Smilla

Hvordan klarer Smilla hele denne omvæltning, tænker I nok og nu skal I få en lille update fra hendes liv.

Hun er ved at have rigtig godt styr på, at jeg (Mor) altid er der. Ja, man klader sådan set bare, så får man svar eller mælk eller kiks eller puffer eller "naner" (banan). Det gør hende meget tryg og selvstændig og vi er helt naturligt også nået til "vil-selv-alting!"-perioden og det er så bare ikke altid man lige kan alligevel. F.eks. er det mere reglen end undtagelsen, at hun skal vælte et glas mælk eller i hvert flad spilde i løbet af et måltid -altså tre gange om dagen. Så nu siger hun selv med hagen lidt nede og lav stemme "sig-ki" (forsigtig), når hun tager glasset i hånden. Derfra og så til ikke at spilde arbejder vi stadig lidt med.

Hun har heldigvis ikke lavet særlig meget om på sit sovemønster, så sengetiden er stadig kl 19.30 og putningen kører som den plejer. Hun er langt fra gammel nok (og heldigvis ikke opmærksom på) til at se/høre de børn, der leger ude til kl. 2 om natten.

"Far arbejd" har fået en anden betydning heroppe. I Danmark, når Søren skulle have en normal formiddagsvagt, ville han kører afsted kl 6 inden vi helt var vågne og være væk indtil kl. 16. Nu tager han afsted efter morgenmaden og kører eller går de 5-10 min ned til stationen. Hvis vi så skal ud og lege, gå eller handle er det næsten stensikkert, at vi møder ham i "ti-bilen" (politibilen), ja måske helt op til tre gange i løbet af en formiddag. Det krævede i starten lige lidt tilvænning at skulle sige farvel til ham så mange gange på en dag, men nu er den inde på lystavlen, at "Far arbejd" "se sener" (ses senere).

Legepladsen ligger lige overfor stationen. I denne uge har vi kombineret dette koncept næsten hver dag. -Vi bruger den tomme detentions fællesrum, når der skal skiftes ble, vi kommer og nasser smør til vores medbragte boller, vi kommer med frokost til far og spiser sammen med ham eller vi nyder fredagssodavand med alle kollega'erne ved fyraftenstid. Det er meget hyggeligt og stemningen er altid god.

Selve legepladsen er jo så Smillas. Ja faktisk er hun lige med far nede og så til den nu. Ingen må rigtig bruge den, når hun er der, men alle er temmelig spændende, når de alligevel gør det. Alle børnene er meget smilende og interesserede i hende og hun er ved at vænne sig til at blive aet og snakket til. Vi er i gang med at øve atsige goddag med hånden, da store krammer ikke føles helt naturligt endnu.
Da vi ankom var legepladsen ligesom resten af Upernavik fyldt med sne. Den er væk nu og der har vist sig at være en næsten fugleflugts-lige smutvej ned ad bjerget, så vi kan gøre turen på 10-15 min. i Smilla tempo.
Det har gjort den lille prinsesse, som jo ellers var meget sløj til at komme ud af starthullerne ift. at gå, til lidt af en bjergged. Hun kan se, hvor man skal træde for ikke at falde og siger "mor, oppe dig" (Mor bær mig lige, please), når hun ikke kan overskue en nedstigning. Men hver dag kan hun selv lidt mere. Og hun har i bedste Bedstefar-stil stadig tid til at stoppe op og spise "fug fyver" (se der er en fugl) eller "stor vand, i-berg" (det store hav og der er sørme også isbjerge idag).

Vores faste isbjerg som mest af alt ligner en fodboldbane. Det flytter sig fra og drejer fra dag til dag, men vi kan altid få øje på det et sted.

I denne dejlige tid med masser af sol er der imidlertid opstået et nyt koncept, som vi følger, når vi kan. SKYGGE. Det er en sjov størrelse, ikk?! Den er der vistnok altid, men den kan flytte sig og man kan stå på andres, men ikke rigtig ens egen. Meget fascinerende og det kan faktisk få os hele vejen hjem, selvom de små ben havde givet op.





 

"Hunde-basserne" er en anden ting vi går meget op i. Vi har jo vores nabo hunde, som vi kan se til gennem vinduet (nu hvor sneen er væk) eller fra vejkanten. Men der er mange rundt omkring i byen. Nogle af dem har hvalpe -"baby hunde". Slædehunde skal først være i lænke, når de er tre måneder. Indtil da må vi sådan set gerne snakke med dem, men vi gør det ikke. Vi ser bare på dem, snakker med dem og så går vi hjem igen. Vi kan også nogle gange høre dem tude. Bl.a. hver onsdag, når brandstationen tester sirenen. Det kan høres i hele byen og hundene stemmer i, somom det er moderhunden, der kalder. Og når hundene tuder, siger Smilla bare "hunde mad", som om det er spisetid.

Smillas sprog er jo i rivende udvikling og i forhold til at lære farvefrne at kende, kunne vi ikke være endt et bedre sted. Alle husene har forskellige farver og de bliver tit remset op. Specielt ét hus bliver spottet på lang afstand. Det er nemlig lilla, som vistnok er Smillas yndlingsfarve. Ellers er der røde, blå og "mer blå", når der er to eller tre. "Smilla hus grøn" og det kan også ses fra lang afsted. Tit efterfulgt af "ikk hjem" (jeg vil ikke med indenfor nu!)

Spot det lilla hus som viser sig frem på bakken. Lufthavnen ligger på toppen.

En meget flad "nanu" (isbjørn) som vi snakker lidt med, når vi møder den. "Hænger der."

Vi leger tit gemmeleg (ofte i kombination med fangeleg), da det er en meget nem leg. Man behøver blot vende hovedet, smugkigge lidt og sige "gemme sig". Så er man borte og bliver først fundet, når man vender hovedet tilbage. Ja, man kan faktisk lege det over alt. Ganske enkelt. Prøv det.

Smagsløgene er også ved at tage form efter livets goder. Sodavandsis med Far er det helt nye hit i tæt konkurrence med mini vingummi'er og chips. Så vi er på vej i den rigtige retning, vil mange nok mene. Det var nok også gået den vej, hvis vi havde været hjemme. I glasset har vi stadig kun mælk eller vand, selvom alt andet også nogle gange står på tilbudslisten. Den langtidsholdbare mælk har vi derfor 12 liter af i køleren, så vi ikke skal slæbe det op ad bakken og ikke løber tør foreløbigt.

