Kaffemik -på Grønlandsk

Fredag d. 15. Juni blev (allerede) dagen, hvor vi skulle til vores første grøndlanske kaffemik. En meget hyggelig oplevelse. Og faktisk er det ikke helt rigtig med, at det var det første. Det var nemlig hos sekretæren, Haldora fra Sørens arbejde, så kollegaerne havde været til den "nære"-kaffemik om torsdagen. -Til kaffe og kage og masser af begge dele. Om fredagen var så den store omgang, med mange inviterede. Men på rigtig grønlandske vis er huset aldrig fyldt op, fordi folk kommer, når de kan og ikke bliver særlig længe.
Oprindeligt bliver man kun den tid, det tager at drikke to kopper kaffe, men det kunne vi altså ikke nøjes med. Vi var der i ca. en time. Haldora blev fyrre og hendes søn blev tyve. Sørens kollegaer gik sammen om gaver til dem begge og Smilla gav sin første akvarel til Haldora af en nanu (isbjørn, som er Smilla første grønlandske ord). Vi kom kl ca. to og der var der ti mennesker. Nogle var lige kommet, andre var ved at gå. Jeg tror, vi var de eneste ikke-grønlændere, der skulle komme på besøg. Det kan man ligesom se ud fra folks reaktion på, at man kommer ind ad døren og på, hvordan man vælger at gå ombord i det meget velassorterede middagsbord. Denne dag var det nemlig langt fra kun kaffe og kage, der blev serveret ved buffeten.
Stemningen er meget afslappet og man snakker med dem man kan (som kan grønlandsk) og vil. Man må også gerne bare komme, spise sin livret og den bedste kage og så gå hjem igen. Det tages ikke højtideligt. Det er det, at man møder op og siger tillykke, der er hele traditionen.
Vi var bare vildt glade for at være inviteret og så til en overflod af grønlandsk mad. Vi fik næsten smagt det hele og det vil jeg fortælle om
I tre store gryder stod:
- Hvalros, hvor kødet er skåret helt i et stykke fra skind-spæk-fedt-kød (ca. 10 cm). Derfor var der ingen "små" stykker jeg kunne tage og smage. Dels fordi jeg gerne ville have plads i maven til lidt af det hele, men allermest fordi, jeg vidste, jeg nok ville levne og måske se ud som om, jeg ikke kunne lide det. Men altså et temmelig stort stykke. Skindet, fortalte Haldora, skulle man ikke spise, men det spæk lige nedenunder var faktisk det bedste omend lidt sejt. Derefter fedtet som jeg satte lidt af sammen med kødet. Det hele smagte rigtig fint. Kødet havde konsistens som almindeligt oksekød og jeg ville have troet på at det var oksetyksteg, hvis nogen havde sagt det. Spækket var lidt mere salt, men smagte også godt.
- Sæl, som lå i suppe, det de kalder suasi, og som mange har advaret os imod, inden vi tog afsted. Men så tror jeg ikke, de har været hos Haldora, for det smagte rigtig godt. Jeg tog ikke så meget af suppen, da jeg var mest intereesret i kødets smag og konsistens. Og det er meget mørt. Mere end det meste oksekød, der har ligget hele dagen og kogt i suppe. Det var rigtig lækkert og vi skal i hvert fald snart selv igang med at eksperimentere med sælkød. -Det skal lige nævnes, at der skulle være meget forskel på sæl, afhængig af, hvor det kommer fra. Ung eller gammel, hun eller han. Esra (fra politistationen) var lige efter vores ankomst på sæljagt/skydning og fik ramt på 5 stk. men da hannernes kød, mens de er i brunst er uspiseligt pga. transmagen, måtte han smide de fire af dem ud... Ja, som i ud i havet igen går jeg ud fra. -Og dermed fire sælskind, i min verden... Men that's life. Og mon ikke jeg også ville måbe lidt, hvis jeg fik leveret fire hele "ny-døde" sæler ved trappen. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre med dem.
Tilbage til maden.
I den sidste gryde var der havkat og det glemte jeg simpelthen at tage, hvilket ærgrer mig meget.
