I går var det Fars fødselsdag og vi fejrede ham så godt vi kunne, selvom det nok var en lidt roligere dag end det ville have været, hvis vi var hjemme i DK. Men vi bestemte jo selv. Hvis vi havde holdt kaffemik for det halve af byen havde det nok været en anden sag. Det har vi imidlertid "udsat" og slået sammen med et afskeds-kaffemik på søndag. -Det vender jeg tilbage til.

Sne-klædt og parat.

Men altså, Far. Han blev vist et sted mellem 24 og 30 år, men vi tæller ikke rigtig mere. Efter dejlig lang morgenmad med gaver skulle han jo på arbejde. Niels Henrik, som var den eneste ellers på stationen den dag kom med hjem til frokost. Og til aftensmad var der bøffer på menuen. Han havde en dejlig dag og siger tak til alle der ringede, skrev og sendte kort (og specielt til Farmor, der havde sendt fødselsdagskage med posten). Smilla var helt overpå og hun kan ikke rigtig mærke, hvem der er fødselsdagsbarn, så det er jo dejligt.

Idag er det Fars fødselsdag, hurra hurra hurra. 

Far får pigge til støvlerne, så vi slipper for flere stunts på isen.

Smilla havde lavet håndaftryk til magneter til kæleskabet.

Og så var der huen, som Smilla har været forelsket i lige siden hun prøvede den første gang i en lille butik her i byen. Heldigvis var det fars str. så han kunne få den i gave.

Solen er efterhånden ved at trække sig tilbage og det går vildt hurtigt. Jeg kan mærke det fordi jeg hver mandag er til zumba kl 19 og der er faktisk ikke mere lys tilbage, så det aftaget meget på en uge. Søren mærker det, når han går på arbejde om morgenen. Men dette giver nogle helt fantastisk solnedgange, som I kan se på billederne. Smilla kan lege i sneen det meste af døgnet, hvis hun fik lov og hun bemærker stort set ikke mørket eller kulden. Så hun er ved at blive helt grønlandsk. Vejene er begyndt at myldre med de flade transportmidler (læs: kælke i alle afskygninger) efter kl 15 og hele weekenden, så Søren skal efterhånden se sig godt for, når han kører i bil. Børnene kælker naturligvis på vejene fordi der (som vi før har omtalt) står hunde mellem husene, så det er faktisk det sikreste sted. -Altså når der ikke kommer en bil... Vi har ikke hørt om sådanne ulykker heroppe, så det sker nok bare ikke. Man kører jo ikke stærk i kælkesæsonen alligevel.

Solnedgangens smukke farver.

-Matcher flyverdragten.

Sne vejret anden gang det kom.

Smilla har lært at lave engle.

-Og kan næsten ikke komme hurtig nok op igen for at se den færdig.

Vi har fået sne, men det kan ikke rigtig beslutte sig til om det vil blive liggende. I går var det tø-vejr og det mister vi en del sne på. Det er meget anderledes end sidste år, hvor sne og storme var gennemgående fra midt i september. Og det frustrerer de lokale, for de frygter, at havet igen i år heller ikke fryser ordentligt til, så hundeslæden må blive hjemme. Men ingen ved det med sikkerhed endnu.

Der bliver tørret fisk til vinteret.

Hundene som vi før har fortalt om på bloggen er efterhånden blevet nogle rødder, men stadig søde.

Vores Upernavik-tid er på vej ind i sin sidste uge. Vi tager af sted næste torsdag d. 25. okt., hvilket er om blot 9 dage. Vores kasser er kommet godt afsted, så lige nu skulle vi helst ikke have mere i huset end, hvad der kan være i vores bagage. Og det krydser vi så fingre for ikke er mere end 60 kg inkl. Smillas seng. -Det er nu det mindste problem.
Vi kommer virkelig til at savne alle de dejlige mennesker, vi har mødt her. Upernavik vil jo altid være VORES Grønland, fordi det er vores første sted. Alle de første indtryk er kommet her og vi har taget kultur-chokket her. Men vi må se i øjnene, at når vi tager herfra er chancen for at se mange af de personer igen meget lille. Og måske kommer vi aldrig tilbage til Upernavik igen. Derfor vil vi også gerne sige ordentlig farvel med en nok lidt fordansket kaffemik på søndag for alle dem, vi har lært at kende på de fem måneder, vi har været her.

Et nyt eventyr starter jo så herefter. Og vi glæder os meget. Vi er helt sikre på, vi vil tage imod de flere muligheder og tilbud, som Ilulissat byder på, nu hvor mørketiden lister sig ind på os. Men det bliver et kulturchok i sig selv at komme til et sted med asfaltere veje (måske endda striber), hele 10 dagligvare butikker, restaurenter og en lille biograf. Derud over skal vi ikke hilse på alle vi møder, når vi går tur og nok til at tage bussen, når vi skal "langt". Byen er meget større i både areal og befolkning, hvilket nok også kommer til at betyde noget i forhold til Sørens arbejde, men det vil han helt sikkert vende tilbage til senere.

Nu må vi hellere komme ud i sneen inden den helt forsvinder.

//Anne

Snestatus og kassepakning

Efter en mindre forsinkelse med et par dages regn er vi nu oppe at køre igen med det dersens sne. Billedet viser hvor meget der kom igår. Hele byen har været uforstående og lidt fortvivlede over at bliver snydt, fordi sneen har ladet vente sådan på sig. Men lad os håbe det får lov til at blive fra nu af og at vi skal bruge kælk i stedet for klapvogn. Tak til de tidligere beboer af tjenesteboligen for det fine udvalg af alle slags kælke:0) Vi håber, vi får brug for dem alle sammen inden vi skal sydpå om tre uger. Som I kan se er vi gået i gang med at pakke de vigtigste ting ned. Den har kasse er Fars.
God weekend til jer alle sammen.