En anden meget kær ven er "Smilla ajdePate" (iPad) som indeholder alt lige fra "av gumme; sesse; Teletubbies og Traktor Tom" (en duplolego app, med en giraf (gumle), der falder og slår sig; et Silke spil med sangen Tornerose var et vakkert barn; de sidste to er jo bare tegnefilm).

Rasmus Klumps budskab bliver spredt til to piger ved bygden Tasiuasaq, mens deres forældre klarer politisagerne med Far Søren.

Frugt på politikutteren kombineres med en lille gåtur, som omgivelserne tillader.

Morgenmad på politikutteren for for 1,5 uge siden.

Ellers er hun bare med på alle oplevelserne. Bygdeturen i det store skib gik simpelthen så fint. Hun blev rigtig gode venner med alle sømændene og vi fik set mange nye legepladser og hundebasser.

Så der er vist ingen tvivl om, at hun er faldet godt til. Jeg nyder at være sammen med hende hver dag og jeg synes, hun er så herlig og begyndt at gøre/sige en masse sjov ting. Hun er meget selvtænkende i forhold til omsorg og behov, hvilket gør livet som mor meget nemt. Det jeg ikke kan give hende er jo så danske legekammereter på hendes alder. Igår snakkede vi med veninde Ellinor over skype, hvilket blev taget rigtig godt imod. De sagde hej til hinanden og Smilla så frække Elli, der ikke kunne holde fingerne fra tasterne og til sidst måtte i seng. - Det var over Elli's sengetid og Smilla kunne ikke rigtig koncentrere sig efter hun var væk, så her blev det ajdepate-tid.

Smilla og Mor synger i naturen efter frugt i det grønne.

Til sidst kan I få en lille smagsprøve på, hvad der også går meget tid med i Smillas univers for tiden, nemlig sang: Den lille sopran.

Alt i alt en gave som nogen har syntes vi skulle have nu og vi nyder hvert minut.

//Anne

Bygdeturen

Jeg vil lige starte med at forklare konceptet omkring bygdetur. Man kan kalde en slags sejlende patrulje, hvor man sejler ud til bygderne, som hører til politikredsen, Upernavik. En bygde er, som jeg forstår det, en samling huse, som har fået bygdestatus, hvilket gør, at der er mulighed for skolegang, et lille sundhedshus og repræsentanter fra kommunen. I de fleste tilfælder er der også en butik. Under bygdeturen klarer man div. politiforretninger, såsom fogedforretninger, afhøringer, udsættelsesforretninger, faderskabssager, skilsmissebegæringer, men det er også en mulighed for, at borgerne i bygderne kan rette henvendelse til politiet med eventuelle anmeldelser.

I ugen op til bygdeturen var det lidt usikkert, hvem der skulle med, dels fordi man jo ikke behøver at beslutte det før dagen før, og dels fordi retten ikke havde fundet ud af, hvor mange de skulle have med. Det var dog blevet bestemt, at jeg skulle med, men jeg kunne jo også godt tænke mig at få Anne og Smilla med. Betingelserne for at de kunne komme med, var, at der var plads på politikutteren, ja det hedder det altså. Lørdag fandt retten ud af, hvor mange de skulle have med, og der var heldigvis plads til Anne og Smilla.

Politikutteren er en kutter fra 2001, som er indrettet med 8 sovepladser fordelt i to rum til gæster og 5 sovepladser til besætningen. Derudover er der køkken, opholdsrum med spisepladser og styrhus. Kutteren fungerer, som kontor, retssal og opholdsrum under turen.


Skipper med udsigt over instrumenter og hav samt en del isbjerge.


Mandag d. 25. juni mødte vi op på politikutteren, hvor vi mødte besætningen, som bestod af skipper, Thomas, styrmand, Svend, En matros, som vi ikke fik navnet på, Maskinmand, Peter og kokken. Udover besætninger var Esra fra stationen, Elinora kredsdommer, Sika retssekretæren og Jørgen forsvaren med.


Bygden Tasuisaq.

Kl. 12.00 tog vi afsted med retning mod Tasiusaq, som ligger ca. 4 timers sejlads fra Upernavik (60 km). I Tasiusaq mødte vi kommunefogeden. En kommunefoged er en person, som er ansat af politiet til at varetage div. opgaver for politiet. Når det er en større opgave kontakter han os i Upernavik og vi beslutter om vi kommer ud til ham og hjælper. Kommunefogeden hjalp os med at finde de personer, som vi skulle tale med, de fleste var heldigvis hjemme. Jeg kunne nu altså ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når undskyldningen for ikke at kunne tale med os var, at man var på hvaljagt. Den har jeg sgu aldrig hørt før. Komunefogeden viste os sundhedsrummet, som er et rum, der er indrettet med lægebriks, og en skanner med webcamera, når folk henvender sig hos jordmoderen, som sundhedspersonen i bygderne bliver kaldt, undersøger hun dem. Hvis hun mener det er nødvendigt kan hun skabe forbindelse til et sygehus, som kan kigge med via webcam, og der kan en læge så give sin vudering af skaderne.



Rute 1 (mandag til tirsdag): Upernavik-Tasiusaq-Innaarsuit-Naajaat-Aappilattoq-Upernavik.
Rute 2 (onsdag): Upernavik-Kangersuatsiaq-Upernavik.
Rute 3 (onsdag til torsdag nat): Upernavik-Naajaat-Upernavik-Kullorsuaq-Upernavik.


Derefter sejlede vi videre mod Innaarsuit. Kort tid efter vi var sejlet ud blev der spottet sæler, og så vendte kutteren. For sæler er altstå vigtigere end politiforretninger. Efter at Jørgen havde skudt en del skud uden at ramme, tog kokken over og skød sælen, men den sank desværre før vi nåede frem til den. Det er meget forskelligt om de flyder eller synker.

Bygden Innaarsuit. Lidt større og meget renere end Tasiusaq.

Mens far arbejder går Smilla og mor på jagt i byen efter legeplads og hundebasser. Vi fandt begge dele og udsigten til vores røde skib ved havnekajen i Innaarsuit.

I en lille landsby møder man jo tit hinanden i løbet af en times tid. Her er Smilla ved at stikke af fra Far og Esra.