- Derud over var der Matteq, som er hud samt spæk fra en hval (tværtsnit ca. 3 cm). Det er en meget udsøgt spise og noget af det første, der bliver smagt efter fangsten, da man blot skal have en skarp kniv med for at tilberede det. Det er nemlig råt. Hos Haldora var det fra en narhval eller hvidhval. Vi smagte det og blev lidt overraskede. Det var på ingen måde en dårlig spise, men selve konsistensen, som er meget sej og hård gør, at man efter at have tygget alt næring ud, må sluge resten. Lidt ligesom et tyggegummi. Og da det nødvendigvis er nogle meget små stykker man putter i munden, skal der for mit vedkommende i hvert flad, mere gang i tygge-tøjet end i smagsløgene. Så det er smagt og vi skal helt sikkert have det igen, men det er ikke endnu den lækker-spise, som det er for nogle grønlændere. Nogle spiser det med enten soya eller aromat. Der var også nogle meget fastere stykker af matteq (vil jeg gå ud fra det stadig hedder, selvom jeg tror der er fra et andet sted på hvalen). Det kunne jeg ikke få tænderne igennem, så det sætter jeg mere tid af til, hvis jeg får muligheden en anden gang.
- Der var tørret hvalkød. Faktisk lidt som en slags tykke chips. For mig var smaget meget fiske-agtig saltet og jeg brød mig ikke så godt om det. Men Søren spiste det med stor velbehag, da vi fandt ud af, at man også kom aromat på dét.
-Så fik jeg saltet hellefisk, hvilket er den mest udbredte fisk i Upernavik. Denne saltede form kaldes også for grønlandsk sushi og det smagte utrolig godt. Smagen var som om det var røget, men kødet smuttede bare lige fra hinanden på tungen, da jeg valgte at snyde mig udenom rugbrødet, som jeg måske skulle have taget til.
- Sildepiskeren, hvalen som vi før har omtalt på bloggen, havde også fået plads på bordet. Haldora og hendes mand, var jo i én af de 17 både, der var med ude at fange den og derfor også naturlige aftager af kødet. Det smagte også vældig godt. Det var lidt hårdt i konsistensen sammenlignet med okseculotten som lå overfor, men smagen var god.
- Okseculotten lod vi ligge, men den var der mange grønlændere, der helst ville have.
- Der var nogle små hele fisk i dej, som jeg desværre heller ikke fik tænderne i.
- Og til sidst havde vi så den kære Nanu. Smilla har lige siden tirsdag, hvor jeg fortalte hende, vi skulle til Haldora og smage nanu, gået og sagt "ik' spiss nanu" med hovedet sat på skrå og mundvigen nedad. Så sødt! Men mor og far gjorde det altså alligevel. Det er ikke så tit man "får" lov at smage isbjørn, hvis man ikke kender nogle, der tilfældigvis har for meget. Det er meget dyrt, at købe, hvis det overhovedet kommer til salg, så det var måske den eneste gang vi har fået muligheden. Haldora havde lavet det i en karry sovs og vi spiste ris til. Og det var virkelig lækkert kød. mørt og fast og så vel blot smagen af en fri bjørn, der har vandret på isen. Vi siger ja tak til det en anden gang, hvis altså...
- Til hele molevitten var der flødekartofler, ris, rugbrød. Saft, vand (hentet fra en natursø, på en nærtliggende ø), kaffe og te.
- Der var ca. 10 forskellige slags kage -alt fra lagkager til kringle osv. chip og slik.
Smilla hoppede på vand, chip, ris og et stykke slik. Og ikke (kære bedsteforældre) fordi hun ikke måtte få mere, men hun ville hellere lege og kigge sig selv i spejlet.
I kan nok forestille jer at fødselsdagsbarnet har haft travlt. Og jeg pakker også alle mine talenter sammen og erkender allerede nu, at hvis (eller nok nærmere når) vi skal holde Kaffemik for Smillas to år, bliver der ikke lavet så meget forskelligt.
Det var virkelig en dejlig oplevelse og jeg håber vi får mulighed for at komme til flere af slagsen. Man kan tydeligt mærke at det er en stor, velholdt tradition for grønlænderne at holde disse dage. De fejrer det en del mere end de ser umiddelbart viser med deres kropssprog.
Vi har desværre ingen billeder af alt maden, da vi ikke ville lege "turister-nøjj-se-alt-den-mærkelig-mad", så I må lave jeres egne.

Til gengæld kan I få et billede af vores lørdagsbrunch, som den også ville have set ud hjemme i DK. På nær mælken som er UTH behandlet og kan holde sig til oktober. Men Smilla elsker det lige godt og vi har også fundet en variant som Søren og jeg drikker. Hmm... kamera-stativ og selvudløser virker hermed!

//Anne