I Innaarsuit ligger en afdeling af fiskefabrikken Upernavik Seafood. Her ses aflæsningspladsen for fiskerne med en kran direkte op til fabrikken. Og så "holder" man ellers i kø.



Et forholdsvis kendt syn rundt om i bygderne. Slæder i alle størrelser til alle formål.

Vi overnattede i Innaarsuit og næste morgen blev der afholdt retsmøde på politikutteren. Derefter fortog vi nogle forkyndelser og derefter gik turen videre mod Naajaat, hvor kutteren ikke kunne lægge til, så vil blev sejlet ind i gummibåd. Naajaat er den mindste og mest beskidte bygd vi har besøgt indtil videre. De har ingen butik og har sundhedsrum, skole og kommune i et og samme hus. Der kunne jeg ikke forestille mig at bo.

Turen frem og tilbage til Naajaat i gummibåd. Mens far arbejdede nød Smilla og mor solen og udsigten til indlansisen fra skibet (billede senere).

Efter Naajaat gik turen videre til Aappilattoq. Under politiforretningerne i Aappilattoq var vi inde i nogle meget forskellige hjem, men generelt for hjemmene i bygderne, så gælder det, at de er meget spartanske. Jeg tror tankegangen er, at hvis det virker, hvorfor så skifte det ud. Et sted havde de hængt alle deres vigtige papirer op i skifterammer på væggene, men så var der jo også styr på dem. Inden vi tog afsted på bygdeturen fik jeg at vide, at de fleste hjem nok ikke havde værdier for over 1000 kr, og det tror jeg faktisk passer meget godt. I langt de fleste hjem er der ikke lagt vand ind og toilettet er en pose ligesom hos os. Der er ikke et badeværelse, men til gengæld har de fjernsynssignal, ja man undres. Efter Aappilattoq sejlede vi tilbage til Upernavik, hvor vi var hjemme kl. 22.00.



Mellem turen fra Naajaat til Aappilattoq krydsede vi Upernavik Isfjord (her alle isbjerge fra det nærmeste isbræ skal ud) i høj solskin. Det er ikke rigtig til at se på et billede, hvilken labyrint styrmanden manøvrerede igennem, så her er blot et af et lille isbjerg og hvor tæt vi var på de fleste.



Man kunne jo så forestille sig, at i så tæt et isbjergsterræn, vender vi ikke rundt på kryds og tværs efter en lille sæl, men jo det kan man sagtens. Denne gang var der ikke bid, men skud blev affyret.

 Generelt for de bygder vi har besøgt så gælder det, at der er meget rodet, det skyldes nok, at der mangler noget struktur på stederne og så har de ingen biler til at køre deres affald væk med. Der er nogle enkelte arbejdsmaskiner, som henter noget af affaldet, men generelt lader folk tingene blive liggende, desværre. Derfor kan det også være svært at vurdere et hjem udefra, for der kan ligge gamle affaldsposer og poser fra toiletspanden udenfor, og når man så kommer ind, er der pænt og ryddeligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at beboerne bliver påvirket af rodet og det kan godt være med til gøre livet uoverskueligt.

Onsdag blev Anne og Smilla hjemme og jeg sejlede kl. 10 mod Kangersuatsiaq sammen med Esra og retsfolkene med henblik på at afvikle et retsmøde. Da vi kom frem til Kangersuatsiaq fik jeg at vide, at bygden flere gange var blevet kåret til den mest rene bygde i Grønland. Det var en fornøjelse at se en anden side af byderne, selv rodet lå pænt og der var indrettet grusstier med gadelys overalt. Jeg synes også, at jeg kunne mærke en optimisme hos beboerne og det var tydeligt, at de var stolte over deres bygd og med god grund. Alt var dog ikke fryd og gammen, for retsmødet blev flyttet til Upernavik, da tiltalte havde læst forkert på indkaldelsen og var sejlet til Upernavik, men sådan kan det jo gå, det må man vænne sig til heroppe.

Før vi tog afsted på bygdeturen var meningen, at vi skulle være tilbage i Upernavik torsdag, men da vi var blevet hurtigere færdig besluttede vi, at sejlet til den nordligste bygd, Kullorsuaq. Vi troede ikke det ville være muligt, at komme helt derop pga. isen, men den var smeltet, så vi kunne godt komme der op.

Et billede af den imponerende smukke indlandsis.

Onsdag kl. 20.00 skulle turen gå mod Kullorsuaq, men tingene kan jo ændre sig, så kl. 19.30 kom der et opkald til vagttelefonen, hvor vi fik at vide, at der havde været et dødsfald i Naajaat. Derfor gik turen mod Naajaat til ligsyn og gerningsstedsundersøgelse. Med på turen var Anne og Smilla. Niels Henrik og hans kone, Mine, og deres søn, Atinguaq, og en læge. Efter ligsynet sejlede vi lige tilbage til Upernavik, for lægen skulle jo tilbage igen.

Torsdag kl. 01.30 gik turen så mod Kullorsuaq og foran os lå en sejletur på 11 timer, så vi gik til køjs. Kl. 1200 var vi fremme i Kullorsuaq, hvor det var tydeligt, at de ikke så tit får besøg. Der var ihvertfald en større forsamling på havnen, da vi kom. I Kullorsuaq havde vi en del fogedsager, hvor folk skyldte penge. Det havde sin naturlige forklaring fandt jeg ud af. På grund af isen havde der ikke været nogle skibe fremme hos dem endnu, som kunne afhente fangstkød. Derfor var frysehuset fyldt, og firmaerne kunne ikke indkøbe beboernes fangster. Derfor tjente folk ingen penge. Utroligt at opleve hvordan klimaet kan påvirke en hel bygd.

Kl. 15.30 gik turen tilbage mod Upernavik, da vi var sejlet ud sagde Peter til mig, jeg tror, vi skal fange lidt sæler på vej hjem. En halv time senere lå der tre døde sæler på dækket, det må siges at være effektivt.

Jægerne er klar.



Sælerne var der.





Og så er der jo kun en vej.




Pateringen sker på stedet, så alle kan få lidt med hjem.



Kl. 03.00 var vi hjemme godt trætte og godt tanket op af nye fantastiske oplevelser efter en tur vi aldrig glemmer.



En fantastisk tur veloverstået. Vi siger tak til alle på Sisak II.



Første vandretur

Udsigten halvejs oppe af bjergvandringen. Kirkegården ligger ud af tangen med en vidunderlig udsigt til hav, is og bjerge. Til højre ses "Dumpen", som er byens losseplads. - Kontraster mødes.

Vi bor jo på en klippe ø. Og byen ligger opad klippen med vores hus i sidste række inden toppen. Dvs. at vores baghave er resten af bjerget. Det blev søndagens (d. 17. juni) "Far (Søren) ekspedition." Her burde være et link til ordforklaringen på en Far Ekspedition. Jeg forklarer her: Far siger; "Det kunne jeg altså godt tænke mig at gøre en dag". Nogle dage efter er det; "Det skal vi prøve på et tidspunkt". I søndags var vi så nået til; "Det er jo i dag vi skal op på toppen." Og så er det bare at følge med. Og det var dejligt vejr og det var en fantastisk tur kun 5 mins gang fra vores hjem.
Smilla tog turen op i stiv arm. Nogle steder på det stenede terræn helt uden at holde fast i mor eller far. Det var ikke så stejlt og vi kunne sagtens nyde udsigten imens.
På toppen står vores livline til omverdenen.

Vores store parabol, der modtager alt, hvad byen skal bruge af radio, tv, telefon og internet ect
Husk at klikke på billederne for at få dem store.

Udsigten ned over byen. Vores hus er det grønne til venstre i første række med de hvide vinduer.



Der ligger stadig sne rundt omkring på bjerget og i byen. Smilla syntes det var et fantastisk koncept, men også at det var dejligt med far i hænderne. Ellers var hun smuttet meget lang ned.



På den anden top af bjergen ligger vores lufthavn. Dvs. i rigtigt vejr kommer flyver og helikopter lige hen over vores hus, når de lander og letter.

"Århh, her er fint og jeg er dygtig!"

På vejen ned måtte vi have lidt hjælp til de mindste ben. Efter forslag fra Onkel Rolf havde vi taget vores rygsæk med, hvor Smilla lige nøjagtig kunne krølle benene sammen nede i og spise kiks på vej hjem. Hun havde det fantastisk og far havde lidt at arbejde med.

Det var en dejlig natur-dag i vores nære nabolag. Der skal ikke så meget til, når bare man kigger efter.

//Anne

Oprydningsdag

Lørdag d. 16. juni (samt d. 30. juni) var blevet udråbt til "oprydningsdag" i Upernavik af kommunen. Både Søren og jeg var indstillet på, at det var vi nu en del af og ville gerne hjælpe med til at her ser pænt ud. Vi bruger jo byens arealer en del og det er bare så trist at gå og se på skrald. Men da tidspunket ikke var perfekt for Smilla, da arrangementet startede kl 13 (lige midt i middagsluren) og da det var en lørdag (Søren havde derfor kun rådighedsvagt) kunne det så blive mig, der tog afsted i hvert fald til at starte med og så kunne vi jo se. Som sagt så gjort.
Det skulle være startet på byen torv, Kongepladsen, men pga. af vejret blev der, et minut over 13, sat en seddel op (af den kommune-mand, går jeg ud fra), at det blev i forsamlingshuset. Det vidste jeg heldigvis godt hvor var, men jeg spurgte alligevel kommune-manden idet enaf hans kollegaer kom forbi, om det ikke var det hus overfor politi-stationen (med skjult dagsorden, må jeg jo kun indrømme). Det var det og kollegaen spurgte derefter, om jeg ville køre med. Og jo tak. Jeg slipper gerne for de 300 m op af bakken, hvor jeg lige kom fra. Det viste sig, at ham jeg kørte med var lidt med i arrangør-komiteen. Det var i hvert fald ham der holdt tale (både på grønlandsk og på dansk) for de fremmødte: ca. 40 grønlændere og to ikke-grønlændere (mig inkl) ud over det danske entreprenør firmas folk, som allerede kørte foskellige maskiner rundt om i byen og samlede storskrald.



Mit eget billed af sjovt affald i naturen.



Nå men efter tale, kaffe og kage (hvor jeg fandt en islænding at følges med) var der uddeling af handsker og sække. Og så var det ellers bare fri leg. -Eller fri oprydning. Så der stod jeg (liste/ordens/struktur-mennesket mig). Ingen holdopdeling!? Inden kontrol på om nogle måske blot var kommet efter kaffe og gratis handsker!? Intet kort over områder (man bagefter kunne krydse af, som "ordnet")!? Ingen chef!
? Ingen deadline!?
Men vi gik igang! Efter jeg havde forhørt mig hos min køre-ven, om det bare var frit og om det bare var... overalt, man kunne starte. Inga (islændingen) og jeg startede nærmest forsamlingshuset ved et af de mange "forsyningshuse," der ligger her i byen. - Her kan man hente gratis vand, hvis man ikke betaler for at få det bragt til huset, men idag skulle området omkring altså ryddes op.
Opgaven i sig selv er jo faktisk ikke så kompliceret. Og når man først sætter sig i hovedet, at der skal være rent, så bliver der det. Men jeg må indrømme, at min første tanke var, at det er var vi simpelthen ikke nok mennesker til at klare.
Lovgivningen fra 1994 siger, at hver husejer/beboer har pligt til at rydde op rundt om sit eget hus, når is og sne tillader det. Det var der nogle, der havde gjorde i ugen op til, nogle der benyttede denne lørdag til (efter at have hentet handsker og sække inkl kaffe i forsamleren, hvilket jeg synes er en fin ordning) og endnu nogle, der ikke har fået det gjort. De steder vi skulle hjælpes ad med, var så de områder kommunen har ansvar for og altså ALT det der ikke er bebygget af private huse. Det er jo sådan i Grønland, at selvom du ejer et hus, kommer du aldrig til at eje den jord det er bygget på. Det tilhører Grønland. Der er ingen haver her i Upernavik. Nogle huse har terasser, men ingen sidder/ligger i haven og man har derfor et lidt løst forhold til jorden.

Nå, men vi arbejdede alle mand og her er blevet rigtig pænt. Sådan som det burde være og jeg er meget spændt på, om det gør noget i den nærmeste fremtid mht. hvor man smider sit skrald nu. Kl. 15 var der pølser i forsamlingshuset (fik jeg at vide af nogle på vejen kl lidt i tre) og jeg tog Smilla og Søren med derned. Det var en god dag og dejligt at kunne vise flaget i forhold til, hvad vi er for nogen. -Ment på den måde, at jeg ikke bare er politimandens kone, som sidder derhjemme og ikke vil være med.

D. 30. skal vi helt sikkert være med igen. Vi har allerede udset os et sted, der kunne trænge til en sort sæk i den gamle bydel af Upernavik. Mere om det til den tid. I morgen er det nationaldag. Søren har fri og vi skal være med til arrangementet i byen og møde en masse spændende mennesker. Vi starter med kanonsalut ved alderdomshjemmet og vi vender tilbage med billeder og beretning herom.

//Anne

Lidt praktisk om bloggen

Vi har nu et par gange hørt fra jer, at det ikke er helt nemt at lave kommentarer til os. Og kommentarer vil vi jo gerne have. Jeg har tænkt, at så svært er det vel heller ikke være at trykke på "kommentarer" osv. Men så prøvede jeg lige at komme helt udefra (vi er jo altid logget på vores egen blog og ser derfor ikke helt det samme vindue som jer). Og jeg må give jer fuldstændig ret. Det er ganske besværligt og har indtil for tre minutter siden været umuligt at give os kommentarer, hvis man ikke har en blog eller en gmail-konto. Jeg kan se, at der simpelthen er nogen (og hatten af for dem, tusind tak for indsatsen) der har trodset alle odds og gjort.
Men nu, kære venner og famlie, er det efter en lille justering fra min side blevet langt nemmere, så nu kan I bare skrive løs om stort og småt. Se her:
Nederst i alle indlæg er der en standard opsætning som ser sådan her ud:

Her vælger I så den blå "0 kommentarer", hvis I vil sige noget. Antallet af kommentarer vil jo være mere end nul, hvis I ikke altid er de første, der skriver, daaahhh...

Så kommer et tomt tekstfelt frem, som I kan skrive i. Nedenfor vælger I så profil til at være "anonym" (noget man ikke har kunnet vælge før, sorry, min fejl), hvis I altså ikke har en form for blog eller konto allerede at skrive fra.

Skærmen ser sådan ud:

Og nu kommer vi til det lidt mere tricky del. For at der ikke skal komme en farlig spam robot ind på vores side og ødelægge den gode stemning, skal I vise, at I ikke er en sådan, ved at afkode et billede og nogle kringlede bogstaver.

Det kan, vil jeg som den første gerne indrømme, være meget svært at se, hvad der står og det giver normalt ingen mening. Men det er altså ikke os, der har siddet en aften og slået os på lårene af grin og fundet på dem alle sammen for at være frække. Hvis det simpelthen er for svært at se, kan man altid klikke på cirkel-pilen efter det lille tekstfelt forneden og få en anden "opgave". Husk store og små bogstaver og så tror jeg, udfra dem jeg har set indtil videre, altid billedet symboliserer et tal. Derfor er koden til dette trylleformular: STARep!6
Jeg håber det giver lidt mere mening nu og at det ikke skræmmer jer væk fra at give os kommantarer på vores indlæg.

En anden ting vi vil benytte os af er links til noget vi snakker om i teksten. Det vil være et ord midt i teksten skrevet med blåt (og understreget hvis I fører musen hen over). Ved at klikke på ordet/linket, vil et nyt vindue åbne med linket til det, som uddyber vores fortælling.Vi prøver lige:
Vejret heroppe er meget omskifteligt, så lad os prøve at tage den nyeste vejrudsigt fra denne nye hjemmeside, jeg er blevet gjort opmærksom på: Vejret Upernavik lige nu.
Denne norske vejrside: yr.no, kan I altid gå ind på, hvis I vil følge vores vejr. Efter søgning på Upernavik skal I vælge "Upernavik, befolket", det er vist nr. 3 på listen.

Nå, men det var det praktiske, som vi måske skulle have haft styr på fra starten, men nu er vi der. Så er det bare at gå igang.
Held og lykke og på forhånd tak for jeres hilsner :O)

//Anne

Kaffemik -på Grønlandsk

Fredag d. 15. Juni blev (allerede) dagen, hvor vi skulle til vores første grøndlanske kaffemik. En meget hyggelig oplevelse. Og faktisk er det ikke helt rigtig med, at det var det første. Det var nemlig hos sekretæren, Haldora fra Sørens arbejde, så kollegaerne havde været til den "nære"-kaffemik om torsdagen. -Til kaffe og kage og masser af begge dele. Om fredagen var så den store omgang, med mange inviterede. Men på rigtig grønlandske vis er huset aldrig fyldt op, fordi folk kommer, når de kan og ikke bliver særlig længe.
Oprindeligt bliver man kun den tid, det tager at drikke to kopper kaffe, men det kunne vi altså ikke nøjes med. Vi var der i ca. en time. Haldora blev fyrre og hendes søn blev tyve. Sørens kollegaer gik sammen om gaver til dem begge og Smilla gav sin første akvarel til Haldora af en nanu (isbjørn, som er Smilla første grønlandske ord). Vi kom kl ca. to og der var der ti mennesker. Nogle var lige kommet, andre var ved at gå. Jeg tror, vi var de eneste ikke-grønlændere, der skulle komme på besøg. Det kan man ligesom se ud fra folks reaktion på, at man kommer ind ad døren og på, hvordan man vælger at gå ombord i det meget velassorterede middagsbord. Denne dag var det nemlig langt fra kun kaffe og kage, der blev serveret ved buffeten.
Stemningen er meget afslappet og man snakker med dem man kan (som kan grønlandsk) og vil. Man må også gerne bare komme, spise sin livret og den bedste kage og så gå hjem igen. Det tages ikke højtideligt. Det er det, at man møder op og siger tillykke, der er hele traditionen.
Vi var bare vildt glade for at være inviteret og så til en overflod af grønlandsk mad. Vi fik næsten smagt det hele og det vil jeg fortælle om
I tre store gryder stod:
- Hvalros, hvor kødet er skåret helt i et stykke fra skind-spæk-fedt-kød (ca. 10 cm). Derfor var der ingen "små" stykker jeg kunne tage og smage. Dels fordi jeg gerne ville have plads i maven til lidt af det hele, men allermest fordi, jeg vidste, jeg nok ville levne og måske se ud som om, jeg ikke kunne lide det. Men altså et temmelig stort stykke. Skindet, fortalte Haldora, skulle man ikke spise, men det spæk lige nedenunder var faktisk det bedste omend lidt sejt. Derefter fedtet som jeg satte lidt af sammen med kødet. Det hele smagte rigtig fint. Kødet havde konsistens som almindeligt oksekød og jeg ville have troet på at det var oksetyksteg, hvis nogen havde sagt det. Spækket var lidt mere salt, men smagte også godt.
- Sæl, som lå i suppe, det de kalder suasi, og som mange har advaret os imod, inden vi tog afsted. Men så tror jeg ikke, de har været hos Haldora, for det smagte rigtig godt. Jeg tog ikke så meget af suppen, da jeg var mest intereesret i kødets smag og konsistens. Og det er meget mørt. Mere end det meste oksekød, der har ligget hele dagen og kogt i suppe. Det var rigtig lækkert og vi skal i hvert fald snart selv igang med at eksperimentere med sælkød. -Det skal lige nævnes, at der skulle være meget forskel på sæl, afhængig af, hvor det kommer fra. Ung eller gammel, hun eller han. Esra (fra politistationen) var lige efter vores ankomst på sæljagt/skydning og fik ramt på 5 stk. men da hannernes kød, mens de er i brunst er uspiseligt pga. transmagen, måtte han smide de fire af dem ud... Ja, som i ud i havet igen går jeg ud fra. -Og dermed fire sælskind, i min verden... Men that's life. Og mon ikke jeg også ville måbe lidt, hvis jeg fik leveret fire hele "ny-døde" sæler ved trappen. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre med dem.
Tilbage til maden.
I den sidste gryde var der havkat og det glemte jeg simpelthen at tage, hvilket ærgrer mig meget.
- Derud over var der Matteq, som er hud samt spæk fra en hval (tværtsnit ca. 3 cm). Det er en meget udsøgt spise og noget af det første, der bliver smagt efter fangsten, da man blot skal have en skarp kniv med for at tilberede det. Det er nemlig råt. Hos Haldora var det fra en narhval eller hvidhval. Vi smagte det og blev lidt overraskede. Det var på ingen måde en dårlig spise, men selve konsistensen, som er meget sej og hård gør, at man efter at have tygget alt næring ud, må sluge resten. Lidt ligesom et tyggegummi. Og da det nødvendigvis er nogle meget små stykker man putter i munden, skal der for mit vedkommende i hvert flad, mere gang i tygge-tøjet end i smagsløgene. Så det er smagt og vi skal helt sikkert have det igen, men det er ikke endnu den lækker-spise, som det er for nogle grønlændere. Nogle spiser det med enten soya eller aromat. Der var også nogle meget fastere stykker af matteq (vil jeg gå ud fra det stadig hedder, selvom jeg tror der er fra et andet sted på hvalen). Det kunne jeg ikke få tænderne igennem, så det sætter jeg mere tid af til, hvis jeg får muligheden en anden gang.
- Der var tørret hvalkød. Faktisk lidt som en slags tykke chips. For mig var smaget meget fiske-agtig saltet og jeg brød mig ikke så godt om det. Men Søren spiste det med stor velbehag, da vi fandt ud af, at man også kom aromat på dét.
-Så fik jeg saltet hellefisk, hvilket er den mest udbredte fisk i Upernavik. Denne saltede form kaldes også for grønlandsk sushi og det smagte utrolig godt. Smagen var som om det var røget, men kødet smuttede bare lige fra hinanden på tungen, da jeg valgte at snyde mig udenom rugbrødet, som jeg måske skulle have taget til.
- Sildepiskeren, hvalen som vi før har omtalt på bloggen, havde også fået plads på bordet. Haldora og hendes mand, var jo i én af de 17 både, der var med ude at fange den og derfor også naturlige aftager af kødet. Det smagte også vældig godt. Det var lidt hårdt i konsistensen sammenlignet med okseculotten som lå overfor, men smagen var god.
- Okseculotten lod vi ligge, men den var der mange grønlændere, der helst ville have.
- Der var nogle små hele fisk i dej, som jeg desværre heller ikke fik tænderne i.
- Og til sidst havde vi så den kære Nanu. Smilla har lige siden tirsdag, hvor jeg fortalte hende, vi skulle til Haldora og smage nanu, gået og sagt "ik' spiss nanu" med hovedet sat på skrå og mundvigen nedad. Så sødt! Men mor og far gjorde det altså alligevel. Det er ikke så tit man "får" lov at smage isbjørn, hvis man ikke kender nogle, der tilfældigvis har for meget. Det er meget dyrt, at købe, hvis det overhovedet kommer til salg, så det var måske den eneste gang vi har fået muligheden. Haldora havde lavet det i en karry sovs og vi spiste ris til. Og det var virkelig lækkert kød. mørt og fast og så vel blot smagen af en fri bjørn, der har vandret på isen. Vi siger ja tak til det en anden gang, hvis altså...
- Til hele molevitten var der flødekartofler, ris, rugbrød. Saft, vand (hentet fra en natursø, på en nærtliggende ø), kaffe og te.
- Der var ca. 10 forskellige slags kage -alt fra lagkager til kringle osv. chip og slik.
Smilla hoppede på vand, chip, ris og et stykke slik. Og ikke (kære bedsteforældre) fordi hun ikke måtte få mere, men hun ville hellere lege og kigge sig selv i spejlet.
I kan nok forestille jer at fødselsdagsbarnet har haft travlt. Og jeg pakker også alle mine talenter sammen og erkender allerede nu, at hvis (eller nok nærmere når) vi skal holde Kaffemik for Smillas to år, bliver der ikke lavet så meget forskelligt.
Det var virkelig en dejlig oplevelse og jeg håber vi får mulighed for at komme til flere af slagsen. Man kan tydeligt mærke at det er en stor, velholdt tradition for grønlænderne at holde disse dage. De fejrer det en del mere end de ser umiddelbart viser med deres kropssprog.
Vi har desværre ingen billeder af alt maden, da vi ikke ville lege "turister-nøjj-se-alt-den-mærkelig-mad", så I må lave jeres egne.

Til gengæld kan I få et billede af vores lørdagsbrunch, som den også ville have set ud hjemme i DK. På nær mælken som er UTH behandlet og kan holde sig til oktober. Men Smilla elsker det lige godt og vi har også fundet en variant som Søren og jeg drikker. Hmm... kamera-stativ og selvudløser virker hermed!

//Anne

Så er det skaffetid.

Efter nu at have været i det Grønlandske grupperede terræn i noget tid, har vi fundet ud af, at det er noget upraktiskt, ikke at have en klapvogn til Smilla. Det går fint, når vi skal NED i byen, men når vi skal hjem er der ikke mange kræfter tilbage i de små ben.
Jeg har derfor spurgt på arbejde om der evt. er nogen, som kender nogen, som har en brugt klapvogn til salg eller til leje. Det var der ikke umiddelbart.
Men så i fredags, så ringede Steffen og sagde, at han netop havde ryddet op i tjensteboligen, hvor han bor og i den forbindelse havde han fundet en løbevogn, som dog trængte til luft i dækkene.
Vi kørte straks derhen og fik den fine, dog lettere slidte vogn, med hjem.

Så skulle der skaffes luft til dækkene, så jeg kørte til butikken for at købe en pumpe, men de havde ikke fået nogen med skibet i denne omgang. De havde dog en pumpe, som jeg kunne låne, men den manglede en ventil, så den kunne ikke puste meget luft i dækkene. Næste dag kørte vi på autoværksted og fik luft i dækkene, og så kunne vognen endelig bruges. Nu skal forhjulet bare rettes, så den ikke kører skævt, men det bliver et kapitel for sig tror jeg.

Rådighedsvagt:

Nå, men jeg er godt igang med min uge med rådighedsvagt. Vagten starter fredag, og slutter fredagen efter. på den måder er man frisk til weekenden, hvor vi får hjælp af vores reservebetjente, hvis der er brug for mere end en betjent. Reservebetjentene er to borgere i byen, som har været på kursus, og stort set er en blanding mellem en dørmand og en hjemmeværnsmand i Danmark. Det vil sige, at de kan hjælp med at tage fat, når det skal bruges og med afspærring, hvis det skulle blive nødvendigt, og så kan de også tolke. Hvis der skal bruges mere end én til rapportskrivning må jeg ringe efter en anden betjent.
Når man har rådighedsvagt er man den person, som borgerne kommer i kontakt med, hvis de skal bruge politiet, og så er det op til mig at vurdere, om det er noget jeg skal køre ud til, og hvor mange der ellers skal bruges. I weekenden har jeg vagten alle 24 timer, og i hverdagen har jeg vagten fra kl. 16-08, hvor stationen ikke har åbent. Så har jeg vagttelefonen, en brandmelder og patruljevognen med hjem. (NANU NANU råber Smilla i baggrunden, hun har fundet en isbjørn i hendes bog. Nanu betyder isbjørn på grønlandsk, det er da meget sødt).
Weekenden er gået med to tilkald og nogle opkald på telefonen. Et af opkaldenen måtte jeg dog afvise, det var en fuld mand, som gik rundt i bare tæer, og man mente så, at politiet skulle køre ham hjem. Den gik ikke.
Et andet opkald var en borger, som havde fundet en pung med 600 kr, som han gerne ville aflevere til politiet. Dejligt med ærlige mennesker.
Nå ja, så fik vi også årets første indbrud her på øen, desværre, der var blevet stjålet nogle flasker spiritus. Men ellers var det en rolig weekend.
Da jeg mødte mandag ringede en bekymret mor, som synes det var mærkeligt, at hendes søn var kommet fuld hjem søndag, når han ikke havde nogen penge. Da vi var færdige med at afhøre sønnen, kunne vi køre ud at anholde de to gerningsmænd til indbruddet,
Med hensyn til den tabte pung, så kørte jeg i dag, tirsdag, hen til en butik, hvor pungen var blevet tabt udfor. Jeg talte med en af de ansatte, som oplyste, at der havde været en pige, som ikke kunne finde sin pung. Hun forklarede i længere tid om, hvordan pungen var  blevet tabt, og hvilke varer pigen skulle have købt, hvis hun altså havde haft sin pung med. Jeg bad hende sige til pigen, at vi havde pungen, hvis hun dukkede op igen. Det skulle hun nok. Lige inden jeg forlod butikken spurgte jeg, for en sikkerheds skyld, om hun måske kendt navnet på pigen. Ja, det gjorde hun da både fornavn og efternavn, hun vidste også, hvor hun boede. Det kunne hun jo godt have startet med at sige, men det havde jeg jo ikke spurgt om.
Jeg kørte derefter over og afleverede pungen til en glad pige.
Så alt i alt et par succesfulde dage på arbejde.

Flyveren er landet:

I dag, tirsdag, er flyveren landet, det siger jo nok ikke så meget, men heroppe er det stort, for der har ikke været fly her siden forrige torsdag på grund af tågen, som til tider ligger som en tyk dyne om øen. Normalt kommer der fly mindst to gang om ugen, så der var stor forsamling i lufthavnen, hvor vi var oppe for at hente vores kommunefogeder, som har været strandet i Illulisat siden torsdag i sidste uge. Kommunefogeder er i øvrigt næsten ligesom reservebetjentene, de er bare tilknyttet bygderne omkring Upernavik. Nå men er der Postmand Per i fjernsynet, så nu er det tid til pause.

Søren

Hverdagen

Efter vi nu har været her i en uge, er hverdagen ved at forme sig. Mens Far går på arbejde hygger pigerne. Og vi laver lidt forskellige ting. Blandt andet har jeg pakket en masse pensler, vandfarver og tykt papir, så vi kan være kreative, hvilket var et stort hit.

Første akvarel.

Når vi skal ud har vi selvfølgelig tøj på til det, men det er ikke mere end hvad vi ville have på en efterårsdag i DK. Tit går vi ned til butikken ved siden af havnen eller på legepladsen ved siden af politistationen.

Der er stadig store isterninger i havnen mellem skibene.



Den fine legeplads. Eneste ting vi skal have styr på, når alt sneen er væk er affaldet, som nogle personer desværre er meget dygtige til at kaste fra sig.



Ja, det er så denne lille grønne sag, der huser Upernaviks politi.

Når far så har fri kommer han over og leger med os, inden vi går hjem. Og hvis vi er rigtige heldige kommer helikopteren forbi. Den har base "nederst" i byen, hvor imod lufthavnen ligger på toppen af byen (tættere på vores hus) og herfra flyver den til div. opgaver.

Find 'kopteren. Og se for øvrigt legepladsens udsigt.

Vi hygger os derhjemme inden spisetid. En grillmiddag er det foreløbigt blevet til. Moskusokse bøffer er slet ikke ringe på en mini weber.

En terrassedør er det desværre ikke blevet til, men vi klarer os gennem vinduet.

Nogle gange har Far politibilen med hjem, som han også har beskrevet i sit indlæg om sin rådighedsvagt i fredags.

Sneen rundt om huset forsvinder mere og mere for hver dag.

Jeg har lavet lidt fix med billedet, hvor man kan se det meste af byen. Dog ikke den store nye hal, der ligger til venstre og heller ikke sygehuset som ligger til højre for billedet. Politistationen ligger på den anden side af "bakken" et sted midt imellem vores hus og "spidsen" af byen mod højre.

Kort sagt er vores hverdag meget stille og rolig. Vi nyder ikke at have tusind ting, der skal nåes og bare tage dagen oppefra og ned.

//Anne

Kontaktoplysninger

Nu hvor alt er oppe at køre her mod Nord tager vi lige lidt praktisk for dem af jer, der gerne vil skrive til os. Der er mange måder at gøre det på, men den hurtigste, når I nu alligevel er herinde på bloggen, er ganske enkelt at kommentere på et indlæg fra os.
Der udover har vi også lagt forskellige oplysninger ind i højre side. Vores mobil nr., skype id osv.
Vi er glade for alle inputs og faktisk også at I bare kommer forbi bloggen og kigger. Bliv endelig ved med det.
//Anne

Første arbejdsdag.

Da vi ankom i lufthavnen, Upernavik, blev vi afhentet af alle politibetjentene, det vil sige tre, Steen (som jeg skulle afløse), Esra (stationslederen) og Steffen (alm. betjent). Steffen skulle afleveres i lufthavnen, da han skulle transportere en fange til Nuuk, hvilket Steffen var godt tilfreds med, da hans familie bor der. Hvis han selv skulle have betalt turen koster den 8000 kr.
Jeg havde om morgenen sendt en mail til Esra vedr. vores ankomst, hvilket viste sig at være en god disposition, da han først troede vi kom d. 1 juni. Ellers havde vi formentligt stået i lufthavnen alene. Vi blev kørt til vores bolig i patruljevognen, en firehjulstrukken Toyota meget fin bil.
Anne og Smilla blev i huset, da Smilla var træt efter flyveturen, og jeg kørte en tur i byen sammen med Steen og fik handlet lidt ind. Om aftenen var der familihygge bare os tre, det gik mest ud på at holde os vågen, så vi kunne få vænnet os til Grønlandsk tid, som er fire timer forskudt (når klokken er 0000 i Grønland er den 0400 i Danmark.) vi gav dog op kl. 2100 Grønlandsk tid. Det resulterede i, at Smilla mente, at næste dag startede kl. 0400, men så var jeg da sikker på ikke at sove over mig på min første arbejdsdag.
Esra havde inviteret os alle tre til morgenmad på stationen kl. 0800, vi blev hentet af Steen kl. 0750, og var på stationen kl. 0752, det var lige til at holde til den lange tur.
Morgenmaden gik fint, udvalget var dog ikke så stort, da der ikke var kommet varer til butikken endnu. Smilla var heller ikke helt tilfreds med, at hun ikke kunne få mælk, hun er blevet meget glad for langtidsholdbart mælk.
Efter morgenmaden fik vi en rundtur i byen i patruljevognen af Steen og derefter fik vi overdraget nøglerne til patruljevognen, så kunne vi køre en tur rundt på egen hånd.

Torsdag (31. maj) vågnede Smilla op kl. 05.00 ,så vi fik lige en time mere, det var rart. Da jeg mødte på arbejde fortalte vores kontordame, Haldora, at hun var lidt træt, da hun havde ude at fange en sildepisker indtil kl. 03 i nat, sammen med 18 andre både. Jeg fik derefter at vide, at en sildepisker er en hval på 5-7 meter, som først skal harpuneres og derefter bliver skudt med op til 200 riffelskud, indtil den er død. Derefter var den blevet sejlet indtil kysten, hvor den blev parteret. Derefter startede min første rigtige arbejdsdag, hvor jeg skulle sættes ind i div. forskellige systemer. Fælles for dem alle er, at de kører utroligt langsomt, skærmen er næsten hele tiden 4-5 bogstaver bagefter, så det kræver lidt tilvænning. Torsdag  blev også dagen, hvor det første skib kom til byen efter vinteren, hvilket skabte stor glæde, da der nu kom friske varer i butikken. For os betød det, at vi kunne få vores pakker med div. tøj og vigtigst legetøj til Smilla.

Fredag (1.juni -lønningsdag...) fik jeg, at vide, at jeg skulle have rådighedsvagten (den, som har vagten mellem kl. 1600 og 0800, samt i weekenden), da Steffen skulle spille musik om aftenen og var bange for ikke at høre telefonen. I løbet af dagen var Esra og jeg ude at køre i patruljevognen,  for at jeg kunne blive lidt dus med byen og bilen. Mens vi kørte fik vi tre opgaver med berusede mennesker, som lavede lidt småproblemer. De blev dog hurtigt løst. Esra konkluderede derefter, at sommeren måtte være kommet, da de normalt ikke havde så mange opgaver. Da vi havde lukket stationen kl. 1600 kørte vi en tur hen til Steffen, som spillede lidt musik for os (han er meget begejstret for musik og havde vist håbet, at jeg også var det, men desværre). Derefter fik jeg bilen, vagttelefonen og brandmelderen med hjem,og så stod jeg ellers på egne ben.

I løbet af natten fik jeg to opgaver, også disse skyldes berusede mennesker (hvilket ikke er så meget anderledes end i DK første weekend efter lønningsdag). Men selve anmeldelsen var anderledes, idet de jo ringede til vagttelefonen og forklarede sig til mig PÅ GRØNLANDSK, og når jeg så bad dem snakke dansk, hvis de kunne, så gentog de anmeldelsen på grønlandsk. Men jeg fandt dog ud af det og fik hentet Steffen, som kørte med ud til opgaverne.
Nå, men nu er det blevet lørdag aften, og muskusokse bøfferne fra grillen er netop blevet fortæret med stor succes, så nu vil jeg hygge lidt med familien, indtil næste tilkald. (jeg er bagvagt i dag, og skal med Steffen ud, når der er opgaver, indtil nu har vi haft tre, så det bliver formentligt en travl nat).
Søren.